Superbike 2000
EA Sports har nu sendt spil nummer to i deres Superbike serie på gaden, Superbike 2000. Efter at have prøvet det første spil i serien var forventningerne til den nye udgave store, men er der så en stor forskel?
Spillets indledende menuHardware problemer og flot grafik
Man bliver lovet en ny 3D motor med nye motion-captured ryttere, men desværre stødte jeg ind i et stort problem her. Spillet ville ikke køre i 3D med mit Asus Riva TNT2 Ultra! Efter forsøg med 3 forskellige drivere, en Windows geninstallation, og et svar fra support på at "Prøve en ny Driver" opgav jeg og måtte nøjes med Software mode. Om end mere grumset, så er grafikken i spillet utrolig flot, rytter bevægelserne er endnu flottere end i forrige udgave, og selve motorcyklerne ser utroligt flotte ud.
Der loades til sæsonens første ræs Der er masser af små detaljer i grafikken, en af de bedste er nok at underlaget klæber sig til dækkene. Ryger du ud i græsset sidder det fast på hjulene, ligeledes gør grus og jord, og det skal du så se af at få slidt af i en fart. Der er også en del info man kan vælge at få vist på skærmen, f.eks. lap tider, speedometer og hvad der ellers hører til. Hjælpetips som hvornår man skrider for meget og brænder for meget dæk af, til hvornår det næste farlige sving dukker op er det også blevet til. Der er også folk med flag som dukker op i et lille vindue når der sker uheld, eller man får advarsler.
Lyden er desværre utrolig mangelfuld, publikum jubler på samme måde hele tiden, motorlyden er tam, kommentatoren siger næsten ingenting og der er brugt meget lidt tid på lydeffekter som sammenstød, udskridninger og underlagslyde. Man savner lyden af sten der rammer lakken i gruset, brølet fra hestekræfterne og en kommentator der lever sig ind i tingene. Musikken er heller ikke meget at råbe hurra for, den eksisterer i introen (Som i vanlig EA Sports stil er utrolig flot) og i menuerne, og den består hovedsagelig af guitarrock, men imponerer bestemt ikke.
Nogen styrter og river min rytter med Udfordrende gameplay
Som i den forrige udgave er realismen sat i højsædet i Superbike 2000, der er tonsvis af indstillinger og du kan skræddersy spillet efter dine egne evner. Spillet er tilpas svært til at man ikke kører træt i det, og mister man koncentrationen undervejs kan man ligeså godt give op, for så ender man i græsset, eller på enden imens man rutsjer henover asfalten.
Desværre er der en stor fejl, rammer man banden med 200 km/t så sker der faktisk ingenting med cyklen selvom skader er sat til max. Man har koncentreret sig om affjedrings skader og dækslitage, og faktisk "glemt" resten. Resultatet er at du kan gnubbe din motorcykel op ad banden så meget du lyster, man du skal ikke begynde på hjulspind eller flyve hop over de små skrå bander i svingene, så smadrer du hurtigt cyklen.
Slutter på sidstepladsen, hvem savnede udfordring? Vil man mærke den virkelige udfordring så fjerner man alle hjælpefunktioner, slår alle regler til og starter sig et mesterskab. Nu får du ikke længere lov til at afskære modstanderen eller køre som en sindssyg, så er det eneste der venter dig advarsler og eventuel diskvalifikation. Man skal opføre sig pænt og følge reglerne, men samtidig skal man forsøge at overhale de ryttere der er foran og holde dem der er bagved i bakspejlet. Selvfølgelig skal man holde sig ude af græsset, medmindre man vil køre de næste 500 meter med græs på dækket som giver store udskridninger i for høj fart. Man får virkelig kamp til stregen, her er ingen kære mor, og enhver motorcykel fan vil elske det! Personligt kan jeg efter en uges spil stadig ikke klare den på det niveau, jeg ender hele tiden i græsset eller får vist det fine sorte flag som indikerer en diskvalifikation.
Konklusion
Gameplayet er atter engang sat i højsædet, grafikken er stadigvæk utrolig flot imens lyden halter utrolig meget. Vi håber på en patch som kan fikse nogle af de 3D problemer der er så det bliver endnu mere blændende. Men en ting er sikkert, er du fan af motorcykel spil så er det her helt sikkert noget for dig!
Gamereactor Danmark