Gamereactor

Gamereactor
Previews
Sunset Overdrive

Sunset Overdrive

Masser af farver, opfindsomme våben og afslappet stil. Jo, Insomniac har fat i den lange ende med deres Sunset Overdrive.

Insomiac Games' {Sunset Overdrive} tiltrak sig stor opmærksomhed på årets E3, fordi det både er noget anderledes og noget friskt indenfor skydespils-genren. Kort sagt minder det en smule om {Jet Set Radio}, en smule om {Dead Rising} og en smule om {Ratchet & Clank}. Men det tilføjer dog også sin egen attitude til det hele, hvilket naturligvis gør det hele til et spørgsmål om smag og behag, hvilket var tydeligt mellem vores gruppe af udsendte til E3.

Der var dog ikke den store tvivl om kvaliteten af gameplayet. Det er sjovt, fængende og belønnende. Vi fik en tur med det store udbud af vanvittige våben (som efter vores mening er spillets største salgsargument) i både multiplayer-demoen (8 spillere kæmper sammen mod horder af fjender) og i en bid af singleplayeren. Favoritterne inkluderede TNTeddy (eksploderende teddy-bjørne), Captain Ahab (en harpun som er virkelig effektiv mod enkelte fjender) og et isvåben som kunne uskadeliggøre et stort antal fjender på en gang. Sidstnævnte tillod os blandt andet at booste gennem de fastfrosne fjender og se dem eksplodere i stumper og stykker - sjovt!

At grinde løs på de forskellige omgivelser i {Sunset Overdrive} kræver ikke mere end et enkelt tryk på X-knappen. Grind-mulighederne i den åbne verden er så mange, at man på sin vis føler sig en smule forkælet, da der ikke længere er nogen fast vej gennem byen som i eksempelvis {Jet Set Radio}. Farten hvormed man krydser byen er sikkert også forklaringen på hvorfor Insomniac har tilføjet et hjælpende auto-aim system til spillet, og det passer helt fint ind. Hele spillet er lavet så man skal grinde og skyde på samme tid, ikke nærme sig enkelte fjender til fods som i så mange andre spil - gør man det, vil man hurtigt komme i problemer.

Det, vi prøvede af 8-spiller co-op-mulighederne, hedder Chaos Squad, og var Horde-lignende missioner hvor vi skulle forsvare et par Overcharge Delirium XT-beholdere - energidrikken der forvandlede menneskerne til monstre, og det eneste som de nu lever for at drikke. Lidt strategi gik der i spilmuligheden, fordi man kunne sætte fælder, men andetsteds fra hørte vi, at dette kun var en lille smule af hvad Chaos Squad ville indeholde i den færdige version af spillet. I stedet for at gøre brug af et klassebaseret system, kan man bruge sin egen figur fra singleplayer, med alle de bonusser og våben som man måtte have optjent. Rollerne bliver herefter bestemt alt efter hvilke våben man har taget med i kamp, dog naturligvis kun i det lille omfang som det er muligt i et spil, der handler så meget om bevægelse.

På interesssant vis deles våbenopgraderinger og loot mellem multi- og singleplayer, så Chaos Squad kunne potentielt give spilleren det boost, der skal til for at avancere i singleplayer.

Da vi fik os en snak med Insomniacs Ted Price var han hurtig til at fortælle om deres bud på spil baseret en postapokalyptisk verden (vi nægter at skrive "awesomepocalypse"... ah, shit!), der gør grin med det hele på en måde, så selv {Dead Rising 3} føles seriøst og deprimerende. Det er nemt at værdsætte {Sunset Overdrive} for alle de farver og det humør det føjer til genren, men alt tyder på at det er gameplayet, der kommer til at være pakkens bedste egenskab.