Strider

Min absolutte favoritgenre er tredjepersonsaction. Helst skal det være med nærkampsvåben, og hvis det samtidigt er sidescrollende ender jeg ofte med at være solgt til stanglakrids - jeg kan bare ikke modstå det. Derfor har jeg ventet i længsel på {Strider}s tilbagevenden, og ventetiden er ikke blevet kortere af, at den tidligere så tvivlsomme udvikler Double Helix Games pludseligt synes at have fundet storformen frem med lanceringen af {Killer Instinct}.

{Strider} er et af mine favoritspil, men siden det vidunderlige {Strider} 2 blev udgivet for næsten 15 år siden har der været stille omkring helten, på nær lige hans gæsteoptrædener i Marvel vs Capcom-serien. Derfor får jeg næsten lyst til at knibe mig i armen for at være sikker på at det virkelig er sandt, når jeg ser hans røde tørklæde blafre i vinden. Med styrekrydset sender jeg ham hurtigt i kamp, og med et par sværdhug decimerer jeg et par fjender i det fremtidige cyber-Kasakhstan.

Man støder på en masse forskellige fjender, der alle fungerer som kanonføde (teknisk set sværdføde), og hver især byder på forskellige tricks. Nogle forsøger med nærkamp, mens andre er bevæbnede til tænderne med alt fra granater til maskinpistoler og kraftskjolde. Det betyder også at man tvinges til at variere sin strategi.

Noget som vi glæde alle fans af Metroidvania-formlen er, at man denne gang ikke er tvunget til at gå i nogen bestemt retning. I stedet er banerne store og værd at udforske, fordi den slags ofte belønner med livsvigtige opgraderinger som mere helbred, mere energi og helt nye tricks. {Strider} er dog allerede lidt af en helt fra starten, og kan kravle på stort set alle overflader, hvilket gør udforskningen sjovere.

Det er tydeligt at udvikleren har forsøgt at fylde på med ideer, sådan at det hele føles varieret både når man er i kamp, og når man kaster sig fra platform til platform. Udfordringen bliver dog aldrig særlig høj. Selvfølgelig kommer man til at dø et par gange, men ærlig talt er det nye {Strider} ikke særlig svært. Det eneste tidspunkt hvor det hele bliver lidt udfordrende, er når man når de områder hvor lava eller syre gør det af med helten på et splitsekund - den slags bliver dog hurtigt frustrerende. Det er lidt synd at sværhedsgraden ikke er implementeret bedre, for lige præcis i denne slags spil gør det ikke noget at man tvinger spilleren til at kæmpe lidt for det, hvis man samtidigt bare sørger for en belønning efterfølgende.

Som forventet er bosserne et højdepunkt, hvilket understreges i starten af spillet, hvor man skal klatre rundt på den klassiske robotslange, før den skal hugges i småstykker. Disse kampe foregår ofte over flere niveauer, hvilket klæder spillet. Desværre er musikken ikke helt så god som den kunne have været, hvilket er særligt skuffende når man samtidigt husker at {Killer Instinct}s fænomenale soundtrack kom fra den samme udvikler.

Det nye {Strider} er langt fra perfekt. Baggrundende er ofte lidt kedelige, musikken er som sagt ikke noget højdepunkt, historien er lidt kikset og så er der for meget backtracking, hvilket hiver noget af tempoet ud af spillet. Alt dette er dog petitesser man godt kan tilgive, for Double Helix har styr på spilbarheden. Der er ganske enkelt et eller andet specielt ved at give den som fremtids-ninja, føle sig uovervindelig og se hvordan udvikleren har lavet en moderne opdatering, der stadig emmer af retro-stil. Derfor er {Strider} også et spil som fans af serien bare ikke må gå glip af, som Metroidvania-fans ligeledes bør give en chance og som vil kunne gøre et gammel spil-ikon til helt hos en helt ny generation af spillere.