Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Steelseries Apex 7

Steelseries Apex 7

Steelseries fortsætter med at udvide Apex-sortimentet, men bør du købe 7'eren?

Med Apex 7 afviger Steelseries på ingen måde fra deres meget successfulde Apex-formel. Der er en lækker magnetisk aftagelig mellemhård håndledsstøtte - blødere end Roccats, hårdere end Razers og Coolermasters, en ramme i massiv aluminium så solid at du kan slå zombier ihjel med den hvis nødvendigt, og så det store kunststykke, et OLED display ved siden af et scrollhjul og en medietast. Herudover naturligvis solide taster, og Steelseries egne røde, blå eller brune taster.

Den testede udgave var med røde. Jeg elsker de røde til spil, men jeg må indrømme at når ingen ser det, eller hører det, så bruger jeg altså de blå. Når Steelseries i sammenligningen siger at de røde er linære og stille, og blå er taktile og "clicky", så mener de det i øvrigt. Hvis man som jeg bruger højttalere i stedet for hovedtelefoner det meste af tiden vil jeg anbefale de røde.

Alle tre har et aktiveringspunkt på 2 millimeter, så hvis man vil helt ned på 0.4 millimeter, eller individuelt tilpasse taster, så er man nødt til at smide de ekstra penge for Apex Pro. Er man derimod traditionalist, så er tilbyder Apex 7 det samme, bare med de gode gamle typer af kontakter man kender. Det er i øvrigt Steelseries egne er jeg nødt til at sige endnu en gang, og ikke Cherry. Om end navngivningen er holdt det samme for at undgå forvirring, så er der ikke slækket på kvaliteten. De holder til 50 millioner clicks. Jeg fik mit første Steelseries-tastatur for noget der ligner 10 år siden, det var vist anslået til 20 millioner, og det er altså på ingen måde slidt i kontakterne.

Det lille OLED display fungerer både som menu, notifikationsområde, og generelt til information. Der er desværre stadig ikke ret mange titler der understøtter det, men spiller man en af dem meget, og vil man gerne have information der ellers kræver tastetryk, så giver det god mening. Personligt bruger jeg det mest til at styre Discord, og ændrer indstillinger uden at skulle afslutte hvad jeg har gang i for at gå ind i den ellers rigtig fine driversoftware. Der er dog godt nok ret mange muligheder, og Steelseries bør overveje at opdele driverne kaldet "SteelSeries Engine" i "Normal" og "Avanceret", for der er rigtig mange indstillinger man kun sjældent skal bruge. Til gengæld er brugerfladen pæn og forståelig.

Der er lavet dobbeltfunktionalitet med ins-del feltet, og disse fungerer som makrotaster oven i, og er man utilfreds, så kan alle taster laves om som man har lyst til. Der kan gemmes op til fem profiler i selve tastaturet hvis man er typen der tit skal skifte. Det er ikke noget så mange har brug for, men det er fin service til køberne.

Undersiden har kanaler til kabelføringen, og det er altså noget der børe være standard i min verden, for det er både solidt og lækkert udført her.

Der er naturligvis RGB til den store guldmedalje, og alt synkroniserer med med resten af Steelseries' hardware. Det er lækkert udført, og jeg er faktisk begyndt at holde af flere af de presets som der kommer med. Hver enkelt tast kan naturligvis konfigureres individuelt.

Jeg ved godt at rullehjulet, som man også kan klikke med, kan bruge til meget andet, men jeg bruger det stort set kun til volumenkontrol, bare fordi at det føles godt med gammeldags analog skruen og op ned, og så har jeg bare et svagt punkt for kontrolknapper lavet i metal.

Steelseries skal i øvrigt have et skulderklap for at have husket en USB-port, det er altså bare super praktisk. Prisen varierer fra 1299,- til 1539,-, og det giver lidt udfordring med at bedømme prisen. Der er et stykke op til topmodellen Apex Pro, der koster 1600-1700 kroner alt efter forhandler, men det er så også kun 60 kroners forskel fra dyreste Apex 7-forhandler.

Og her mener jeg klart at man bør betale de 60 kroner ekstra for Omnipoint-kontakterne, der er geniale hvis man er typen der elsker at eksperimentere og tilpasse. Omvendt hvis man kun skal bruge røde, blå eller brune kontakter, dem er jeg selv en af, så kan man få nøjagtigt det samme, men til 400 kroner mindre i bedste tilfælde. Jeg må dog sige at Steelseries måske skulle have lavet en lidt anden prissætning, der burde have været et større spænd ude i butikkerne, men det havde omvendt været ulovligt. Så ros til Steelseries for tilsyneladende ikke at blande sig i forhandlernes priser alt for meget.

Steelseries største problem er vel egentlig at de har flere gode bud på et rigtigt godt tastatur som mange vil have glæde af i årevis, og der er lidt for enhver smag, uanset om man er til membran, hybrid, mekaniske, eller decideret individuelt justerbare taster i Apex-serien. Men hvor deres mus har nået et prisniveau der er dejligt lavt, og tillader alle at være med, så giver premium-byggekvalitet og luksus features som håndledsstøtte, OLED display og ramme i massiv aluminium også bare et et prislejehvor mange står af, og det er synd, for alle fortjener et godt keyboard.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10