Gamereactor

Gamereactor
Film
S.W.A.T.

S.W.A.T.

Ren og skær action er hvad S.W.A.T. tilbyder. Og kan du lide dette, så er der masser at hente i Clark Johnsons film.

Så skal vi til det igen. Pupiludvidende action, hårdtpumpede mænd og et vognlæs af våben, er hvad Clark Johnson har med i posen, når "S.W.A.T." ruller over skærmen.

Filmen tager afsæt i Jim Street (Colin Farrel), der efter en mindre fadæse i en udrykning smides af S.W.A.T.-holdet og i stedet bliver sat til at passe andres våben i "Buret". Her sidder han lunt og trygt, men keder til gengæld røven ud af bukserne alt i mens hans gamle venner fortsætter livet som elitebetjente. Det er ikke før Dan "Hondo" Harrelson, en veteran der naturligvis er på kant med ledelsen, viser sit ansigt og udtager Street til sit hold, at Jim for alvor tror på chancen for at komme tilbage i varmen.

Herfra går det slag i slag med øvelser og så den egentlige historie om en forbryder, der udlover en dusør til enhver der kan få ham ud af fængslet og efterfølgende landet.

Hele vejen igennem trakteres vi med eksplosioner, kugler og rappe bemærkninger. "S.W.A.T." ved nemlig godt at historien er papirtynd og skuespillerne ikke har meget at læne sig op ad, så den tager i stedet godt fat i halen på det hæsblæsende tempo og trækker grundigt til. Det bliver aldrig rigtig godt, men underholdende er det da.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10