Spyborgs

Jeg aner ikke hvor opmærksomheden omkring {Spyborgs} blev af. Da spillet oprindeligt blev annonceret, var historien nemlig ikke kun, at et nyt actionspil var på vej til Wii, men også at udvikleren bag bestod af tidligere folk fra Insomniac, som blandt andet er kendt for Rachet & Clank-serien.

Der var heller ikke den store opmærksomhed da spillet midtvejs i udviklingen, pludselig skiftede fra at være et skydespil til et kampspil, og langsomt gik det op for mig, at jeg tilsyneladende var en af de få, der stadig holdt øje med spillet.

Efter adskillige timer med resultatet, er jeg kommet i tvivl om alle andre kendte til detaljer som var mig fremmede, for {Spyborgs} er langt fra det spil, jeg havde håbet på fra en udvikler med så meget talent blandt dets medlemmer.

Genren er tæv-alt-hvad-der-bevæger sig i stil med {Double Dragon}, {Streets of Rage}, Golden Axe og en pokkers masse af de arkademaskiner, som kun få af os efterhånden kan huske at havde fodret med to kroner pr spil. Til jobbet har man et tegnefilmshold bestående af tre medlemmer med hver deres fordele.

Bouncer er den enorme robot, der godt nok bevæger sig i sneglefart, men til gengæld destruerer alt hvad den kommer i kontakt med. Clandestine er holdets kvindelige medlem og er udstyret med et sværd, samt evner der ikke overraskende gør hende til det mest adrætte medlem. Stinger er mellemtingen mellem de to andre figurer, og er medium god til alt samtidig med, at han yderligere har fået tilføjet en maskinkanon på højre arm, der dog slet ikke er lige så effektiv som sådan en normalt er.

På trods af at spillet foregår i et slags tegnefilm-univers hvor afsindigt onde robotter prøver at tage magten, er opfindsomheden smal allerede fra starten. Faktisk formår banedesignet aldrig at bevæge sig, ud over at lade dig løbe rundt og baske fjender, og oftest gerne på en sådan måde, at du kun skal bekymre dig om at løbe fra venstre til højre.

Med Wii-Nunchucken styres de fleste af løjerne, men Wiimoten primært bruges til at lede efter hemmeligheder på banen. Enkelte steder findes nemlig næsten usynlige kasser og kontakter, og markeres disse vil et par bevægelser med Wiimoten afsløre dem og lade dig nyde den erfaringsbonus de oftest indeholder.

Men simplicitet er ikke nødvendigvis vejen til kedsomhed, og havde {Spyborgs} budt på et balanceret eller blot godt kampsystem, havde det sløje banedesign og generelle ligegyldighed kunne undskyldes, men sådan forholder det sig ikke.

To knapper er sat af til lette og kraftige slag, mens en anden lader dig blokere. Med + er det muligt at skifte mellem de to karakterer fra dit hold, der på alle tidspunkter befinder sig på skærmen, og med energibaren opladet, er det endda muligt at aktivere et Quicktime-specialangreb hvor der skal viftes med Nunchuck og Wiimoten. Intet af det holder bare.

Modstanderne er på det nærmeste ligeglade med dine slag, og ignorerer på det groveste de lussinger du sender deres vej, mens de glædelig vælter dig omkuld med blot et fingerstrøg. Det er aldrig helt til at vide om man egentlig rammer, da spillet kun sjældent indikerer om fjenden tager skade. Quicktime-angrebet er derfor din eneste sikre chance for at ramme modstanderen, og fordi dette også giver en ekstra erfaringsbonus ved brug, tvinges du til at bruge det igen og igen, hvilket hurtigt driver enhver morskab ud af det.

Om det er mig der mangler fantasi eller jeg blot undervurderer, hvor svært det er at skrue et godt kampsystem sammen, kan jeg ikke sige, men jeg forstår ganske simpelt ikke hvordan Bionic Games kan have samlet en så lækker pakke uden indhold. Grafisk sidder spillet nemlig lige i skabet, og karakterdesignet er som taget fra en action-tegnefilm, ganske som udvikleren havde lovet det fra starten. Banedesignet nyder ligeledes god grafisk diversitet, selvom selve udformningen sjældent er særlig interessant.

Forventningerne ville altid være høje til en udvikler med så meget talent, og specielt når deres nye spil egentlig bevæger sig videre inden for de rammer hvor de før har slået deres folder. Men hverken forventninger eller noget andet gør sig gældende her, for uanset hvem udvikleren havde været, er {Spyborgs} et drønkedeligt spil, som burde have været så meget bedre.