Table Tennis

Mine erfaringer med rigtig bordtennis er, for at sige det mildt, sparsomme og centreres reelt kun omkring folkeskolens mange frikvarterer, et dertilhørende billigt bat fra en eller anden halvskummel legetøjsbutik og to borde slået sammen med en række madkasser som det obligatoriske net. Det var "jorden rundt" vi spillede, og når jeg fuldstændig opkogt i hovedet, vendte tilbage til klasseværelset i et forsøg på at presse en dansktime eller et par gloser engelsk ind i mit forvirrede lille hoved, så var det eneste jeg kunne tænke på, bordtennis. Jeg tænkte på, hvordan jeg skulle ramme bolden, at jeg skulle hjem og smøre mit bat med lidt sæbe og så om det ikke var på tide, at jeg begyndte at holde på battet på den seje måde, du ved sådan med et par fingre på den ene side og håndtaget nærmest liggende i håndfladen. En overgang var jeg besat af bordtennis, jeg indrømmer det gerne.

Siden hen er det gået over, lidt ligesom forelskelser, forkølelser eller røde hunde, og det var ikke før, OL i Athen åbnede dørene, at jeg igen blev bidt af et galt, galt bordtennisbord. Michael Maze og Finn Tugwell tryllebandt mig i den grad, og selvom hastigheden, de fænomenale skruede bolde og den dybe teknik, var lysår foran noget jeg selv har været i nærheden af, så sparkede det hele min besættelse i gang igen. Nu er det så Rockstars tur til at gøre det, for med Table Tennis har giganten lavet noget nær en drømmeopskrift på et bordtennisspil - i hvert fald i digital form.

Table Tennis er himmelråbende enkelt i sin udformning og virker i den første times tid en smule hult, i hvert fald hvis du bare kaster dig direkte ud i en kamp - hvilket jeg gjorde. Snart stod jeg overfor en svensker med navnet Jesper, og før jeg vidste af det, blev jeg sendt fra den ene side til den anden, mens jeg forgæves prøvede at fange bare et par af hans veltilrettelagte kanonkugler - men lige lidt hjalp det. En tur forbi spillets tutorial var, hvad der skulle til. Her forklares underskru, overskru, skru fra venstre, højre (alt sammen lagt ind på joypaddets fire farvede knapper) og en masse andre finesser, og snart viste alle spillets facetter og nuancer sig frem. Pludselig forstod jeg også, hvorfor den lille bordtennis bold havde forskellige farver rundt om sig, når jeg enten modtog eller returnerede den. Pludselig blev timing helt afgørende og jeg begyndte at planlægge forud. Da jeg herefter afprøvede mine focus-skud, så var pakken komplet og nu var jeg rustet til at tage kampen op med selv de bedste spillere. Exhibition blev mit næste stop, og efter at have trynet et par modstandere, var det så tid til en turnering.

Tilbage i den turnering, jeg tidligere var blevet søndertævet ud af, vandt jeg pludselig kampe, og i skikkelse af Lui Ping, Kinas bedste bordtennisspiller, begyndte jeg en længere sejrsrække, eller det vil sige fire turneringer, for det er hvad Table Tennis indeholder - og det er måske spillets eneste fejl. Ja, okay, det og så det faktum, at du ikke kan spille double-kampe, hvilket ville have været fremragende. Til gengæld overdøgner spillet dig aldrig med ligegyldige features og funktioner. F.eks. kan du ikke i Table Tennis lave din egen karakter. Der er ikke mulighed for at udvide næseborene, vælge langt hår eller udsmykke din spiller med solbriller. 11 spillere er hvad du får (når du har lukket op for dem alle) og det må du finde dig i, men igen der er også en til hver spillestil, så hvad betyder det?

Visuelt taler de medfølgende screenshots for sig selv. Table Tennis er lækkert, ikke ovenud fremragende eller spektakulært, men lækkert. Som du vinder første sæt og det begynder at tære på kræfterne, pibler sveden frem på panden og din trøje bliver fugtig. Spil lidt længere og dråberne begynder at drive ned af armene på din spiller. Musklerne spændes også troværdigt, og på nær en lidt rigid animation, der er uforståelig med kun to spillere i et næsten mørklagt rum trukket af en Xbox 360, så føles det virkelig som at spille bordtennis. Lyden er også et kapitel for sig selv, ikke mindst fordi en bordtenniskamp er svær at mestre lydmæssigt. Jeg mener, hvor meget er der reelt? Lidt forkølet hepperi, et par klapsalver og en kugle, der rammer et bord. Det hule klonk, der kommer hver gang kuglen rammer bordet, føles dog helt rigtigt, og der var flere gange, hvor jeg identificerede dens retning og fart udelukkende ved hjælp af lyden, hvilket må siges at være en cadeau til lydholdet.

Table Tennis problem er at det ikke er langt. To dage efter at have startet det op for første gang, havde jeg gennemført, hvad der kan gennemføres alene, så det er ikke i nærheden af f.eks. Top Spin 2 i dets diversitet eller holdbarhed. Online er det dog fremragende, ikke mindst fordi det aldrig hakker eller snegler sig derudad, og hvis du ender med at rende ind i en spiller med de samme kvaliteter som dig selv, så kan du godt sige farvel til et par timer med kæresten eller vennerne, men goddag til grin, hån, gråd og komplimenter, når I, med bolde der kan tage minutter at afgøre, forsøger at finte hinanden med skruebolde og hårde smashes. Indtil videre er Table Tennis-landskabet befolket af en samling sympatiske spillere, der ikke har det fjerneste mod at dele deres erfaringer med dig, og det hjælper meget, når du forsøger at blive bedre, eller hvis det bare er første gang du går online med din Xbox 360.

At Table Tennis sælges billigere end de fleste andre Xbox 360-spil er ikke et udtryk for at det er ensporet, overfladisk eller kedeligt. Rockstar har erkendt at et ikke-licenseret, fire turneringer langt bordtennis spil med 11 faste spillere, måske ikke er et overflødighedshorn, og at bordtennis generelt ikke siger særligt mange, særligt meget - og det er årsagen til den lavere pris. Selve spillet er stadig finpudset, engagerende og aldeles gennemført, og derfor alle pengene værd.