Gamereactor

Gamereactor
Steriogram – Schmack!

Steriogram – Schmack!

Ligesom man troede USA havde patent på stupid college radio jock rock, blæser Steriogram ind på musikscenen og viser at New Zealand kan være mindst lige så dumme. Hurra!

Med sange om at være White Trash og Fat And Proud, udviser Steriogram omtrent ligeså meget sans for subtil, fintfølende lyrik som der kan være i røven på en græshoppe. Store dumme guitarriffs, en stor dum produktion og irriterende dum nasal rap er hvad størstedelen af "Schmack" består af. Titlen refererer muligvis til den lyd det giver når alle Steriograms medlemmer render hovederne sammen i øvelokalet, mest fordi den der måde kraniet ryster på, er så sjov.

Musikken lyder som Sum 41 og tidlig Red Hot Chilli Peppers. Med en rapper til versene og en sanger til omkvædene, læner Steriogram sig samtidig op af storklynkerne fra Linkin Park. Det svarer vel nærmest til en lille chokolade der bare drømmer om at blive en lidt større chokolade. Hvorfor får den sig ikke nogen ambitioner og prøver at blive til en plade Marabou?

Indrømmet, "Walkie Talkie Man" er et helt fantastisk nummer, hvor kombinationen af rap og sang rent faktisk går op i en højere enhed. Desværre er der 11 andre numre hvor dette ikke går hel så godt, specielt på "Be Good To Me" går det helt galt. En ballade med nasal rap og grunge sang? - Nej nu må jeg bede om mine himmelblå! "Shcmack" er som album ligeså nødvendigt som sko til fisk, og det mest positive der kan siges om det er, at det ligeså godt kunne været lavet i USA. Derovre er de jo også helt pjattede med den slags, så mon ikke de allerede er i gang med at klappe i deres friture fingre?

04 Gamereactor Danmark
4 / 10