Sydney 2000

OL er i fuld sving, og spilbranchen ville ikke ligne sig selv hvis der ikke blev udgivet et produkt om netop dette arrangement.

Vejen til OL
Sydney 2000 er simpelt bygget op, der findes 12 sportsgrene som man kan kvalificere sig i. Fælles for dem alle er, at man skal træne sin figur op og gennemføre 3 kvalifikationsrunder før man er klar til selve OL. Alle de spillere man fører igennem disse 3 kvalifikationer kommer med til OL når man vælger at gå videre, man er ikke tvunget til at gennemføre med alle 12, hvilket er en god ting.

Ondt i fingrene
Sydney 2000 er opbygget som de gode gamle atletik spil til Commodore 64, og dette har både sine gode og dårlige sider. Folk som kender til disse gamle spil ved, at det gjaldt om at hamre løs på sine knapper, eller rive styrepinden på joysticket febrilsk rundt. Det samme gælder for Sydney 2000, man skal hærge sin gamepad eller joystick totalt, indtil man er nødt til at holde pause fordi ens fingre ikke kan klare mere.

Det er nostalgisk og det er hyggeligt, men desværre er det så udmattende, at man ikke kan spille Sydney 2000 i mere en ¢ time af gangen. Heldigvis er det ikke alle sportsgrene der slider hårdt på knapper og fingre, hammerkast, trespring og udspring er mere avancerede. Her kan det handle om at udføre tast trykkene på de rette tidspunkter, eller bruge sit directionpad til at udføre diverse akrobatiske kolbøtter.

Flot lavet
Selvom man ikke sidder og måber når man spiller Sydney 2000, så får man faktisk leveret et ganske flot spil som krydres med en ganske udmærket lyd. Når man træner sin spiller op, ser man på en figur med de vigtigste muskelgrupper animeret, egentlig en ganske fed måde at lave det på. Du får grundigt at vide hvad du skal gøre, og de træningsmetoder man skal igennem, passer godt til den sportsgren der trænes i.

Når man så skal i gang med den frie træning og kvalifikationen, ser man på fuldt animerede personer, og også her er spillet ganske flot. Vægtløfteren er en godt bred og buttet person, imens 100 meter løberen er pumpet til at ligne den nye Johnson. Lerdueskyderen render rundt med solbriller, kasket og skudsikker vest og svømmeren står klar med dykkerbriller og badehætte. Noget af det bedste er, at personerne skifter ansigtsudtryk, bedst er vægtløftere som pruster og råber når han løfter de mange kilo.

Under OL kommer der en kommentator på som næsten altid kommer med relevante kommentarer, og selvom han til tider har han det med at gentage sig selv, men alt i alt klarer han det ganske hæderligt. Man drager mest nytte af ham når han kommenterer på hvorfor ens netop udførte aktion var god eller dårlig, for lytter man til ham og retter sig efter det så bliver ens præstationer bedre.

Konklusion
Sydney 2000 kan virke ret nemt, hvis man spiller på de lette niveauer, men spiller man på de sværeste får man kamp til stregen. Guldmedaljer kan man få fat i, men man skal virkelig kæmpe for dem. Grafik og lyd er ganske god, ikke noget at pege fingre af der. Og spiller man lidt sammen med vennerne så hæver det spillets underholdningsgrad enormt. Det man kan diskutere er, hvor længe OL feberen vil holde, og om man ikke i sidste ende føler, at spillet bliver lidt trivielt. Spillet er meget arkadeagtigt, derfor er PC´en nok heller ikke den rette at spille Sydney 200 på, det slider i hvert fald på ens hardware. Ikke desto mindre er Sydney 2000 et rigtig sjovt spil, i hvert fald i denne OL tid.