Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Streamplify CAM Pro

Streamplify CAM Pro

Streamplify forsøger at undergrave konkurrenterne igen, men kan det lykkes to gange i træk?

Tidligere har vi anmeldt Streamplifys forsøg på at ruske lidt i det efterhånden ret etablerede mikrofonmarked, og de ønsker naturligvis at gøre det samme her, men er der virkelig plads til flere webcam-producenter i en post-COVID verden, hvor genkendelige monolitter som Elgato, Blue og Shure styrer showet.

For et Streamplify Cam Pro skal du af med cirka 799, det er lidt billigere end et Elgato Facecam, et Yealink, et Dell UltraSharp - ja, det meste. Det er halv pris af et Logitech MX Brio, som kan levere samme opløsning.

Et Cam Pro kan præstere 4K/30fps eller 1080p/60fps fra sin 8.5 megapixel Sony CMOS-sensor. Den optager i en relativt bred vinkel på 105 grader, som ikke helt kvalificerer sig som fisheye style ultra-wide, men som fanger en del mere end den traditionelle ydre ramme. De her CMOS-sensorer tilbyder slet ikke samme alsidighed under ringe lysforhold som STARVIS, men derudover kan du relativt rimeligt forvente tilforladelig billedkvalitet, og jeg ville nu mene at farvekemi, lysindtag og kontrast er nogenlunde tilsvarende både Elgato og sågar Razer.

Byggekvaliteten er virkelig ikke noget at skrive hjem om. Jo, den roterende ydre cylinderskal gør at du fysisk kan tildække sensoren, og dermed med sikkerhed vide om den kan "se" dig eller ej, men det hele føles så 3D-printet, så billig, og når nu et webcam ikke rigtig nyder godt af en lav kampvægt, så bliver man nærmest i tvivl idet man fjerner det fra kassen første gang. Nej, webcams behøver ikke at blive konstrueret af støbejern, men lidt leg med anderledes materialer og farver, der bryder den der 3D-print-følelse bør være på toppen af Streamplifys to-do liste.

Derudover er der ikke mange, men nogle enkelte fine features her og der. En knap på den ene side aktiverer øjeblikkeligt 5x digital zoom. Det fungerer... fint, men jeg håber ikke du har monteret dit webcam så langt væk, at du skal strække dig for at nå knappen. Der er omnidirektionale mikrofoner på selve enheden, som kan gribe din stemme, hvis lokummet brænder, men for at være helt ærlig er resultatet så mudret, at stort set alt andet er bedre. Den lille mount er til gengæld magnetisk, som betyder at du kan montere det på en skærm på flere forskellige måder, og det er altid kærkomment.

Der er ingen drivere overhovedet, og ikke krævet software suite, og i disse tider hvor du ikke bare er nødsaget til at downloade software til andre webcams, men at disse suiter kommer op og fylder halve og hele gigabytes. Desuden er der faktisk et økosystem af billige produkter fra Streamplify, der alle sætter eksempelvis Elgato til vægs prismæssigt, så helt dumt er det ikke.

Cam Pro er, når alt kommer til alt, et fint webcam til en ret fed pris. Det gør det ikke til noget vidunder, eller resulterer i en øjeblikkelig anbefaling, og lidt nubret optagekvalitet (særligt under ringe lysforhold) og en skidt byggekvalitet trækker ned. Men billigt, det er det, og konkurrencedygtigt, det er det altså også.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10