Take That - Progress

Take That behøver vel ikke nærmere introduktion. Man kan ikke argumentere imod et bands popularitet, når de har solgt 80 millioner albums, vundet 19 BRIT awards og har haft 17 singler, der er gået nummer et. Take That gik i opløsning i 1996, et år efter Robbie Williams smuttede.

I 2006 vendte bandet så tilbage, dog uden Robbie, der i de ti år havde opbygget sig en enorm solokarriere. Det blev til to albums i firemandsopstillingen for Take That, indtil Robbie i starten af i år valgte at begrave stridsøksen med Gary Barlow, og slutte sig til sine gamle bandkammerater igen. Nu udkommer det første album med den originale besætning i 11 år, Progress, noget Mark Owen beskriver som en drøm.

Allerede fra første nummer, som også er førstesinglen, The Flood, er det tydeligt, at det ikke er 90'ernes Take That, der er tilbage. Drengene er blevet voksne i løbet af de sidste ti år, og der er blevet skruet ned for 90'ernes tempo og diskorytmer, til fordel for en mere voksen og elektronisk lyd.

Det lader til at Take That på deres gamle dage har fordelt rollerne lidt mere ligeligt imellem sig. Det er både godt og skidt. Godt, fordi det selvfølgelig giver variation i vokalerne. Skidt, fordi det altså ikke er alle medlemmerne, der synger lige godt.

Det bedste eksempel på dette kommer faktisk på pladens første to numre. The Flood starter ballet som en mesterlig popsang, hvor Robbie og Barlow supplerer hinanden rigtig godt. På næste nummer, SOS, er Mark Owen i fokus, og der er niveauet et helt andet. For Owen synger udmærket, det viste han også på den sidste plade, men han er bare slet ikke på niveau med de to andre.

Det er netop det, der er Progress' største problem. Der er meget store udsving i kvaliteten. Der er to-tre oplagte singler, to-tre udmærkede numre, og resten af numrene virker lidt småforvirrede og uden rigtig retning.

Gary Barlow kan stadig bære en sang alene på sin fantastiske stemme, og Robbie skraber som altid en masse point hjem på charmen. Det er også de to, der for alvor hiver Progress op af skalaen. Så længe Take That har de to herrer, skal det til gengæld nok gå, og Progress kommer helt sikkert ikke til at skuffe deres mange fans. Men som helhed kommer Take Thats "rigtige" comeback til at virke som en lidt rodet affære, som ikke rigtig kan finde ud af, hvad den vil.