Gamereactor

Gamereactor
Film
STEP UP 3D

Step Up 3D

Får Step Up 3D vores filmanmelder Kristian til at danse dagen lang og bekymre sig en anden gang? Eller er det bare nogle 3D-gimmicks klistret på et tyndt plot?

Med den nuværende udvikling indenfor ikke bare film, men også fjernsyn og spil, lader det til at 3D er kommet for at blive. Efter James Camerons Avatar, der gjorde tilnærmelsesvis godt brug af den ekstra dimension, har flere og flere Hollywood-producenter åbenbart draget konklusionen, at hvis publikum kan overtales til at tage nogle funky briller på, så er det en succes. I denne bølge af film hvor 3D'en bliver smidt i nakken på en, finder vi Step Up 3D.

Gadedanseren Luke er del af dansetruppen The Pirates og er leder af The Vault, et sted hvor nogle af New Yorks bedste breakdancere er samlet. Da naturtalentet Moose bliver en del af gruppen, begynder de at træne til World Jam (en slags VM i Street Dance), ikke bare for at vinde den enorme præmiesum, men også for at besejre deres rivaler, The Samurais.

Lad mig hellere gøre klart fra starten, at jeg egentlig har set Step Up 3. Jeg har endnu ikke investeret i et flot, nyt 3D-fjernsyn og selvom jeg ikke helt konkret har set effekterne er de stadig meget tydelige. Balloner der flyver lige ind i kameraet og karakterer der rækker overdrevent langt foran: en masse ting der forsikrer om det jeg havde forventet, at der her egentlig bare er tale om visuelt lir.

Med dette sagt tilstår jeg gerne at danse-sekvenserne blæste mig fuldstændig omkuld. Det er noget af det vildeste, mest utroligt koreograferede jeg længe har set, og især en gut, der kan bevæge sig som en robot, er fuldstændig fremragende. De knivskarpe farver og lydeffekter får det hele til at gå op i en højere, dybt underholdende enhed. Hvis der så bare var nogle flere af dem...

Jeg talte det sammen, og i alt danses der i kun 20 af filmens 107 minutter. Desværre er filmens handling lige så dårlig som danserne er geniale. Her er nok tale om et af de værste manuskripter i lang tid, og måden hvorpå danserne vises som poeter og street-filosoffer er ekstremt svært at tage alvorligt. At hovedpersonen er komplet endimensionel, og mere er en konstruktion af dårlige replikker end af egentlige følelser, hjælper heller ikke.

Jeg har det lidt svært med 3D i film. Jeg arbejder ud fra en tese om, at film er et historiefortællende medie. At der på en eller anden måde skulle ligge en revolution i, at vi nu kan tage briller på og få en svag illusion om at tingene begiver sig uden for skærmen, har jeg svært ved at se. I sidste ende bæres enhver film af, hvor god eller dårlig handlingen er, og baseret på dette er Step Up 3D en teknisk demonstration, ikke en film.

Ekstra-materiale:
Intet inkluderet.

04 Gamereactor Danmark
4 / 10