Splinter Cell: Chaos Theory
Jesper Nielsen har været på besøg i Sam Fishers fascinerende verden af lys og skygger. Han fortæller alt om oplevelsen.
Man kan umuligt benægte stealth-genrens enorme succes de sidste par år. Anført af Konami’s Metal Gear Solid er den nået forbi hardcore gamerne og ud til de mere almindelige masser. Hideo Kojima og Solid Snake skal selvfølgelig ikke have al æren for dette pludselige fremskridt, for man kan næppe nævne stealth i dag uden at nævne Sam Fisher. Han blev introduceret på markedet for blot to år siden, og nu er han snart klar med sit tredje spil. Vi blev her på redaktionen blæst omkuld af begge de tidligere spil, og selvom Pandora Tomorrow af mange kun blev kaldt en halv efterfølger, så er Ubisoft Montreal klar med et spil, der nok skal lukke munden på alle brokkehoveder.
Splinter Cell: Chaos Theory er hvad man med ro i sindet kan kalde tre spil i ét. Den største og mest markante ændring i forhold til den tidligere version er introduktionen af en helt ny co-operativ kampagne, som man kan spille over nettet, LAN eller med split-screen. Denne mulighed er dog ikke bare en billig gimmick smidt ned over den regulære singleplayer-del; Ubisoft Montreal måtte tidligt erkende at indførslen af co-op ville kræve levels, der var designet til samarbejde. Derfor er hele co-op-delen baseret på sin egen seperate historie, der er tæt forbundet med den regulære historie for at give en mere fuldstændig og sammenhængende oplevelse.
Banerne og missionerne er derved specifikt designet til to personer og kræver derfor to personer for at blive gennemført. Eksempelvis kan du give din partner en hestesko, så han kan nå kanten af muren, kravle op og derefter hive dig med op. I andre tilfælde bliver det nødvendigt at uddelegere opgaver, så den ene hacker en computer, mens den anden holder vagt. For at dette skal lykkes er kommunikation en absolut nødvendighed, og derfor understøtter spillet tale over nettet i alle versioner (GameCube undtaget).
På de fleste andre punkter vil almindelig singleplayer og co-op nu ligne hinanden. Du styrer på samme måde og de basale principper, som eksempelvis at holde sig i skyggerne, er også ens. Hvor Pandora Tomorrow virkelig var udsat for kritik var i manglen på nye tiltag i singleplayer-kampagnen, så har Ubisoft Montreal forsøgt at imødegå det problem denne gang. Et af de vigtigere tiltag er en udvidelse af stealth-systemet, dvs. du nu har to indikatører på din usynlighed: et visuelt og et auditivt meter. Det visuelle er som vi kender det, mens det auditive er baseret på, hvor meget du larmer. Selvom dette element skam eksisterede i de tidligere spil, har de nu en meget større indflydelse, og på meteret kan du se, hvor høj lyden omkring dig og den du selv laver, er.
Herfra er det logisk, at er lydniveauet højest, så vil fjenden sandsynligvis høre dig. Så simpelt er det dog alligevel ikke, for AI’en i Chaos Theory er blevet så markant forbedret, at indikatørerne ikke altid er nok. Fjenderne er blevet mere menneskelige og kan derved begå fejl, muligvis ikke lægge mærke til et dødt lig eller ikke gide at undersøge visse ting.
Nye våben og andre dimsedutter er også blevet tilgængelige i Chaos Theory, måske mest mærkbart en kniv, som muliggør hurtige, dødelige, men stille angreb. Og som prikken over I’et har Ubisoft Montreal, som det også tydeligt kan ses, givet den gamle grafikmotor sparket og ind er kommet en ny, der tager stealth-grafik til helt nye højder. Intensiv brug af normal-mapping og pixelshaders samt en forbedring af spillets allerede flotte dynamiske lys og skygger giver spillet et utrolig flot ydre, som næppe vil blive overgået i denne generation.
Som nævnt i starten er Chaos Theory nærmest tre spil i ét, og det sidste er selvfølgelig den utroligt populære versus-mode, som blev introduceret i Pandora Tomorrow. Denne multiplayer-funktion udvikles af Ubisoft Annecy, og helt kortfattet sætter man spioner op mod vagter, hvor sidstnævnte spilles i 1. person. Også her vil vi se store forbedringer i forhold til sidst. Omgivelserne bliver mere interaktive og destruérbare, spionerne vil få bedre samarbejdsmuligheder og nye våben og ikke mindst nærkampsangreb burde gøre en allerede ufattelig sjov multiplayer-funktion endnu bedre.
Kort sagt lader Splinter Cell: Chaos Theory til at være alt, vi kunne tænke os. Ubisoft er dog stadig hemmelighedsfulde omkring eksempelvis historien, som især er vigtig for den almindelige singleplayer-del, og vi kan desværre stadig ikke være sikre på, at den co-operative funktion bliver mere og andet end en gimmick. Heldigvis er Ubisoft Montreal sjældent de som skuffer, og derfor er det med et stort smil på munden, at vi vil tage imod Splinter Cell: Chaos Theory, når det kommer til marts.