Summoner

Tidlige rollespil som Eternal Ring og Evergrace har langtfra bebudet rollespilsgenrens endelige gennembrud på Sonys andengenerationskonsol. Disse titlers manglende succes har imidlertid ikke afholdt udviklerholdet Volition fra at udgive deres hack ´n slash-inspirerede rollespil Summoner til såvel PC som Playstation 2. Volition, der er bedst kendt for skydespillet Red Faction med det spændende banedesign, har med Summoner skabt det hidtil stærkeste rollespil til konsollen, og samtidig genoprettet troen på at rollespillere med tiden vil tage konsolspillene til sig.

Ringenes herre Joseph
I bedste fantasy-stil har Volition valgt at maskere det lineære gameplay med en dragende, overnaturlig baggrundshistorie, hvor magi, sværdkampe og diabolske monstre naturligvis er hovedingredienserne. I Summoner overtager man styringen af den socialt udstødte Joseph, som i samarbejde med diverse hjælpere, han finder rundt omkring, skal forsøge at forhindre den despotiske Murod i at styrte verdensordenen. Joseph er en ung mand med evnen til at hidkalde forskellige stærke overnaturlige monstre gennem sine fem magiske ringe.

Gennem hele spillet trækkes der hårdt på begreber som retfærdighed, ære og god versus ond, men til trods for denne manglende nytænkning i baggrundshistorien, fungerer det hele forbløffende godt og skaber en sammenhængende beretning, der er tilpas fyldestgørende.
I modsætning til de fleste rollespil fokuserer Summoner ikke udelukkende på frontfiguren, men giver et indblik i alle figurernes personlighed, hvilket skaber en hidtil uhørt dybde indenfor konsolrollespil. Samtidig indeholder spillet et utal af undermissioner som ikke blot er varierede og spændende, men også bidrager til den overordnede historie og perfekt hjælper hele fortællingen på vej.

Omfattende univers
Handlingen i Summoner udspilles fra et tredjepersons perspektiv, med et rotérbart kamera der kan zoome ud og ind efter behag. Dette fungerer ganske glimrende, idet man passende kan rykke tæt på ved de hektiske kampe eller zoome ud for at få det overordnede overblik i de store spilområder. Netop disse spænder fra imponerende til frygtindgydende uoverskuelige landskaber, men selvom man godt kunne have ønsket sig et bedre kort for at allokere de forskellige personer, bliver det aldrig irriterende - og med de smukke bygninger og figurer er hvert område en fryd for øjet.

Styringen af figurerne er tilfredsstillende, uden på nogen måde at være opsigtsvækkende. Antallet af funktioner er holdt på et minimum, og der går ikke lang tid, før hele systemet sidder fast på nethinden. Summoner gør desuden brug af et verdenskort i stil med Final Fantasy-spillene, når spilleren skal bevæge sig mellem områderne, hvor der naturligvis er gode muligheder for at pleje sine kampfærdigheder med et utal af ´Random Encounters´.