Splinter Cell Pandora Tomorrow

Det er ikke uden grund at fortsættelsen til Splinter Cell har været udsat for enorm hype og medieovervågning, eftersom den originale titel høstede utallige priser og tillige fandt sin plads i mange spilsamlinger. Ikke ulig Sam Fisher har Ubisoft taget deres tid og ikke skødesløst forhastet sig gennem projektet, men derimod finpoleret alle de aspekter vi elskede i forgængeren og tilmed føjet nye til repertoiret. Splinter Cell: Pandora Tomorrow kastede vi første gang øjnene på tilbage i efteråret, hvor Gamereactor var i Paris da Ubisoft løftede sløret for hvad vi kunne forvente af nyskabelser, og til trods for at det næsten lød for godt til at være sandt, så har vi her med guld og grønne skove at gøre - den henholdsvis frodige og glinsende af slagsen. Alene det nye multiplayer-aspekt er i sin egen ret et køb værd, men vi spillere forkæles ydermere med en gribende historie, som spænder sig over hele kloden og bringer Sam Fisher ud i farefulde og intense situationer.

Han er en del af den tophemmelige organisation Third Echelon, som via spionage og infiltration holder terrorismen i ave og løser potentielle globale risici nærmest før de opstår. Third Echelon er et skyggefuldt foretagende og ofte på kant med loven, men det er ikke fløjlshandsker der skal til, hvis verden skal forsvares mod angreb fra brugere af atom, kemiske og biologiske våben. Det er netop sidstnævnte der sætter hovedet på blokken i denne ombæring og gennem Pandora Tomorrow skal Sam opspore og uskadeliggøre guerrilla-lederen Sadona, som truer den frie verden med et biologisk ragnarok. Ingen efterfølger ville selvskreven være komplet uden den agile agent Sam Fisher, som sidst formåede at sætte et betydeligt antal slyngler ud af spillet, hvorfor det er nærliggende for ham at fortsætte i den vante rille - dog med nye krumninger og eventualiteter. Vi hører atter canadiske Michael Ironside lægge stemme til Fisher og han giver denne gang karakteren mere liv og troværdighed, hvorfor Sam nu føles mere som en person end blot en dukke i et større spil - selvom dette i sidste ende er tilfældet. Galleriet af højteknologiske våben og gadgets har fået en overhaling og vi frydes med et væld af muligheder hvad likvidering af fjender og deslige angår, som begribeligvis atter er en stor del af spillet. Det ses desuden at Sam har tilbragt tid i gymnastiksalen eftersom han har en håndfuld nye tricks i ærmet, som vil intet mindre end få koreanske topatleter til at skamme, da Sams genfundne behændighed lader ham udføre imponerende akrobatiske øvelser. Disse i kombination med gode våbenfærdigheder tillader spilleren at snige sig gennem en nervepirrende titel, som denne gang ikke blot begrænser sig til indendørsaktiviteter. Vores jagt på Sadona bringer os gennem lokaliteter såsom Paris, Indonesien og Jerusalem, hvor traverserne er mange og spilleren får mulighed for at se Sam i aktion i det fri, hvor bl.a. en junglelandsby bliver offer for hans list og snarrådighed.

Singleplayer-oplevelsen er i særklasse, men det er for alvor multiplayer-indsprøjtningen der får spion-hormonerne til at suse livligt gennem kroppen og viser, at Splinter Cell er andet end en offline-fornøjelse. Det er langt imellem virkelig originale udspil på denne front, men udviklerne har i sandhed skabt en unik oplevelse som tillige falder perfekt i hak med spion-konceptet. Op til fire spillere mod hinanden, hvor den ene halvdel antager roller som spioner/agenter, og resten tager ildkampen op som hårdhændede vagter. Startskuddet er hermed affyret til en avanceret form for katten efter musen, hvor vagterne skal forhindre modstanderne i et infiltrere en bygning, hvori et givent mål af placeret. Spionerne er udstyret med ikke-dødelige våben og termisk syn, mens vagterne er langt mere slagkraftige da de råder over miner og et særdeles drabeligt gevær. For at give spionerne en levende chance ser alle vagter spillet fra første person, mens spionerne kan drage nytte af den gængse synsvinkel fra tredjeperson, som vi kender så godt fra singeplayer-delen. Konceptet krydres yderligere med alarmer, kameraer, intense baner og muligheden for at bruge voice, hvilket giver spillerne en hæsblæsende og adrenalinpumpende oplevelse i særklasse.

Adspredelse og innovation har atter været nøgleordene hos udviklerne af Splinter Cell og med Pandora Tomorrow beviser de at stealth-genren lever i bedste velgående - endda på multiplayer-fronten hvor så mange førhen har fejlet. Det kan ikke tilskyndes nok, at fans af genren straks burde erhverve sig dette spil, og til Jer uden online adaptor burde dette være det endegyldige incitament til at opdrive en.