SSX 3
Glem alt om Tekken Tag Tournament, Ridge Racer 4 eller Fantavision, når vinderen af launchtitel-ræset skal findes.
Glem alt om Tekken Tag Tournament, Ridge Racer 4 eller Fantavision, når vinderen af launchtitel-ræset skal findes. Mens Namcos længe ventede titler solgte i spandevis verden over, så er der ingen tvivl om, at det var Electronic Arts første skud på stammen i Big Label-serien, der fik redaktionen til at falde om på gulvet med åndedrætsbesvær.
SSX slog med sin charme og sit frække gameplay sit navn fast som et vaskeægte kvalitetsprodukt, der bare fortjente at snurre i maskinen hele tiden. En opfølger var derfor også selvskrevet, og selvom SSX Tricky på mange måder bare var en slags remix-udgave, med et par ekstra baner og nogle generelle rettelser, så blev spillere verden over endnu engang sneblinde af at ræse ned af løjperne.
Der varede dog betydeligt længere end ventet, før EA kunne annoncere en egentlig opfølger. Om udviklerne har været presset af at skulle levere endnu et hit, eller om der blot har været for få nye ideer i omløb vides ikke, men det er altså først nu, det canadiske hold igen viser deres ansigt. Til gengæld er der så heller ikke sparet på fornyelserne, og da Gamereactor forleden smed skiven i maskinen, blev vi mødt af et ganske andet SSX end det, vi havde regnet med.
For det første har udvikleren valgt at tage GTA: Vice Citys åbne struktur til sig, hvilket betyder, at man uden videre smides ud af døren på et snowboard og så kan navigere rundt på et helt bjerg for at kigge på mulighederne. Herfra kan spilleren så vælge nøjagtig hvilken event eller ræs, der skal satses på. Ja, man kan sågar bare rulle rundt på bjerget og øve sig, hvis det passer én. Persongalleriet har også fået et nøk opad. Ud over de gængse som Elsie, Moby og Kaori er der fire nye hoveder, der har meldt deres ankomst. De nye konkurrenter er den lidt vanvittige svensker Viggo, Nate, Griff og sidst, men ikke mindst den smækre Allegra.
Der er heller ikke sparet på de visuelle lækkerier i denne omgang. Mens SSX egentlig altid har haft en flot og meget poleret overflade, så har den seneste titel en yderst lækker præsentation og en overdådig grafisk repræsentation af sne. Man kan nærmest smage iskrystallerne og se dem funkle, mens man tager en løjpe. Musikken er også denne gang en afgørende faktor i glæden over at suse af sted. EA har indfanget nogle af tidens bedste beatsnedkere og musikere, og derfor vil du kunne lægge øre til bl.a. Chemical Brothers, Executioners og sågar Red Hot Chili Peppers.
Med muligheden for at gå online ser SSX 3 ud til at kunne blive noget af et heftigt bekendtskab, der vil få såvel snowboard-entusiaster som andre sportsfreaks til at falde pladask for den ligefremme stil. Vi glæder os til at få den endelige udgave i hånden.