Straight Outta Compton

Da Chris Rock overtog scenen ved årets Oscar-show, gav han Hollywood tørt på for institutionens form for civiliseret racisme, perfekt afspejlet i årets unægteligt store fravær at etniske ansigter blandt nomineringerne. Det ellers brede og genremæssigt mangfoldige udbud af film, manglede ikke mindst en flok flabede Raiders-klædte musikere, som rappede sig gennem en hjørnesten af moderne, amerikansk historie. Straight Outta Comptom havde ellers flere fordele til akademiets betragtning: Solid instruktion, teknisk kompetence, engagerede debut-skuespillere og historisk kvalitet. Men, måske havde Chris Rock ret om Hollywood; "We like you Rhonda, but you're not kappa".

Amerikansk hip hop har altid dyrket en, til tider ulidelig, overfladementalitet med bling-bling, materialisme og dyre biler. Play-knappen trykkes med en bidende frygt for endnu en forenklet, selvfed hiphop-masturbation, for historien N.W.A. var ikke et uproblematisk sammenhold, men heldigvis er Straight Outta Compton et dedikeret vidnesbyrd af tingene som det faktisk skete. Måske lidt simplificeret i blikket på L.A.s aggressive politistyrke (hvor kommer hadet fra?) og lidt selektiv i sin dokumentation (hvad med anklagerne om vold mod kvinder?). Men historien formår også at underminere heltedyrkelsen og rap-kulturens egen selvdestruktive hovmod. Store gadedrenge med penge, materialisme og friheden til at købe skydevåben er ikke kun godt.

Epoken tager udgangspunkt i medlemmernes liv, kort tid forinden gruppens sammenbinding. Eazy E var en small-time narkohandler mens Dre hengav sig håbløst til musikkens klang med Cube som eksplosiv lyriker. Det var 80'erne og alle ville have sødme og soul, men de vrede rappere sugede omgivelsernes farlighed til sig, og spyttede hårde ord som et sortklædt talerør for gadens frustration. Det blev til en spændstig konflikt mellem det borgerlige samfund og rapgruppens anarkisme, der voksede som en ustoppelig parasit des mere modstand de mødte.

Herefter tegner sig en gennemgribende storyline gennem alt det vi nærværende huskede fra amerikanske nyhedskanaler og MTV: Kontroversen af Fuck Tha Police og koncertoptøjer der minder om forholdene omkring The Doors, sårsamfundet der rives åbent efter Rodney Kings afstraffelse på VHS, premieren af Boyz n the Hood, etableringen af Death Row Records, fremkomsten af gansterrap, Eazy E som døde af AIDS, Snoop Dogg og 2Pac opdages, opgøret med manager Jerry Heller - og lidt forhastet under rulleteksterne: Eminem, 50 Cent, etableringen af Aftermath Records og Beats By Dr. Dre som sælges til Apple. Det er et liv værdig til storfilm, og Straight Outta Compton er en amerikansk krønike af større dimensioner end man lige forventer.

Instruktøren F. Gary Gray har både en historik med rapperne (som instruktør af Friday) og en teknisk ferm hånd. Han genskaber historien med en virtuos energi og overblik, men... med Dr. Dre og Ice Cube som medproducenter forekommer en selvbevidst promovering af de to karakterer, der er lige en tand for ukritisk. Lidt rosenrødt efter drejebogen i en lang, lineær beretning om amerikansk historie i gadeplan, som til gengæld formidler sit miljø med dedikeret indsigt. En rodbehandling af rappernes dæmoner og surmulende attitude havde klædt de sorte hættetrøjer, men svækker ikke denne ambitiøse krønike om gangsterrappens guldalder.

Ekstramateriale:
Biografversionen af Straight Outta Compton måtte trimmes hårdt for at klemme sig udenom helaftensfilmen. Dette kompenseres der for i blu-ray udgivelsens Directors's Cut med en spilletid på 2 timer og 40 minutter (20 minutter ekstra). Hvor de første kapitler var godt fortalt, så var biografversionen underlagt en skarp deadline i senere kapitler med lidt ubetalte regninger. Med den forlængede udgave, får historiens faktiske tid en smule mere sceneplads.

Til gengæld er det lidt svagt med ekstramaterialet. Filmen har kommentarspor med instruktøren og en håndfuld featurettes om filmens tilblivelse. Masser af udsagn og optagelser med gruppens medlemmer, men det består kun af promo-dokumentarer, som er korte i spyttet og slet ikke har den nødvendige dybde historien fortjener.