Still loading

Personligt ser jeg ikke end of level-bosses og deslige som værende den største dræber indenfor spil, men rettere de loadtider som visse udviklere har valgt som værende acceptable i deres titler. Hvad er mere belastende end at vente 5-10 sekunder på at næste bane er sat i sving i ens yndlingsspil, eller at computeren rent faktisk skal bruge et helt minut på at starte titlen op! Jeg husker tydeligt mine barndomsår hvor mit forhold til loadtider var en ganske anden. Eftersom min første egentlige spillemaskine var en Phillips G7000 med cartridges, var der ikke de helt store loadtider i vente, men det ændrede sig radikalt da en juleaften velsignede mig med den legendariske digitale brødkasse: Commodore 64.

Dengang var det jo stort set et helaftensprojekt at starte et spil op, hvor man ikke alene skulle have en hulens masse tålmodighed (en ting jeg aldrig har været i besiddelse af), men ligeledes skulle investere i værktøj og andre hjælpemidler. Det var nemlig ikke bare lige sådan at få spillet kørt ind fra ens topmoderne kassettebånd, der skulle nemlig skrues med en lille skruetrækker på tonehovedet for at få de helt rette blå og gule striber frem, som var lidt møjsommeligt i sig selv og ikke engang kunne fornøje de mest ihærdige BIF-fans - hvis man er til den slags. Dengang var originale titler lidt af en vandrehistorie, vi viste nogle af dem fandtes, men hovedsageligt var det TDK-bånd med alverdens mærkater på der drev værket. Heldigvis er vi langt mere oplyst i dag og har i langt højere grad adgang til spil, desværre også de lyssky af slagsen, men det moralske aspekt udelader jeg fra denne kronik. Jeg var dog en af de udvalgte der rent faktisk ejede en håndfuld originale titler og jeg har sjovt nok stadig et gammelt kassettebånd med spillet Spitfire på liggende derhjemme - bare for nostalgiens skyld.

Når kassettebåndet så havde roteret igennem, hvad der svarer til en halv koncert med Dodo and the Dodos (det var jo desværre det de unge ville ha’ dengang), så skulle man atter have gang i tasterne inden herlighederne kunne sættes i værk. Herligt forblev det dog kun lige indtil, at næste bane skulle indlæses, og så genstartede hele ventetidshurlumhejet atter, hvor man stort set har samme følelse som når man venter på bus 18 på en kold og stormfuld morgen - kom nu! Man blev brutalt revet ud af det virtuelle univers og blev hensat til en skærm med "Loading" eller "Please wait", værre var det næsten når der stod "Get ready", hvor man stort set havde tid til at gennemføre frømandskorpsets grunduddannelse inden det gik løs - så parat kunne man blive. Man følte sig et øjeblik helt tom og uden formål, og for en kort stund kunne man huske hvorledes det var, da man af overlægen brutalt blev hevet ud af ens mors varme og trygge mave. Men denne gang var det blot spillemaskinen der knoklede af sted for atter at kunne suge en ind i spillets univers. Denne specielle glæde aftog en anelse da floppy-disketterne kom på markedet, og dengang var de virkelig floppy i ordet bedste forstand. De slatne 5¼-disketter mindede jo mest af alt om firkantede udgaver af min stedfars gamle Beatles-LP’er fra 60’erne, og disse gevaldige kvadratiske flader skulle afspilles i en boks på størrelse med en brolæggers madkasse.

Med Amigaens indtog blev computerspil langt mere mainstream og adgangen til både tilbehør og originale spil blev markant bedre, hvorfor de udtjente kopierede kassettebånd røg i skraldespanden og min hylde fyldtes langsomt, men stødt, op af titler med dertilhørende æske og manual. Nu var det dog ikke alene loadtiderne der voldte kvaler, de eksisterede skam stadig i bedste velgående, men nu blev ens arm ofte ramt af spasmer og tennisalbuer, eftersom der skulle skiftes disketter som om ens liv afhang af det. Hvem husker ikke det fantastiske Wings, spillet der for alvor satte ens diskettedrev på prøve, når der konstant skulle skiftes mellem de to disketter som spillet lå på - nærmest så meget at man mistænkte udviklerne for at være en samling sadister. Trenden fortsatte dog hele vejen gennem Amigaens storhedstid og for mig personligt kulminerede det med spillet Beneath a Steel Sky, hvor der i æsken lå en hel del flere disketter end jeg havde (og har) fingre. Pudsigt nok var et af de første spil jeg fik til min spritnye PC ligeledes Beneath a Steel Sky, men denne gang var det på CD-ROM og endda med tale inkluderet. Mediet var fantastisk og siden hen er antallet af skiver vokset stødt - ikke ulig disketterne til den trofaste Amiga 500.

Selv om sagen i dag er en ganske anden, og ventetiderne er kraftigt formindsket, så er vi generelt langt mere følsomme overfor dem. Vi er alle blevet en stor del af zapper-kulturen, hvor man zapper videre hvis tingene ikke lige går hurtig nok eller bliver uinteressante. Heldigvis tilgodeser udviklerne i højere grad denne tendens og vi ser spil hvor loadtider stort set er en saga blot - f.eks. når banen streames løbende i baggrunden så spilleren dermed skånes for "Loading" og deslige. Ventetiden er dog langt fra udryddet, men vi skal heldigvis vente i langt kortere tid, hvorfor jeg i dag ikke kan nå at brygge en kop kaffe helt fra bunden med kaffekværn og Bodum-kande, men kan kun nå en kop Nescafé Instant - såfremt vandet allerede har kogt vel at mærke.

Men hvorfor har jeg og utallige andre gamere ikke for længst kastet konsoller og PC'ere ud af vinduet efter at have spildt så meget tid på at vente? Er det fordi vi er en samling mennesker der er ekstraordinær tålmodige eller besindede? Nej, det er naturligvis fordi at belønningen i sidste ende er så stor og som oftest får os til at fortrænge de underholdningsgolde stunder med "Loading". Måske har vi i realiteten godt af, for én gang skyld at skulle vente en lille smule før vi får ting forærende. I dag er "forventningens glæde" stort set et ukendt fænomen, prøv blot selv at gå på netcafé og hør hvorledes de mange teenagedrenge højlydt beklager sig så snart der skal ventes i længere tid, end det tager at slubre endnu en slurk cola i svælget. Hvad med at udviklerne ligefrem satte en tekst ind mellem banerne; "Tag lige 5 minutters pause, stræk benene og få lidt frisk luft"? Det er til gengæld en helt anden problemstilling jeg ikke kan tage stilling til nu, jeg kan nemlig se at mit spil er loadet færdig, så jeg må smutte, vi ses ik’?