Splinter Cell: Deathwatch

Da Castlevania første gang ramte Netflix, føltes anime-udgaven af Konamis ikoniske spilserie som et frisk pust. Efter mange år med middelmådige spilfilmatiseringer virkede serien både autentisk og velproduceret, og naturligt nok blev den opskriften på, hvordan Netflix og andre partnere kunne gribe lignende projekter an fremover. I årene efter fik vi så anime-versioner af Tekken, Cyberpunk, Cuphead, Tomb Raider, Dragon Age, Dota, Devil May Cry, Onimusha og endda Ubisofts Captain Laserhawk: A Blood Dragon Remix. Sidstnævnte er et interessant eksempel, for selvom den fungerer udmærket i sig selv, er det som om, at disse Netflix-animeprojekter nu begynder at føles som gentagelser af hinanden — som at man har set én, har man set dem alle. Og det gælder desværre også Splinter Cell: Deathwatch.

Serien tager udgangspunkt i kildematerialet, men giver det sin egen fortolkning. Man behøver ikke være Splinter Cell-ekspert for at følge med i historien — den er ganske ligetil og tung på eksposition, selvom der er enkelte nik til spilserien. Resultatet er dog, at selve essensen af Splinter Cell går lidt tabt. I stedet for at se Sam Fisher bevæge sig lydløst gennem mørket og eliminere fjender uden at blive opdaget, ser vi ham nu brutalt skyde og gennembanke modstandere midt i kampens hede — afbrudt af samtaler i sterile kontrolrum badet i blåt skær fra computerskærme. Det føles lidt som at tage de første Metal Gear Solid-spil og gøre dem til en Mission: Impossible-film. Underholdende? Ja. Men det rammer også lidt ved siden af, hvis man kender originalens sjæl.

Når det er sagt, handler serien ikke om Sam Fisher i hans storhedstid. Her er han ældre og mere erfaren, og måske har hans kampteknik ændret sig med alderen. Faktisk handler historien primært om den unge Echelon-agent Zinnia McKenna, der bliver viklet ind i en konspiration langt større, end nogen havde forudset. Et hændelsesforløb, der trækker Sam tilbage i tjeneste for at redde dagen, hvilket fører til en rejse på tværs af kloden — eller rettere sagt, Europa — hvor de forsøger at opspore og forhindre et terrorangreb.

Alt i alt er det en ret ligetil fortælling, og jeg må give ros for et par af de overraskelser og twists, der dukker op undervejs. De er ikke så forudsigelige som i meget moderne underholdning, men de rammer heller ikke som et lyn fra en klar himmel. Det skyldes nok, at seriens tone er så afdæmpet og anonym, at det aldrig bliver decideret spændende eller intenst. Det er ganske enkelt "seværdig tv", der måske især vil fange dem, der får et nostalgisk sug i maven, når nogen nævner Splinter Cell.

Man må dog give manuskriptforfatter Derek Kolstad, at han har et par interessante idéer, og plottet er som helhed underholdende nok. Men actionsekvenserne føles sjældent særligt Splinter Cell-agtige, dialogen og præstationerne er så kølige og distancerede (hvilket måske passer til deres karakterer), at der aldrig rigtig kommer følelser i spil, og selve animationsstilen føles nu så genkendelig, at det er svært at skelne denne serie fra eksempelvis Tomb Raider.

Det betyder ikke, at Splinter Cell: Deathwatch er dårlig. Det er ganske fin underholdning — men heller ikke mere end det. Den er forudsigelig, let at se, men uden at sætte varige spor. Den puster lidt liv i Splinter Cell-universet, men er langt fra det comeback, mange fans havde håbet på. Se den, eller lad være. Det er hverken en serie, man absolut må se, eller en, man bør holde sig langt fra. Men måske er netop den slags middelmådighed en synd i sig selv.