Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Steelseries Rival 710


Steelseries Rival 710



Ikke helt perfekt, men til en meget skarp pris.

Steelseries Rival-serien er, for prisklassen, stort set uden rivaler. Selvom at vi nu er nået til anden udgave af Steelseries kablede topmodel, Rival 710, arvetageren til Rival 700, så er der en del ting der er de samme, og med god grund. Der er flere grundelementer der går igennem Rival-serien. For det første er den billig. Sådan relativt. Men der hvor Rival-serien slutter, der starter de andre.

Det har Steelseries dog ændret på med Rival X50-serien, i form af Rival 650 Wireless, der både er bedre men også en hel del dyrere end de andre Rival-modeller.

Alle har dog rigtigt god ergonomi med et skråenende design, og er generelt bygget særdeles fornuftigt. Rent kosmetisk er der heller ikke den store forskel fra den oprindelige Rival 700. Der er stadig en OLED-skærm ved venstre musetast til.. Ja. Den er der, og det ser fancy ud hvis man vil det. Der er også RGB i logoet - der alligevel kun kan ses når man ikke har hånden på musen, og så i musehjulet. Det er pænt og subtilt, og noget af det mere afdæmpede på markedet.

Der er stadig en vibrationsmotor i musen som fungerer fantastisk - bortset fra at man selv skal programmere den. Det kan man også sagtens med Steelseries Engine-programmet, men jeg ville sådan ønske at Steelseries havde præinstalleret funktioner til de sidste tre-fire års top 20-spil. Det er ganske enkelt for bøvlet at bruge for almindelige mennesker, og det er ærgerligt, for ideen med taktil feedback i musen er egentlig god nok. Ja, jeg ved godt at man via "Engine Apps" har adgang til.. to, tre spil, og endda uden den store funktionalitet. Counter-Strike: Global Offensive er reelt set det eneste store spil der understøtter brugen af taktil feedback, og det er ærgerligt.

Den eneste større forskel er nu at overfladen i stedet for at være glat, er beklædt med en let gummiagtig overflade, der giver et fantastisk greb. Og så har den TrueMove3-sensor i stedet for den klassiske Pixart 3360.

Og her har vi et lille problem. For det første var hele pointen med Rival 700 at den var modulerbar, det er den i øvrigt stadig. Man kan således få et udskiftningsmodul med en TrueMove3-sensor til lidt over 200 kroner, eller man kan skifte det ud med et lasermodul for 100 kroner. På samme måde kan man købe nye gummi-sidepaneler, og man kan skifte overdelen på musen. Man får endda både en glat og den gummiagtige "soft touch"-overflade med i samme pakke.

Men så stopper vi ikke helt der. For hvad er forskellen på en Pixart 3360-sensor på den oprindelige Rival 700, og så en TrueMove3 som der sidder i en Rival 710? Ganske lidt. Det er nemlig også Pixart der laver TrueMove3-sensoren, faktisk er det bare en 3360-sensor med custom-firmware, der reducerer den digitale støj når man har følsomheden sat til over 3500 CPI/DPI. Så for rigtig mange der spiller skydespil, så vil det ikke gøre den store forskel.
Men er der nogen kvalitative mangler ved en Rival 710? Ja, det er der faktisk. For det første så fungerer lift-off ikke optimalt på musen. Her kan man virkelig mærke en forskel hvis man har haft held til at stjæle chefredaktørens Rival 650 Wireless, der har en dedikeret sensor kun til dette. Ja, den er dyr, sådan 25% ekstra dyr, men jeg håber at langt det meste af denne prisforskel er det fancy vægtsystem, og så det faktum at den er trådløs. Der synes jeg godt at Steelseries kunne have ofret det sidste på noget der er et premiumprodukt.

Herudover virker musehjulet lidt svageligt, det klikker fint, men når man scroller med det er der ikke en modstand i hjulet der lugter af modstand og god byggekvalitet.

På den positive side er sideknapperne ganske fine, og de har endda hver sin lyd hvis man er i tvivl. Museknapperne er i øvrigt af den dobbeltstøbte type, og Stelseries kalder dem selv "Split Trigger". Det er mekaniske knapper, eller rettere kontakter som man kender det fra keyboards, og de er her sat til at holde 60 millioner clicks.

Men det bedste, det er vægten, den fysiske modstand der er i musen når man bruger den. Kombinerer man de gode ergonomiske egenskaber med en egenvægt på 135 gram, så har man en mus der for nogen er end tand for tung, for andre det helt rigtige når det kommer til fysisk modstand.

Jeg er dog ikke helt tilfreds med kontakterne bag museknapperne, eller rettere, deres evne til at vende tilbage til udgangsposition når de er blevet aktiveret. Det er ikke meget, men spiller man primært med semiautomatiske våben, og dermed klikker og dobbeltklikker meget med venstre museknap, så mærker man forskellen tydeligt. Selve anslaget og tastefunktionen er stabil og solid, men det går for trægt med at komme tilbage.

Så er Rival 710 en stor opgradering og sensation fra den gamle model på et niveau hvor du bare skal have opgraderet? Nej. Den er stadig tung, men også virkeligt præcis, og med forbandet god ergonomi. OLED-skærmen er stadig bare en gimmick, og den taktile feedback i musen virker - men det er simpelthen for besværligt, så må man ansætte en mand der kan programmere funktionen til de 20-30 mest solgte spil de sidste par år. Sæt i gang. Kontakterne i musen kunne godt have været hurtigere når der dobbeltklikkes, men soft touch-belægning og bløde gummipaneler i siderne gør Rival 710 virkelig god at bruge i lang tid af gangen. Prisen har de hævet - men den er stadig den absolut billigste af topmodellerne fra en premiumproducent.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10