Gamereactor

Gamereactor
Previews
SSX

SSX

Vi fik endnu et kig på det kommende SSX-spil på dette års Gamescom-messe. Her kan du læse om vores indtryk.

SSX-serien er en af Electronic Arts' længere serier indenfor snowboardspil og ekstremsportsgenren, men det er længe siden, vi sidst har hørt noget fra dette utrolige univers, hvor tyngdekraftens love for alvor sættes på prøve. Nu er folkene fra EA Canada snart klar til at lukke de hungrende horder løs på bjergsiderne igen.

Spillet blev oprindeligt annonceret under titlen SSX Deadly Descents, og virkede på det tidspunkt som en mere dyster titel end hvad man er vant til fra serien. Det er dog ikke tilfældet, og udviklerne forklarede at der var tale om en misforståelse. Derfor har de valgt at holde sig til den simplere titel, "SSX", for at undgå forvirring.

Som noget nyt har udviklerne taget meget avancerede værktøjer i brug for at skabe de forskellige baner, som er placeret i bjergkæder over hele kloden. Ved hjælp af satellitdata fra NASA har EA kunnet genskabe bjergkæderne ned til mindste detalje, en imponerende præstation som ingen andre inden for genren kan måle sig med.

Selvom detaljegraden hvad angår bjergene er så høj, fortæller udviklerne dog, at der stadig er tale om et SSX spil som vi kender det. Banedesignerne har derfor haft travlt med at tilføje rigeligt med hop og andre forhindringer, som spilleren kan more sig på og med, så der er altså ikke tale om et simulationsspil, men et mere løssluppent arkadespil, hvor der oftere end ej brydes op til flere naturlove.

I hver bjergkæde finder man mange forskellige "drop points". Dette er indsættelsesområder til banerne, og der vil være cirka 150 af slagsen i spillet. På hver af disse baner kan spilleren så vælge mellem tre spiltyper: Race It, Trick It og Survive It. De to første er hvad man er vant til fra serien, hvor det enten går ud på at komme først i mål, eller at score så mange points som muligt på vilde tricks. Den tredje spiltype, Survive It, går ud på ganske enkelt at overleve banen, hvad end det er en lavine, som skal køres fra, eller en snestorm som fjerner sigtbarheden på en klipperig bjergside. Hver bjergkæde vil have sine egne naturkatastrofer at byde på, så mon ikke der bliver masser af udfordringer at finde her.

For at give os et indtryk af hvordan spillet fungerer, går udviklerne i gang med en gennemspilning af en bane i Alaska. Det første man lægger mærke til er den utroligt flotte sne, som glimter realistisk i solen, og næsten giver en lyst til selv at kaste sig ned af den hvide bjergside. Vi får at vide at Boost funktionen er tilbage i spillet, og at meteret igen skal fyldes op ved hjælp af tricks, for på den måde at køre hurtigere, og låse op for de populære og voldsomme Über tricks, hvor snowboardet bliver kastet rundt om figuren på fantasifuld vis.

En ny feature i spillet er Rewind-funktionen. Den tillader spilleren at spole tilbage i sit run, hvis man skulle være kommet til at styrte, eller man er utilfreds med ens præstation på et hop. Udviklerne ved ikke endnu om der vil være begrænsninger, når det kommer til brugen af denne feature, eller om den vil være tilgængelig til hver tid, da de stadig er ved at undersøge hvilke fordele og ulæmper der kan være med hvert valg.

Under gennemspilningen fremgår det tydeligt hvad holdet mente, da de sagde at banedesignerne havde haft kreativ frihed omkring banerne. Store rør er at finde over det hele, og masser af strategisk placerede hop tillader spilleren at udføre tricks med korte mellemrum. Her fortæller udviklerne om den nye fysikmotor, der tillader spilleren at lave tricks på alt hvad han finder på sin vej. Det betyder også, at den mere øvede spiller vil kunne bevæge sig udenfor den fastlagte rute, for på den måde at finde sine egne hop og samle points sammen.

Online-funktionerne i spillet er også interessante, og de løser på mange måder de problemer, der tidligere har plaget serien, nemlig lag. Istedet for at køre mod hinanden direkte, kan man vælge to spiltyper. For det første kan man uploade et Ghost, som viser modspillerne hvordan man har kørt gennem banen, altimens de selv er på den. På den måde kan ens venner prøve at slå ens tid eller score, uden man selv behøver at være online, da informationen kan findes på spillets server. Slår en ven ens Ghost, vil man få besked så snart spillet startes op, eller gennem en mobilapplikation, som vil udkomme samtidig med spillet. Sådan kan man så kæmpe sig frem og tilbage, altimens vinderen optjener penge, så han eller hun kan investere i nyt udstyr. En smart detalje er også den, at hvis ens Ghost vinder mens man er offline, vil man selv tjene penge, og de kan så indsamles når man starter spillet op igen.

Den anden onlinedel kaldes Global Events. Her kæmper man mere direkte mod folk, og selvom der stadig er tale om Ghosts, bliver de her opdateret i realtid, lidt som man kender det fra spil som {Demon's Souls}. På den måde bliver banen pludselig meget levende, med snowboardere overalt, og udviklerne fortæller at der i princippet ikke er nogen begrænsning på hvor mange Ghosts der vises på en gang, selvom de fraråder for mange, da det kan være meget forvirrende. Derfor har de tilføjet et filterværktøj, så kun ens venner, eller spillere med visse karakteristika, vises. Det vil også være muligt at skabe Custom Global Events, hvor man kan sætte begrænsninger på tid og forsøg ind i spillet, og derefter dele dem med vennerne, eller alle de andre spillere.

Der er mange interessante features i det kommende SSX spil, og det bliver spændende at se om ikke der vil dannes et godt community omkring det, når det udgives til januar næste år.

04 Gamereactor Danmark
4 / 10