Suikoden V

Hvis der er en spilgenre, jeg holder meget af, må det være rollespillet. Hvor mange andre ser et enkelt spil, hvor man bare skal trykke på en knap, ser jeg en oplevelse, der kan måle sig med mange film. Jeg lever mig ind i disse eventyr og bliver helten, der skal redde kongeriger, skønjomfruer og hele verdener fra troldmænd, generaler, genetiske psykopater med meteorer og meget andet. Forstå derfor min glæde, da jeg fik udstukket Suikoden V.

Min entusiasme faldt dog i løbet af en times tid til en søvnig ligegyldighed. Karaktererne snakkede og snakkede og snakkede. Jeg løb rundt, snakkede med en eller anden og løb derpå videre. Timerne blev til flere. Til sidst var jeg ganske enkelt ved at give op, lægge controlleren på hylden og nedstirre DVD’en til den begyndte at ryge. Da begyndte spillet at tage fart. Historien er i og for sig ikke særlig original: Kongeriget er i fare og det er op til dig, prinsen, at redde kastanjerne ud af ilden. Kommer man over puklen, kan man stifte bekendtskab med skjulte farer og politiske rænkespil. Spændende begivenheder, der lider kraftigt under en søvndyssende introduktion, der varer alt for længe.

Hvad der gør historien god er de troværdige karakterer. De kan virke en smule skabelonskårne, men indeholder mere end som så. Disse nyder, som de eneste, godt af den timelange introduktion, der tillader at holdninger, karaktertræk og lignende bliver ridset op. Med 108 forskellige personer, som man kan alliere sig med gennem spillet, er der nok at stifte bekendtskab med og bruge i kamp.

Apropos kamp, byder Suikoden V på mange af dem. Til at begynde med er kampene få, men omkring samme tidspunkt, som historien kommer i gang, stiger kampenes kvantitet også. De er relativt enkle og disker alligevel op med forskellige ting, der pifter det hele op. Runer giver magiske angreb, forskellige kampformationer giver egenskaber som bedre forsvar, mens visse personer kan udføre angreb sammen. Ikke alle personer kan udføre disse såkaldte co-op attacks, derfor kan man passende tænke lidt over hvem, der skal slæbes med på opdagelse. Foruden de regulære kampe, er der alt lige fra store slag mellem hære til dueller for to personer. På trods af variationen har disse kampe den ulempe, at de forsinker spillet yderligere. Hver gang en kamp går i gang, skal der ventes i omegnen af ti sekunder.

Ventes skal der også, når spillets store miljøer skal udforskes. Hver gang man kommer til et nyt område, skal spillet loade. Det havde ikke været så slemt, hvis miljøerne blev udnyttet fuldt ud, men alt for ofte får man følelsen af, at det meste af omgivelserne bare er for syns skyld. Det hjælper heller ikke, at man hele tiden skal ture frem og tilbage for at få fat i informationer, genstande eller den næste bid historie. På trods af en spændende historie kræver det en munks tålmodighed at hænge på, idet spillet insisterer på at fortsætte i sit eget noget adstadige tempo.

Suikoden V adskiller sig fra andre spil i genren ved at afkræve et stort engagement. Der er ingen umiddelbar belønning i at spille Suikoden V, hvilket måske gør spillet mere langhåret end eksempelvis Final Fantasy. Ikke desto mindre er Suikoden underholdende, om end en smule langtrukkent.