Superman Returns

Jeg havde engang en Supermanskappe da jeg var knægt. Den var hjemmesyet og var i de forkerte farver. Jeg var dog ligeglad. Når jeg havde den på, var jeg Superman! Og hvem vil ikke være det? At kunne bejle til skønne Lois Lane, lave spejlæg kun med øjnene og smadre mursten med en lillefinger. Manden har jo praktisk talt ingen svagheder, hvis vi ser bort fra kryptonit (som der efterhånden findes så store mængder af i Superman-universet, at det er direkte latterligt). Hvorfor er der ikke nogen, der har lavet et spil med denne kraftkarl før?

Der har da selvfølgelig også været spil med Superman. Et ikke så interessant til Nintendo Entertainment System og naturligvis det berygtede spil til Nintendo 64. Med sådanne forgængere skal Superman Returns da ikke gøre sig megen umage for at blive bedre, vel? Du har sikkert allerede kigget på karakteren, og når jeg spørger på den måde, sidder du nok allerede og tænker ’Nej, det skal Superman Returns ikke, men af en eller anden grund gik det galt alligevel.’ Rigtigt gættet.

Lad os lægge positivt ud: Det er sjovt at flyve rundt over Metropolis. Når Superman flyver hurtigt, laver han nogle brag gennem lydmuren, der gør det fornøjeligt at suse rundt. Det er faktisk også ret underholdende at løfte tunge ting og slynge det gennem bybilledet. Man bliver faktisk belønnet med et trofæ for at kaste The Daily Planet-globen gennem byen. Godt nok er grafikmotoren ikke imponerende og synes mere hjemme på PlayStation 2, men den klarer mosten. Hvis bare resten af spillet var lige så sjovt.

Titlen gør meget ud af at fortælle, at spillet lægger sig op af filmen. Lex Luthor spøger i kulissen, Lois Lane er nævenyttig og så videre. Mellemsekvenserne giver glimt af filmens handling, hvilket jo ikke er dårligt. Spillet begynder med en meteorstorm. Man lærer at kontrollere Supermans forskellige kræfter samt at flyve rundt. Man fornemmer her begyndelsen på et spil a la {Spider-Man 2}, der kombinerede filmen med lidt ekstra personer og missioner. Indtrykket bliver forstærket straks efter. Filmen fortæller nemlig at Superman var fraværende, fordi han undersøgte resterne af Krypton. I spillet bliver han på vejen tilbage fanget af Mongul, herskeren af Warworld. Her lærer man Supermans evner i nærkamp. Ser vi bort fra en sværhedsgrad, der allerede er højere end forventet, samt et kampsystem der er ret klodset, kunne spillet godt vise sig at være i kaliber med Spider-Man 2.

Nej. Det eneste spillet har med filmen at gøre, er mellemsekvenserne. Resten af spillet bliver fordrevet ved at tæve på de samme fire-fem forskellige fjender. Metallo hærger og har et slæng af robotter. Hvert femte minut dukker der en ny gruppe robotter op, måske i selskab med Metallo. Selvom Superman gennem spillet optjener forskellige slagfaste kombinationer, kan fjenderne hurtigst og sikrest besejres ved at trykke på X. Eventuelt kan man krydre det med at trykke på A, men ellers er der ikke meget at hente. Kampene er ikke udfordrende eller underholdende. Værre er det, at fjenderne ikke rigtigt bliver mere avanceret. Der er tre eller fire typer per fjende og de bliver ikke sværere eller lærer nye tricks.

Kampene bliver ikke mere ophidsende af de samme få kommentarer fra Superman og fjender, der bare skurrer i ørerne efter to kampe. Spøjst er det også at se Superman kunne ramme en fjende på op til to meters afstand. Det er petervæltme super! Senere blander Bizarro og en bande mutanter og ildspyende drager sig i herlighederne, men har man luret en fjendes svage punkt af, er den største udfordring at holde Metropolis i live. Dette svage punkt er i øvrigt næsten fornærmende let at udnytte. Spillets missioner fungerer groft sagt som de sidemissioner, der polstrede Spider-Man 2. Det er ensformigt, ekstrem ubegavet og helt igennem utilladeligt.

En fin detalje er at Superman som sådan ikke kan besejres. I stedet har byen Metropolis en lille måler. Når der bliver ødelagt ting og sager, svinder det i måleren. Faktisk er det en god idé, idet det giver en beskyttertrang. Men måske den kunne have været mindre sart? Supermans evner bliver større og større, som spillet skrider frem og findes i superudgaver. Men når den halve by på det nærmeste bliver lagt i ruiner, når Superman bruger sit ultrahede varmesyn, hvorfor så bruge det? Ej heller har man lyst til at slynge rundt med biler, reklamebannere, lygtepæle eller andet, når man risikerer at bidrage til byens ødelæggelse. For pokker da også.

Spillets ret sløje holdbarhed er forsøgt udbygget med forskellige små udfordringer. De handler mest om at flyve hurtigt. Hvis man løser dem, smutter Mxyzptlk tilbage til den femte dimension. De giver dog ikke meget. Langt den mest holdbare mission går Grand Theft Auto i bedene. 100 killinger er gemt over hele byen og de skal findes. Jeg har mest på fornemmelsen at udvikleren har tænkt noget i stil med: "Jamen hør! Spillet er kun fem timer langt. Skal vi ikke lave et eller andet som varer mindst en time?" Belønningen for alle kattene er en Achievement, men derudover er der ikke rigtigt nogen grund til at flyve forvirret rundt.

Oprindeligt blev Superman Returns: The Game forsinket. Grunden var at spillet skulle forbedres. Ellers havde spillet faktisk været på gaden samtidig med at filmen hærgede i biograferne. Det er faktisk ret uhyggeligt, at det spil, vi står med i hænderne i dag, blev forsinket, fordi det var dårligere. Interessant er det dog at spillets sidste rigtige mission, der heller ikke har noget som helst med filmen at gøre, faktisk der rammer Superman bedst. Folk skal reddes, bygningsbrande slukkes og så videre. Tænk hvis hele spillet havde ramt essensen af Manden af Stål. Havde jeg stået for spillets titel, havde det nok hedder ’Meget under gennemsnits-man Returns: Har intet med filmen at gøre’. Det lyder ikke godt, men det er tættere på sandheden.