Super Mario Sunshine

Nintendo tog noget af en chance, da firmaet med lanceringen af GameCube ikke valgte at lade den verdenskendte blikkenslager slå sig løs på formatet. Super Mario har i en eller anden form altid været prydestykket og flagskibstitlen, der sikrede Kyoto giganten et stensikkert hit og masser af tilfredse fans, men med skiftet til 128-bit æraen lagde firmaet kursen om, og valgte i stedet Marios mindre kendt bror - Luigi. Dog har der aldrig været nogen tvivl om at en Mario titel var på, men spilguruen Shigeru Miyamoto ville give sig god tid denne gang. Han ville finpudse og fremelske det helt rigtige gameplay - og det må man sige er lykkes.

Men er det så bedre end Super Mario 64, vil den ivrige læser spørge?. Nej, og hvem havde også regnet med det. Hvem havde troet, at den genredefinerede titel, der ud over at besidde et gameplay med en tyngde, der distancerede alle andre udgivelser og i øvrigt var det første rigtige forsøg på et platform spil i 3D, ville kunne blive vippet af pinden med udgivelsen af Super Mario Sunshine - i hvert fald ikke GameReactor. Men det betyder intet. Det er ikke et spørgsmål om det er bedre, men et spørgsmål om hvor fantastisk det i virkeligheden er.

På det visuelle plan er Super Mario Sunshine tilfredsstillende, men på ingen måde exceptionelt. Der er naturligvis nogle lækre vand- og spejleffekter, men spillet er grafik langt fra så godt som f.eks. det kommende Starfox Adventures. Områderne er store, smukke og i en palette, der med det samme signalerer, at der er tale om et spil fra Nintendo, med alt hvad der hører til. Huse, bjerge og træer kan spejdes langt ud i horisonten og på intet tidspunkt er der hverken en nedsættelse af fart eller den fæle pop-up vi som spillere tit må leve med. Spillets ferieø fungerer som Marios grundsten - den såkaldte hub. Udfra denne er det muligt at begive sig ind i nye verdener, som disse åbnes op - ganske som i Super Mario 64. De mange verdener er meget forskellige fra hinanden - dog med den fællesnævner at de alle foregår i områderne omkring øen og derfor er fyldt til randen med vand, sand og sol. GameReactor fandt det først skuffende, da en af de besnærende ting ved tidligere titler, netop var at udforske et nyt sted for første gang - men dette problem blegner med tiden.

Heldigvis spiller grafikken anden violin til det vidunderligt befriende gameplay. Mario serien har aldrig været en konkurrence i polygoner og tusindvis af lyskilder, den har altid været centreret omkring spilbarheden - og den er usædvanlig høj i Super Mario Sunshine. Først og fremmest fordi hver enkelt bane tilbyder så meget mere end sin forgænger. Miyamoto-san’s genistreg er i denne omgang en vandpumpe, der ud over primært at fungerer som en slags vandsprayer, der kan vaske maling af diverse vægge, og kan bruges til at holde Mario svævende i flere sekunder. Som spilleren åbner op for flere baner tilegner pumpen sig flere kvaliteter, her i blandt muligheden for at fungerer som raket og senere propel. Skruet sammen med de vanvittig godt tilrettelagte baner, giver det spilleren mulighed for at tackle alle opgaverne som det lystes og man har mod på. Der er ingen tvivl om at Super Mario Sunshine stikker betydelig dybere en N64 versionen hvad angår muligheder.

Der hvor spillet render ud i nogle problemer, er med kameraet. Hvor det tidligere Lakitu-Cam stort set opførte sig intelligent og fandt den helt rigtige vinkel, når du kravlede på de mest umulige steder, så fejler det frygteligt i den seneste udgivelse. Spillere vil utvivlsomt falde fra højder op til flere gange, blot fordi vinklen skiftes i sidste øjeblik. Teamet har prøvet at bløde op for dette, ved at lade Mario optræde som en skygge gennem bygninger, når han ikke kan ses med det blotte øje - noget der slet ikke virker efter hensigten. For uden at kunne se kanten på en enorm klippevæg, tør man ganske enkelt ikke rykke i joypaddet, uanset om man kan se skyggen eller ej. Banernes mange opgaver er også frygteligt lineært sat op, hvilket betyder at du ikke kan springe en opgave over, og bare hoppe ud i den næste. Dette sætter hurtigt en stopper for den mindre erfarende spiller - men det rørte ikke GameReactor.

Super Mario Sunshine er vanedannende, som kun Nintendos titler kan være det. Det emmer at velfungerende gameplay, et enorm farvepalette som kun får tør at binde an med, mens lyden klimter derud af med de velkendte temaer, man bare ikke kan lade være med at nynne med på. Det vil givetvis aldrig nå det luftlag hvor Super Mario 64 siden sin lancering har bevæget sig, men det er stadig et perfekt eksempel på hvordan et spil skal skrues sammen - og det er mere end nok til GameReactor.