Spiral

Siden Hitchcocks Spellbound har menneskets psykologi været et vellidt emne inden for film. Med det utal af virkemidler som mediet tilbyder, har instruktører som Paul Thomas Anderson (Punch-Drunk Love), Darren Aronofsky (Pi) og mange flere undersøgt sine medmennesker gennem komplekst sammensatte puslespil.

Nu forsøger Spiral, et syret karakterstudie, at bevise sig som et værdigt medlem af denne klub.

Mason er en indelukket type der bærer på mange hemmeligheder, han hører Jazz og maler portrætter af mystiske kvinder. Da han møder den unge kvinde Amber på arbejdet, begynder han at lukke sig op og ender med at forelske sig i hende. Samtidig med at deres forhold til hinanden blomstrer, opdager Amber mere og mere hvad der foregår inde i hovedet på Mason.

Gennem en blanding af psykedelisk Jazz og Joel Moores glimrende skuespil skabes en trykkende stemning fra første sekund. For en så relativt ukendt skuespiller er talentet stort, og måden hvorpå han blander ekstrem sårbarhed med en underliggende følelseskulde er fantastisk. Man er konstant bange for at han knækker og viser sit sande, ubehagelige jeg.

Spirals største problem er dog tempoet. Oplevelsen starter og slutter meget stærkt med nogle flot sammensatte sekvenser, men den lange midte af filmen stagnerer efter et stykke tid. Selvom hele dramaet består af forholdet mellem Mason og Amber bliver antallet af scener med dem næsten for meget. Det knusende greb instruktørerne har om fortællingen løsnes og tillader ikke slutningen, hvor god den end er, at få den fulde wow-effekt.

For to ukendte instruktører, Adam Green og Joel Moore, er Spiral et flot værk, der forhåbentlig vil give dem mulighed for at arbejde med større projekter fremover. Se den.