Gamereactor

Gamereactor
Film
Superclásico

Superclásico

Nordkraft-instruktøren Ole Christan Madsen har lavet en komedie om forliste ægteskaber og fodboldkoner.

Det lå ikke ligefrem i kortene at Ole Christian Madsen skulle instruere en lethjertet og kommerciel komediefilm. Han har tidligere haft succes med blandt andet Nordkraft og Prag, to meget dystre og komplekse film. Ikke fordi jeg betvivler Madsens evner indenfor komikken, han kan få skuespillere til at opnå fantastiske resultater, men kan han gøre det i en typisk genrefilm?

Superclásico er historien om vineksperten Christian, hvis kone uden varsel tager til Buenos Aires og forelsker sig i en stor fodboldspiller. Det eneste hun vil have af ham er at få en underskrift på skilsmissepapirerne, der ankommer hos ham med posten. Besat af at få hende tilbage tager Christian sammen med deres søn Oscar sydpå for at konfrontere hende. Men der går ikke lang tid før det hele går i hårknude og alle parter må lære en vigtig lektion om dem selv.
For at besvare mit tidligere spørgsmål, så jo, Madsen kan selv i en komediefilm få en fin præstation ud af sine hovedrolleindehavere. Anders W. Berthelsen er vildt underholdende som Christian, en vred, forvirret lille mand der tror han ved hvad han vil have. Han er overlegent den bedste, for Paprika Steen spiller bare sig selv, som sædvanlig, og Jamie Morton er tam i rollen som Oscar, men det er mere fordi karakteren er skrevet sådan.

Det bringer mig til filmens største problem, manuskriptet. Heldigvis er strukturen i orden, den gennemgår alle punkterne som vi kender dem helt fint, så det er ikke fordi du kommer til at kede dig. Den største uret manuskriptforfatterne begår, ikke bare mod os, men også sig selv, er at de har inkluderet en fortællerstemme. I starten fungerer den fint når vi skal introduceres til karaktererne, men senere hen begynder den at blotlægge afgørende psykologiske forandringer i dem, så skuespillet, hvor godt det end er, virker overflødigt.

Anders W. Berthelsen kan spille løs alt det han vil, men når der kommer en stemme et udefineret sted fra der siger: "Pludselig vidste Christian, at han ikke var lykkelig", så kan det jo være lige meget hvad vi tolker ind i præstationen. Det underminerer Madsens dygtige instruktørarbejde noget så grusomt.

Et punkt hvor jeg helt personligt ser et problem, er med filmens tematik. Som skilsmissebarn og med den håndfaste oplevelse jeg har haft af de komplekse sammenhænge der fører til sådan noget... ja, rent ud sagt, lort... piner det mig at se en så halvhjertet behandling af materialet. Der kan helt sikkert laves en sjov film om skilsmisse, men det kan ikke gøres i en så uinspireret og, jeg beklager grovheden, dum historie som det her.

Den karakter jeg giver Superclásico stammer fra et meget personligt sted, som en anmeldelse også burde gøre. Men hvis du egentlig bare gerne vil se en sjov komediefilm og ikke rigtig tager det så personligt som jeg har gjort, så er du fint underholdt.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10