Stuart Little 2

Den lille charmerende hvide mus med de store knurhår og den pink farvede næse, som for et stykke tid siden gjorde sig til på det store lærred i sin anden film, Stuart Little 2, har igen stukket sine små poterne indenfor i spilverdenen, pudsigt nok i et spil af samme navn (SL2). Denne gang går puttenuttemusen dog ikke kun efter den yngste målgruppe. Stuart forsøger sig på alle platforme som et mainstream spil til alle aldre. Gamereactor, som tidligere har stiftet bekendtskab med etteren, følger med længsel den lille mus og tjekker om den går i fælden eller slipper fri som sidst.

Gennemhullet som en Schweizerost
I rollen som den hvide mus Stuart Little kastes man i starten ud i simple dagligdagspligter som at indsamle maling til et legetøjsfly, der efterhånden udvikler sig til halsbrækkende affærer, og farlige stunts som at svæve med en ballon til toppen af et højhus. SL2 følger troligt historien fra filmen, og det gør den på sin helt egen måde. Selve spillet består af en masse små mini-spil, som er kædet sammen. Historien skrider frem forbundet af små mellemsekvenser og historie bidder. Hvis man i den ene bane hopper rundt på køkkenbordet i ægte platformstil, racer man i den næste omkring i en legetøjsbil eller tager luftvejen i enten ballon eller modelfly. Desværre finder man aldrig rigtig ud af, hvad historien går ud på, da historie-bidderne i sig selv er for små og usammenhængende. Det er dog konsekvenserne, når man vælger at fortælle en hel historie på et så lille medie, som GBA nu engang er. Styringen er legende let og intuitiv, hvilket man ikke ligefrem kan sige om sværhedsgraden, som svinger op og ned.

Til tider kan det være svært at se, om det er faste objekter eller baggrundsfnidder, man hopper efter i kampens hede, hvilket kan føre til store frustrationer og unødige legemes beskadigelser - på én selv selvfølgelig. Den svingende sværhedsgrad er endnu et frustrationspunkt, da man på selv det letteste niveau har store vanskeligheder med at manøvrere rundt. Multiplayerdelen rummer på to små spil. Det ene er et lille grandprix, hvor man i bedste racing stil dyster om at komme først i mål og samtidig undgå forhindringerne. Det andet er en platformsbane, hvor man enten i rollen som fuglen Margalo eller Stuart dyster mod den anden i at gennemføre banen hurtigst.

Musefængeren med fløjten
Grafikken i SL2 er aldeles fremragende, og der veksles mellem alt fra det kendte platforms miljø i form af køkkener til gadescenarier og afløbsrør. Effekterne er acceptable, men har tildens til at virke en tand for gnidrede. Selvom miljøerne er mange, rykker det dog ikke ved, at banerne er en snudespids for ensformige. Musikken er til tider god, da den varierer mellem jazz inspireret rock og det sædvanlige intetsigende MIDI-musik. Sidste nævnte bliver dog i længden dybt anstrengende at høre på, hvilket slider betydeligt på både volume-knappen og ens ødelagte nerver. Som tilbehør anbefaler redaktionen en diskman med tilhørende ynglings CD, da det i længden simpelthen er for slemt for selv den mest garvede spiller.

Musefælden klapper
SL2 er et sjovt spil, men ikke rigtig noget der kan få en til at juble af glæde. Om man er til hvide mus, blå pindsvin, orme i rumdragter eller italienske blikkenslagere er helt op til en selv. Det eneste, de har til fælles, er det fængende platforms gameplay. Spillet er med den pussenusse-agtige grafik, mest rettet mod den yngre ende af spektret, men selv granvoksne mænd kan være med. SL2 fungerer fremragende som babysitter et stykke tid, men selv yngre individer kan få nok. Efter et par timer i selskab med den lille mus vil alle trænge til et velfortjent pusterum.