Star Fox: Assault

Jeg kan tydeligt huske det. I 1993 var jeg dybt imponeret over engelske Argonaut og deres første Star Fox-spil. Skabt i samarbejde med Nintendo og drevet af den dengang meget kraftfulde Super FX-chip, var det min første mulighed for at ræse rummet tyndt i ægte 3D - og det føltes fantastisk. At suse ind og ud mellem bygningerne, blæse gennem universet og nedlægge fjender på stribe, var som at leve i en drøm.

Siden hen har rumræven gjort væsen af sig i Lylat Wars og ikke mindst Rares rollespilsagtige Star Fox Adventures, og jeg har da også spillet begge. Men nu vender serien tilbage til rødderne med lidt hjælp fra japanske Namco. Og det er ikke en helt dum idé, for det japanske firma har uden tvivl en god portion erfaring med on-rail shooters - ikke mindst fra arbejdet på Star Ixiom. Problemet er bare at den japanske udvikler ikke rigtig har vidst hvad de skulle gøre for at puste nyt liv i serien. I stedet for at finde på deciderede nye ting, så har serien fået en omgang ny maling og et andet spilsystem at boltre sig på, og det er stort set det hele.

Kødet ligger på sin vis i Mission-delen, der lader dig gennemspille Star Fox: Assault med et minimum af historie. Her blandes de velkendte rumeskapader med de mere tamme on-foot-baner, og det er ærgerligt. De klassiske baner, hvor man i sin Arwing flænser verdensrummet og skyder på alt og alle fungerer nemlig upåklageligt, men når disse så brydes op med missioner, hvor du nærmest hovedløst render rundt og skyder fjender en masse, så mister Star Fox: Assault en del af sin charme.

Her viser styringen som det første sit grimme ansigt. Det kan være uendelig svært at få Fox til at lave et rullefald og når man skal dreje rundt om sig selv, så tager det tit en evighed. Og det er i selv samme evighed at man så skydes fuldstændig i småstykker. Bedre bliver det ikke, hvis man hopper ombord i den tanklignende Landmaster, der drejer som en elefant og stort set slet ikke kan bruges til andet end at bane og svovle over. Namco har slet ikke tilpasset banedesignet dette køretøj og der er derfor flere steder, hvor man slet og ret sidder fast i længere tid og skriger af styringen. Der er kort sagt ikke lagt de nødvendige kræfter i at lave en helstøbt singleplayerdel og det er ærgerligt.

Det er også i singleplayerdelen at man indsamler de multiplayer baner som der senere kan spilles. Ved at gennemføre banerne og få enten en bronze-, sølv- eller guld medalje åbnes der op for at du kan spille dem med vennerne. Og den del virker godt. Jeg har allerede brugt en del tid på at genspille banerne for at få en bedre overall score eller for at finde de famøse flag som Namco har spredt rundt omkring. Men at skulle gå gennem on-foot banerne er stadig mere en byrde end en fornøjelse. Det er også en smule skuffende at den forgreningsstruktur som de tidligere spil gjorde brug af slet ikke er tilstede her. Det gav de tidligere Star Fox-spil masser af muligheder og gjorde det hele knap så lineært.

Multiplayerdelen er til gengæld en del mere velfungerende, og er faktisk ret så sjov. Fans, der allerede har spillet Lylat Wars til døde, vil måske ikke falde bagover af ren begejstring, for der er i det store hele tale om en multiplayerdel meget lig den fra N64-udgaven, men når nu den ellers fungerer, så er der vel ikke så meget at klage over? Ja, det skulle så lige være muligheden for bots, som Namco mærkeligt nok har undladt, hvilket betyder at du overhovedet ikke kan spille denne del af Star Fox: Assault uden at hive en flok venner fordi. Der er desværre også stadig en udpræget tendens til at luftkampene ikke ender som andet end en tynd omgang loops og hårde drejninger for alle parters vedkommende. Derfor er luftrummet det sikre sted at hænge ud, hvis man har brug for en puster.

Visuelt er Star Fox: Assault langt fra en ægte GameCube-kraftpræstation. Efter at have set The Wind Waker, Resident Evil og Star Fox: Adventures, må Star Fox: Assault betegnes som grafisk begrænset. Det samme gælder lyden. Velkendte temaer banker ud gennem højttaleren, men det synes skabt uden den store form for indlevelse. Selv historien er ikke meget andet end tynde oneliners og et minimum at plot. Sådan har det stort set altid været, så det ser jeg ikke som et egentlig minus, men mere som en hyldest til seriens ophav.

Star Fox: Assault er absolut ikke dårligt, men selve singleplayerkampagnen varer kun godt og vel seks timer og det er simpelthen for lidt. Kædes det sammen med det faktum at en god del af de seks timer spenderes med at vade rundt på jorden, så kan man virkelig mærke at der mangler noget. Meget af dette får du, når du sammen med tre venner starter nogle multiplayerdyster op, men det ville alligevel have været rart, hvis Namco havde taget sig lidt bedre af hele pakken. Jeg savner en rigtig rumopera med masser af heftige luftdueller og kæmpe bosser - måske næste gang Namco?