Sunshine

Det er ufatteligt, at Danny Boyle lod den unge instruktør Juan Carlos Fresnadillo tage sig af opfølgeren til 28 Days Later, mens han selv tog styringen over science fiction-projektet Sunshine. Mere ufatteligt er det, at mens 28 Weeks Later med lethed er ligeså god som originalen, så er Sunshine et skuffende bekendtskab, en slags halvkedelig smørbolle af henholdsvis Rumrejsen 2001, Solaris og Event Horizon, bare minus gyset, dybden eller det uventede. Sunshine er kort sagt alt andet end en solskinshistorie, og jeg følte mig fælt skuffet, da rulleteksterne sneglede sig hen over skærmen.

Sunshine foregår i år 2057. Solen er, helt uventet, ved at slukke, og hvis ikke den enorme energikugle får et ordentlig los bagi, så skal vi alle sammen til at købe ekstra tykke vinterjakker. Livet på jorden er kort sagt ved at forgå, og derfor sender jorden, i et sidste desperat forsøg, en række forskere, astronauter, fysikere og botanikere ud i rummet med kurs mod solen. Ideen er at detonere en bombe i den og derved få alting tilbage på rette køl. Som det er blevet typisk for den slags science fiction film, så er der både japanere, kinesere, amerikanere og en masse andet ombord, den ene mere ude af balance end den anden. Fælles for dem alle er, at de ved, at de kan ende med at dø derude.

Og det er præcis, hvad de kommer til, at dø altså. I en cocktail, der minder uhyggeligt meget om så mange andre genre-film, forsvinder en enkelt på en spadseretur i rummet, mens en anden går i hundene, fordi han mener det er hans skyld. Sidst men ikke mindst, så støder holdet på et andet rumskib i det kolde, mørke ingenting (ja, det er en helt ny plotdrejning), og pludselig har de ikke bare solen at bekymre sig om, men også fortidens spøgelser.

Herfra bliver Sunshine sådan halvt om halvt en omgang Event Horizon, dog uden gyset og Rumrejsen 2001, bare uden den filosofiske dybde. Skuespillerne gør, hvad de kan, og specielt Cillian Murphy er ganske god, men de slås forgæves med et tempo, der er søvndyssende rædselsfuldt og en historie, der på nær de sidste ti minutter, er åbenlys skabelonskåret og ligegyldig. Og de sidste ti minutter kan så heller ikke redde filmen, for i stedet for at give bare lidt mening, så er det bevidst rodet, vagt og et forsøg på at redde en film, hvis huller i plottet er gabende store.

Jeg ville virkelig gerne nyde Sunshine, da jeg satte den i afspilleren, og jeg er generelt fan af både science fiction-film og Danny Boyle, men Danny Boyles seneste projekt er og bliver lidt af en lyseslukker.