Taking Chances

Se, man kan sagtens få plottet til at lyde spændende. Det er synd, instruktøren Talmage Cooley ikke besidder den evne.

Dette er historien om Chase Revere (Justin Long), som ud over at være indehaveren af planetens mest uskyldige navn også er kurator for den lille bys historiske museum. Og kors, hvor er han besat af det. Han er så besat, at han konstant render rundt i en uniform fra USA's borgerkrig, med hvid paryk og det hele - som i øvrigt ser ud til at være limet til hans hoved. Han er nørdet, ensporet og omtrent så spændende som en portion havregryn.

Når en tegnefilmsagtig borgmester og hans korrupte lejesvende i bedste Hannah Barbera-stil planlægger at bestikke en flok indianere til at bygge et casino i deres by må Chase tage kampen op for at bevare sit lille, ubesøgte museum. Man skulle ellers tro, at et casino ville bringe turister til som kunne finde på at besøge museer, men det vil Chase ikke høre på. Det er nok fordi tegnefilmsskurken vil bygge casinoet lige ovenpå hans museum - hvorfor vides ikke, da byen tilsyneladende er omringet af enorme vidder ubrugt jord. Den slags plothuller skal man i øvrigt lære at vænne sig til gennem hele filmens handling.

Lucy Shanks, hvis efternavn ikke ved et tilfælde rimer på "skank", rekrutteres som filmens prærekvisitte "love interest" med en dobbeltrolle som filmens enigma med en hemmelighed, der skal udredes i løbet af handlingen. Den viser sig dog ikke at være noget specielt - men heldigvis har filmen masser af andre små konflikter, der skal løses undervejs. De er dog heller ikke særlig specielle.

Faktisk er der ikke noget specielt ved denne film. Den er utroligt selvcentreret og mikroskopisk, som om den foregår i en hermetisk lukket boble; en snow globe i menneskestørrelse med small-town-America motiv. Dens figurer er utrolig karikerede, men ikke nok til at de fremstår interessante; kun lige akkurat nok til at de ikke minder om virkelige mennesker. Dens handling er så navlepillende og uengagerende, at man nærmest sænkes hen i en døs mens den udfolder sig med samme hastighed som en doven tulipan. Dens atmosfære er så fredelig og ikke-truende, at jeg næsten med sikkerhed nu kan skrive under på, at jeg har oplevet hvordan en overdosis morfin føles.

Det hele er tilsat en varm, men irriterende kløende dyne af boblende indie-pop musik og varme, bløde farver, der er direkte bedøvende at se på. Handlingen glider forbi på samme måde som våd maling siler ned ad en væg, og når rulleteksterne endelig kører er man ikke helt sikker på hvad der egentlig foregik, men man er ret sikker på, at det var kedeligt.

Som meditativt redskab er den sikkert utrolig velfungerende, dens trance-lignende kvaliteter taget i betragtning. Den er perfekt til en stearinbelyst filmaften med kæresten hvor tv'et lige så godt kunne vise et prøvebillede. Som underholdning er den dog umådelig kedelig i dens navlebeskuende selvoptagethed, og jeg er ret sikker på, titlen er ment ironisk - hvis forfatteren altså har fantasi til den slags.