Gamereactor

Gamereactor
Hardware
SteelSeries Alias & Alias Pro

SteelSeries Alias & Alias Pro

For en gangs skyld en dedikeret streamingmikrofon lavet fra bunden

I en verden, hvor det meste af det du køber i din lokale elektronikbutik er rebranded skidt fra den samme fabrik og altid en one-size-fits-all-løsning, bliver hardwareskribenter altid glade når SteelSeries inviterer til en præsentation og bagefter fortæller, at "noget vil blive sendt til dig". Det er en sikker indikation på at SteelSeries er stolte af at have lavet noget fra bunden. Det burde være en selvfølge, men med computerhardware er det meget ofte ikke tilfældet.

I dette tilfælde lancerer SteelSeries en, for dem, ny type produkt: en gaming-mikrofon. Ikke en studio-mikrofon, ikke en podcast-mikrofon, men en dedikeret streaming-mikrofon rettet mod gamere. Selv hvis man ikke er helt med på deres narrativ, så er der nogle ret gyldige pointer at finde i ikke bare præsentationen, men også i det tekniske materiale.

For SteelSeries har en god pointe. Hvorfor spilde plads og penge på tre små kardioidkapsler der optager alt lyden rent fysisk for at få et "omnioptagelsesmønster" der kan bruges til en multifunktionel podcastopsætning, når alt hvad du har brug for er én person der taler ind i den, intet andet, og om muligt uden at opfange lyden af 1000 tastetryk i minuttet?

Det de har lavet er en massiv, 25 mm tommelfingerstor specialmikrofonkapsel, og sat den i et retningsbestemt hus. Det er en kardioid type, og det giver mening. Det giver også meget mere mening med en så stor kapsel, der optager i 24 bit/48KHz.

Den er anbragt i et afrundet chassis, placeret på et shockmount-beslag og fastgjort til en meget solid metalbase (ok, den er delvist i plast, men det ser godt ud). Det er et mærkeligt pilleæskeformet hus uden vindhætte eller popfilter, og jeg må sige at selvom jeg forstår at det kan give mening at gå efter letvægtsmateriale, så er der altså andre mikrofoner på markedet der lydmæssigt er af samme kvalitet, men i et hus såvel som fod der helt er støbt eller på anden måde lavet i metal, og det er nu engang sådan at et metalhus også er standarden for studiemikrofoner. Denne førsteklasses fornemmelse, der måske mere bare er standardniveau, af et metalhus, bør i min optik være inkluderet i dette prisniveau, så kunne man bare have taget arment fra monteringen, og fuldendt det hele i samme metal og farve.

{Alias} tilsluttes med USB-C og har LED-lys bag stoffet og on-mic-kontrol. Den har mute og gain på forsiden og en lydstyrke til på bagsiden, hvor der også er gemt et hovedtelefonstik. Har den RGB? Ja, de kunne ikke styre sig selv. Den er ikke billig med sine 1500 kroner, men da det er et rigtigt produkt, som ikke bare er et rebrand, vil jeg sige, at det alene gør den pengene værd. Det er faktisk en ok pris på godt dansk.

{Pro} leveres sammen med den nye SteelSeries {Stream Mixer} der giver strøm til XLR-mikrofonen, da den fungerer som en forforstærker med 48V forstærkning. Der er to USB-porte til enten at bruge separate streaming- og gaming-computere eller meget avancerede opsætninger. Det er virkekeligt en lækker feature hvis man gør førstnævnte. Mixeren er nem at bruge og kan delvist tilpasses, men endnu vigtigere er det, at soft touch-overfladen føles rar, og at der er en god, blød taktil feedback fra knapperne. {Mixer} svarer nogenlunde til de fleste 1500 kroners mixere på markedet, så en samlet pris med XLR-kabel på 2700 er ikke billigt, men det er måske billigt i forhold til mindre hensigtsmæssige løsninger. Der findes dog andre billigere samlede alternativer, men umiddelbart ikke fra samme producent Det er muligt at finde bedre eller lidt billigere XLR-mixere på samme niveau, men de er som regel rettet mod professionelle brugere, hvilket betyder, at de er grimme og nogle gange svære at sætte op, og understøttelsen af to pc'er er sjælden.

Lyden er virkelig god, neutral, men med et lille boom i den nedre mellemtone og en velafrundet diskant, der aldrig bliver metallisk eller hård, derfor EQ-mulighederne, hvis du stadig kan lide den slags. {Pro} har et lidt lavere støjgulv end den normale USB-version, men ellers virker de identiske i deres lydsignatur. Der er stadig denne mærkelige lyd, der opfanges, som de fleste computermikrofoner gør, og jeg formoder, at det skyldes mikrovibrationer og rumakustik, men det er mærkbart, at du optager foran en computer og ikke i professionelle omgivelser - hvilket ellers ville være mærkeligt. Misforstå mig ikke, computeroptaget lyd har taget et stort spring fremad i løbet af de sidste fem år, men vi er ikke i mål endnu.

SteelSeries har et ekstra trick i ærmet: den nye og meget forbedrede Sonar-lydsoftware der er gratis og kompatibel med alle mærker af hardware. Det gør opsætningen til en leg med en lille prompt der venligt spørger dig hvilken hardware der skal bruges og til hvad, og hvor den skal placeres. Og selvom SteelSeries måske gerne vil fokusere på equalizere, noise gates, drag-n-drop-opsætning og masser af muligheder med alle kilder og udgange samt generelle manipulationsmuligheder, er der en genial funktion som overstråler alt andet: AI-støjreduktionen.

Jeg testede den på et travlt kontor i et storbyområde med vinduet åbent og både regn, trafik og generelt støjende kolleger omkring mig. Den undertrykte det hele til et meget lavt niveau. Den nye version, der lanceres i dag, skulle også have den nye de-reverb-funktion, som vi havde adgang til under testen, og som giver brugere der er plaget af rumklang mulighed for at fjerne uønsket ekko fra deres lyd.

For mere avancerede brugere er den grafiske brugergrænseflade der bruges til app-routing, måske noget af det mest brugervenlige jeg har set i lang tid - alle, der bruger OBS ved hvor forfærdelig noget streaming-software kan være. Det giver dig også fuld manuel kontrol over hver af de fem indgange og udgange, inklusive en helt separat equalizer. Og mens nogle måske køber den på grund af Streamer Mode, der giver en løsning med kun én app, synes jeg, at deres spilspecifikke EQ'er er af stor værdi, på grænsen til snyd, da lydoptimering i esport-spil virkelig gør en betydelig forskel når man skal lokalisere fjenden og det klassiske "at høre, før man ser".

Så alt i alt et godt produkt, faktisk et fantastisk første forsøg på en mikrofon med den brugervenlighed og opsætning, vi helt ærligt burde få hver gang, uanset mærke. Men prisen er også derefter.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10