Splinter Cell: Chaos Theory

GRTV
Splinter Cell: Chaos Theory Preview

En sværm af summende ildfluer er det eneste der bevæger sig i skæret fra lamperne på verandaen. To hurtige skud senere er lamperne slukket. Mørket omslutter alt, og mørket er som bekendt Sam Fishers bedste ven. Han befinder sig uden for et badehus i nærheden af Tokyo. Efter at have sneget sig ind gennem en bagdør, befinder han sig nu i venstre del af huset. Hans mission er at infiltrere bygningen og uskadeliggøre en af gæsterne. En lang korridor fører frem til et værelse med vægge udelukkende bestående af tyndt rispapir. Bag den østvendte væg står en silhuet og ryger en smøg, han tager et dybt sug af cigaretten inden han skodder den og dobbelttjekker sin automatriffel.

Hvis Sam vælger at bruge værelsets skydedør til venstre for ham, så vil vagten sandsynligvis skyde ham inden han overhovedet kommer i nærheden af ham. Hvis han i stedet går tilbage til hvor han kommer fra, bliver han med sikkerhed opdaget af de to vagter som står i starten af den lange korridor. Jeg stikker i stedet forsigtigt kniven gennem papirvæggen nogle centimeter bag vagten og lader det knivskarpe blad vandre mod gulvet. Den nu meterlange åbning i væggen bøjer indad og Sam kan se ryggen af den rygende vagt. Jeg tager lynhurtigt fat i hans nakke og hugger samtidig kniven i maven på ham. Han forbløder uden at mægle et eneste ord. Der er ingen smarte bemærkninger og ingen rystede Martinier.

Der findes få spilhelte der er kedeligere end Sam Fisher. Ubisofts hvæsende helt er mest af alt spilverdenens svar på Peter Kjær, og han er mindst lige så gråsprængt som han er uden egentlig personlighed. Faktisk føles det som om Sam uden problemer ville kunne stirre sine fjender direkte ind i øjnene og sige "Er det dit endelige svar?" uden at nogle ville være synderligt forundrede. Så kedelig er han faktisk, superagenten.

Men selv om Ubisoft Montreal har skabt superspionen med iskoldt overlæg, og endda med vilje har trukket ham så langt væk fra Solid Snake og metertyven Garret som overhovedet muligt, så lader det til at udviklingsteamet bag Splinter Cell-spillene er godt i gang med en ordentlig kovending. Det er derfor at plottet i dette kommende tredje spil hurtigt eskalerer og bliver til et personligt vendetta for vores snigende helt. Det lader os lære Fisher bedre at kende. Det er dog ikke en trist sæbeopera med jubelscener og angstanfald. Sam er stadig personificeret kølighed med Michael Ironsides velkendte stemme, men med en dialog der er uendelig mere levende og oprigtig end det var tilfældet med Pandora Tomorrow, kan vi forvente os meget mere af manden i våddragten.

Hvis vi så ligger karisma og udstråling til handlingerne og konstaterer at opgaven i denne omgang er endnu større end manden, så er der ingen tvivl om at plottet i denne treer er væsentligt bedre end de to andre spil tilsammen. Jeg har spillet både Splinter Cell og Splinter Cell: Pandorra Tomorrow og alligevel kan jeg ikke, uanset hvad jeg gør for at prøve at huske det, komme i tanke om hvad spillene egentlig handlede om. Dette er det andet sted hvor Ubisoft har forbedret spillet markant. Pandora Tomorrow indeholdt som bekendt et helt vanvittigt kedeligt plot, der omhandlede en mindre politisk jungle af lokal guerillakrigsførelse, global terrorisme og en tynd dialog. Historien var lige så engagerende som et uddrag fra et forældremøde.

Alligevel har både Splinter Cell og Splinter Cell: Pandora Tomorrow været to yderst fængende produktioner på så mange andre planer end hvad angår en karismatisk hovedperson og en mindeværdig historie. Ubisofts Montreal-studie satte ret tidligt en ny standard for stealth-genren, takket være en fantastisk spilmekanik, masser af spændingsmættede øjeblikke, variation og en uhørt flot grafik. Personlighed og historie har ikke været vigtige emner for Sam Fisher... før nu.

Da Ubisoft i sin tid annoncerede det tredje spil i serien med titlen Chaos Theory, var jeg ved at få morgenmaden galt i halsen. Det var kun et par måneder siden Pandora Tomorrow havde indtaget butikkernes hylder, og alligevel stod det klart at man kun ni måneder senere ville slippe Chaos Theory. Et eller andet sted i kroppen summede forventningerne og lysten til igen at kaste mig ud i et eventyr, hvor stygge terrorister skulle have tæsk, mens en anden del af mig var urolig for, hvordan spillet kvalitetsmæssigt ville tage sig ud, samt om dette var starten på et skamløst misbrug af licensen. Efter en uge i Montreal hos det 240 store mand team, der i øjeblikket arbejder med at finpolere Chaos Theory, ved jeg heldigvis nu at mine bange anelser var ubegrundede og at det tredje spil i serien på alle tænkelige måder er forbedret og nu ser ud til at blive et af dette års allerbedste actionspil.

Det første jeg bliver fortalt under mit besøg hos Montreal, er at Pandora Tomorrow egentlig bare var tiltænkt pladsen som en solid udvidelse og ikke en traditionel opfølger. Det var også derfor at spillet ikke fik undertitlen Splinter Cell 2 og i stedet blev udviklet af Ubisofts Shanghai-team. Den egentlige opfølger er i stedet Chaos Theory, som oprindeligt skulle have heddet Splinter Cell 2: Chaos Theory. Men siden Pandora Tomorrow allerede var lanceret og der ikke var nogen grund til at forvirre en masse spillere, så faldt valget i stedet på Chaos Theory - nu uden et to- eller tre-tal i titlen. Desuden blev Chaos Theory i starten rent faktisk kaldt Splinter Cell 3. Er du stadig med? For jeg er ikke.

Udviklingen af Chaos Theory blev påbegyndt en måned før det sidste spil blev lanceret, og har derfor været i produktion i lidt over to år. Handlingen foregår kort efter det første spils slutning og Sam sendes denne gang ud på sin sværeste mission til dato. Bruce Morganhold, en dataingeniør fra det første spil, er blevet kidnappet af en gruppe hensynsløse peruvianske separatister, der går under navnet Peoples Voice. Deres plan er at tvinge Morganhold til at dechifrere en bunke algoritmer fra USA’s forskningsprogram om masseødelæggelsesvåben. Sams arbejdsgiver, Third Echelon, bliver i starten bedt om ikke at blande sig i konflikten, men det er kun indtil krigsherren Hugo Lazerta blander sig. Herefter bliver det Fishers opgave at redde Morganhold og udskadeligøre Lazerta én gang for alle.

Selve titlen Chaos Theory er naturligvis bygget op omkring den velkendte teori om sommerfuglen der flakser sine vinger i Brasillien og forårsager en tornado i Texas. Selv den mindste handling kan have enorme konsekvenser. Konflikten i spillet eskalerer hurtigt og Sam tvinges til at tage flere svære valg alene under de første fire timer af eventyret. Denne gang har manusfofatteren Clint Hocking både taget udgangspunkt i de primitive følelser der sættes i kog når forræderi, venskab og død indtræffer, samt i den indviklede amerikanske indenrigspolitik der har mange lag.

Et par timer inde i spillet står det klart at Chaos Theory er en kraftig udvikling af konceptet og en opvisning af talent fra det i forvejen begavede studio. Variationen er betydelig større end i nogle af de tidligere spil, og Sam tvinges til at infiltrere alt fra peruvianske lastfartøjer over japanske badehuse til koreanske gyder og liberiske grotter. En række nye bevægelser er det også blevet til, hvoraf de mest efterspurgte er dem Sam udfører med sin kniv. Man kan blandt andet angribe en fjende bagfra, lægge kniven mod hans strube og så tvinge ham til at tale. Hjælper det ikke, kan Sam med kun et enkelt knaptryk skære halsen over på selv samme fjende, eller lynhurtigt hugge ham i maveregionen med den. Ud over de mere listige bevægelser, er der også mulighed for i et løb frem mod modstanderen at vifte vildt med kniven og derved skære lange rifter hen over brystet på ham. Det er en blodig cocktail.

Ubisoft Montreal har lyttet til kritikken fra de mange spillere, når det kommer til Sams muligheder for at slås, og de har implementeret er par yderst anvendelige nye angreb. I stedet for den ekstremt ensformige halslås, der bruges meget i de tidligere spil, kan Sam nu også bruge sine knæ, spark og slag til at forvolde skade med. Han kan sågar slå dem i ansigtet. Disse angreb skal man dog kun bruge i de mest desperate øjeblikke, da de kræver at man er meget tæt på sin modstander og derved med lethed kan blive hvilested for en hel ladning varmt bly.

Af andre nyheder i spillet er også gasmasken og det faktum at fjenderne nu anvender lygter, fakler og andre lyskilder for at finde Sam, når de er helt sikre på at han befinder sig i samme rum som dem selv. Der er også inkluderet et helt nyt lydmeter, der tvinger spillere til ikke bare at kravle ubemærket forbi i skyggerne, men også at være klar over hvad de træder på. Under en længere snak med spillets producent André Roy, fortæller han mig at de har satser meget på at skabe en mere omsluttende og engagerende verden og historie i Chaos Teory, og derfor har fulgt Valves strålende eksempel med Half-Life-serien. Antallet af traditionelle og tit forstyrrende mellemsekvenser er også blevet færre, og man får nu i stedet lov til at være en del af de scriptede hændelser som foregår i spillet. Dette tilfører masser af indlevelse og driver ofte tempoet endnu højere op. De få mellemsekvenser der er tilbage i spillet er i øvrigt instrueret af Andrew Davis, der bl.a. har stået for filmene Under Siege og Flygtningen med Harrison Ford.

Chaos Theory ser næsten latterligt lækkert ud indtil videre og er en kraftig grafisk opdatering, selv set i forhold til Pandora Tomorrow. Spilmotoren er revideret og kan nu rykke rundt på store blokke af vidunderlig grafik, nøjagtig som det var tilfældet med The Chronicles of Riddick og Doom 3. Spillet indeholder en fyldig variant af normal mapping (her kaldet Geo Texturing) og spandevis af lækker bump mapping, som giver polygonmodellernes overflader et sanseløst realistisk skær. Lys, mørke og skygger falder endnu flottere end tidligere i spillets detaljerede omgivelser, og loadetiderne syntes endda også at være kortere i denne omgang.

Efter fem timer i selskab med Sam og hans til dato sværeste og mest personlige opgave, står én ting soleklart; Chaos Theory vil uden tvivl videreudvikle og forbedre den allerede succesfulde formular,som har gjort serien så populær hos mange spillere verden over. Splinter Cell: Chaos Theory kommer til at byde på en politisk kompliceret og langt mere følelsesmæssig stærk historie end tidligere, og en langt mere personlig og sårbar helt. I næste måned kravler Sam Fisher endnu engang frem fra skyggerne.