Stolen

Stolen er et genre-spil i ordets snævreste forstand: Er man ikke til stealth, bør man holde sig langt fra det. Som spillets hovedperson - Anya Romanov, en kvindelig klatretyv - forventes man konsekvent at klare ærterne på listefod. Vold er hverken en effektiv eller elegant løsning i Stolens blå-tonede univers. Men er man bidt af en gal Slange eller Fisker, bør man faktisk også holde en vis sikkerhedsafstand. Stolen er nemlig godt gammeldags uinspireret.

Udvikler Blue 52’s mangel på opfindsomhed skinner igennem på alle planer. Idéen om at sætte en kvindelig klatretyv i centrum i en testosteron-domineret spil-genre kan umiddelbart fremstå frisk, men ved nærmere inspektion går den faktisk igen fra f.eks. Konamis CY Girls. Og under alle omstændigheder gør den overfladiske handling - noget med at konkurrere med andre tyve og afsløre en skurkagtig borgmester - intet for at højne spillets tvivlsomme appel.

De vagter, Anya får i opdrag at overliste på sine tyvetogter, er dummere end den gennemsnitlige dørkarm. Når blot man holder sig i spillets kulsorte slagskygger og lister sig frem, aner de aldrig uråd. Man kan gå mere hårdhændet til værks - tage kvælertag på dem eller slå dem ud - det involverer kun en enkelt knap og ser tåbeligt ud, men det virker da. Tumperne rejser sig bare igen efter et halvt minut, så man går hurtigt over til at lure deres gangmønstre og snige sig frem.

Billedsiden virker bedaget, med grimme teksturer, karikeret lys og frame rates så lave, at spillet til tider ser ud til at foregå under vandet. Værst er det dog, at miljøerne er kedsommeligt designede: Kontorerne, gangene og ventilationsskakterne ligner hinanden til forveksling hele spillet igennem. Stolen er langt fra en af de spil-oplevelser, hvor man drives frem af at se, hvad der gemmer sig rundt om det næste hjørne.

Banerne er meget lineært designede og stykkede sammen af små modul-agtige bidder, der får spillet til at føles usammenhængende og monotont. Den eneste trøst er faktisk, at den evindelige lusken rundt undertiden afløses af mini-spil - f.eks. når der skal hackes computere eller dirkes låse op. Nu og da får man oven i købet muligheden for at lege persisk prins, komplet med akrobatiske krumspring i store højder.

Desværre virker Stolens små sidespring aldrig som andet end utilstrækkelige lappeløsninger på et skidt kerne-gameplay. Anyas betragtelige arsenal af tekniske gadgets afslører, at Blue 52 har forsøgt at tilføje spillet noget dybde. Man kan ’tagge’ vagter, så de kan følges på kortet, man kan bruge sonar, plante støjsendere - og så videre. Problemet er bare, at man lige så godt kan lade være: Tre fjerdedele af de opfindsomme dingenoter er reelt ubrugelige. Og dem, der virker, er dem vi kender fra alle

De hjælpemidler, der virker, er dem vi kender fra alle de andre stealth-spil på markedet - og det understreger den mest iøjnefaldende brist ved Stolen: Det hele er set før. Hvis du er fan af genren, har du allerede spillet det en milliard gange. Og hvis du ikke er, vil oplevelsen under ingen omstændigheder appellere. Stolen er simpelthen ensformigt hvor det burde være overraskende, langtrukkent hvor det burde være spændende - og kedeligt, hvor det burde være sjovt.