Splinter Cell Essentials

Mørket kan være mange ting; fascinerende, skræmmende eller en decideret nødvendighed. Som barn kunne jeg skræmme mig selv halvt hysterisk, hvis jeg i mørket på mit trange børneværelse havde glemt, at jeg havde hængt en trøje på døren eller henover min slidte kontorstol. Den var også helt galt, hvis jeg smuttede en tur i kælderen for at finde en eller anden gammel konsol og lyset så gik ud. Der var et eller andet kvælende ved pludselig ikke at kunne se en hånd for sig. Tankerne hvirvlede rundt i hovedet, fantasien blev sluppet løs og alverdens skræmmebilleder blev pludselig uendelig fysiske.

For Sam Fisher er det en helt anden sag. NSA’s superagent, der sprang alle rammer for snigeri tilbage i 2002 og leverede et perfekt actionspil badet i lys og skygge, lever stort set i mørket. Hans kropsnære kampdragt, komplet med alskens agentlegetøj, bevæger sig lydløst fra væg til væg, mens han knækker nakker og med et perfekt leveret skud fra sin lyddæmpede pistol fjerner al modstand i de dunkle militærinstallationer og kontorbygninger. Han er kort sagt Amerikas eneste bolværk, når terrorister, despoter og galninge truer med at sprænge verden i stykker med et stjålent atomvåben eller en dødelig dosis giftgas.

Splinter Cell Essentials, der er Ubisofts første forsøg på at presse den aldrende agent ned i lommeformat, er interessant af flere grunde. For det første har spillet muligheden for at udfylde den tomhed, som Hideo Kojima fyldte mange PSP-ejere med, da han udgav det dybt skuffende og kortbaserede Metal Gear Acid. For det andet er Essentials en rejse tilbage til begyndelsen, hvilket betyder at Sam Fishers fortid serveres på et sølvfad. Fra hans tidlige dage som hårdhudet Navy Seal og til hans tid hos NSA og så naturligvis til tiden efter Double Agent. Ja, du læste rigtigt; Splinter Cell Essentials starter efter det kommende fjerde eventyr og er derfor en kiste af guld for enhver, der har fulgt den rå børste gennem de seneste fire år - specielt nu, hvor Double Agent er sendt på en forlænget ferie og først ventes tilbage engang i september.

Beta-koden, som jeg har siddet med, er dog ret begrænset, når det kommer til de historiske tråde. Fire missioner, hvoraf en enkelt er en remake af Penthouse fra Chaos Theory, var hvad der mødte mig, da UMD’en forleden snurrede i maskinen. Alligevel viser Splinter Cell Essentials i dette lille udpluk, at det er alt andet end et dovent forsøg på at give de foregående spil nyt liv på en anden konsol.

Året er 1992, stedet Norte de Santander i Columbia. Douglas Shetland er blevet fanget bag fjendens linier og kun Fisher kan redde ham ud. I sin sædvanlige stil blæser han på sine overordnede og inden længe guider jeg Sam fra en frodig jungle og direkte ind i den colombianske hærs hemmelige base. Styringen tager noget tid at vænne sig til. Kameraet kan kun justeres ved at holde cirkel-knappen nede og når jeg gør det, kan jeg ikke samtidig bevæge mig - så i et spil, hvor udsynet er ekstremt vigtigt, løber jeg hurtigt ind i problemer. Heldigvis bliver den lidt kringlede styring til at finde rundt i med lidt øvelse og det varer ikke længe, før Sam efter kun et forsigtigt pres på den analoge styrepind bevæger sig ind på en patruljerende vagt og slår ham ned. Jeg fortsætter længere ind i basen, men overraskes pludselig af seks vagter, der tydeligvis har ligget og ventet på mig. Et koldt greb fra en pistol rammer Fisher i nakken og efterlader ham bevidstløs.

Superagenten vågner op i en celle, naturligvis uden adgang til hans voksende arsenal af legetøj. Udenfor patruljerer en vagt, og døren er forsvarligt låst, men luftkanalen er helt ubevogtet. Jeg presser Sam op ad muren og ind i den trange kanal, hen over en række rør og direkte henover en intetanende colombiansk lejesoldat. Han opdager aldrig skyggen, der hænger ned fra rørene i loftet, og går i gulvet, så snart Fisher rammer ham. Herfra får jeg fat i en kniv, og så sender jeg ellers Sam mod fangeafsnittet, et sted, der må formodes at indeholde et stk. Douglas Shetland.

Essentials sparer ikke på noget, når det kommer til at gengive Splinter Cell-universet i lommeformat. Alle Fishers gadgets og dødelige våben er nøjagtigt gengivet i denne udgave. Fra hans SC-20K covert assault rifle til gasgranaterne og de lydløse Sticky Shockers er det lykkes Ubisoft Montreal at få presset det hele ned på UMD’en. Selv Sams forskellige filtre til at se i mørke med og hans varmesyn er til stede i Essentials. Det føles helt rigtigt at snige sig gennem gangene med fingeren på aftrækkeren eller sende flere tusinde volt gennem kroppen på et uopmærksom soldat.

Grafisk kan spillet dog ikke måle sig selv med den mest skrabede PS2-version, om end Essentials er pænt. Adskillige fejl i grafikken, hæslige pixels, når du bruger SC-20K riflens kikkertsigte, og huller i vægge og gulve er med til at punktere Fishers lyssky verden mere end en gang. Ikke engang seriens signatur, nemlig det bløde, levende lys og de blæksorte skygger kan Essentials reproducere - det er simpelthen for meget at bede om fra PSP’en. Alligevel greb jeg mig selv i mere end én gang at blive grebet af atmosfæren og bare nyde det. Essentials er nemlig slet ikke grimt, det er bare langt fra Xboxens fabelagtige billedside.

Men uanset spillets mange kvaliteter, så kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til den kummerlige kunstige intelligens. Jeg skal lade det være usagt, om det er den tidlige kodes mangelfuldhed, der har vist sit grimme ansigt, eller om Essentials reelt har et problem, men Fisher kunne generelt befinde sig i knæ lige ved siden af enhver soldat - uden at han nogensinde opdagede mig. Det samme gjorde sig gældende, når jeg på nært hold dræbte en patruljerende vagt og hans kammerater kom løbende. Så længe jeg var mere end et par meter fra dem, kunne de ganske enkelt ikke finde mig. Det siger sig selv, at en så vigtig brik i oplevelsen bare ikke må mangle i den færdige udgave.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at glæde mig til Essentials. Ubisoft har før udsendt beta-koder, der var langt fra firmaets færdige resultat, og Sam Fisher er en vigtig hjørnesten i det franske firmas indtægt, så mon ikke Montreal bruger den sidste måned til at pudse superagenten yderligere af, så han er klar til igen at indtage skyggerne? Det håber jeg i hvert fald på.