Spider-Man: Total Mayhem

Da jeg var en lille knægt var der to slags tegneserier på markedet, de kedelige og så Hulk og Edderkoppen. Edderkoppen har siden taget det amerikanske navn og hedder naturligvis nu Spider-Man også i Danmark. I USA udkommer der hver måned en stribe hæfter der alle omhandler netsvingeren. Peter Parker, Amazing Spider-Man, Web of Spider-Man og naturligvis Ultimate Spider-Man er bare nogle af eksemplerne på tidligere udgivelser.

Ultimate Spider-man tilhører Marvels serie af nyfortolkninger, hvor heltene (og skurkene) optræder i lidt friskere opdaterede udgaver. Det første nummer udkom i oktober 2000, og her blev læseren budt på en yngre udgave af Parker i et reboot af serien, der blev så succesfuld, at flere andre af Marvels superhelte fulgte trop med Ultimate-udgaver.

Nu er det tid til Gamelofts udgave af Ultimate Spider-Man. Firmaet har efterhånden en lang række fantastiske licensspil og kloner på samvittigheden. Deres God of War-klon Hero of Sparta og en af de få gode spilmatiseringer af Avatar har nydt en velfortjent succes.

Med Ultimate Spider-Man: Total Mayhem ryster Gameloft spilposen af tidligere udgivelser, og tager alt det der fungerer fra især de to førnævnte udgivelser. Tegneseriefanatikere vil dog ganske sikkert påpege at Spider-Man i spillet mere ligner den traditionelle udgave end den superspinkle teenageudgave i Ultimate-universet, men det er så også den eneste anke, der måtte være. For Spider-Man: Total Mayhem leverer.

Det første jeg kan konstatere, da jeg starter spillet op, er at der leveres farverige omgivelser, og præsentationen af spillet er helt fin. Jeg bliver budt velkommen af mine første modstandere, og det er tid til at se styresystemet an. Ultimate Spider-Man er et 3D-smadr-alt-på-din-vej-platformsspil. En såkaldt brawler.

I venstre side har du et velfungerende virtuelt analog-pad, og i højre side har du tre action-knapper, der henholdvis styrer dine angreb, hop eller dit spindelvæv. Som man også så det i Gamelofts Zombie Infection, kan du til flytte alle knapperne rundt på skærmen som det passer dig. Udover disse knapper har du også en til din edderkoppesans, der popper op så snart en fjende vil angribe. Den bruger du naturligvis for at undvige angrebet. Ganske enkelt er denne opsætning tæt på perfekt, og der går ikke længe, før jeg kaster fjender rundt på skærmen, hopper som en akrobat på speed og sidder med et kæmpe grin på ansigtet. For hvor er det fedt!

Spider-Man føles som Spider-Man burde. Adræt, hurtigt på toppen af situationen og storsnakkende... for pokker, det er godt nok lang tid siden, at jeg har oplevet en Spider-Man i så god form. Kæresten kigger op fra sofaen, og konstaterer tørt, at jeg "griner meget og ligner en lallende glad lille drengerøv". Og det er ganske vist, for sådan føler jeg mig også under gennemspilningen.

Som med Sparta har Gameloft inkluderet nogle få Quick Time-lignende events. Blandt andet kan du såfremt du fejler et hop, slippe for at blive straffet på din energibar, hvis bare du er hurtig nok på aftrækkeren. Kombineret med edderkoppesansen giver dette en overbevisende fornemmelse af at være den lynhurtige superhelt. Der opsamles også energi og erfaringspoint baseret på hvor gode comboer du opnår i dine kampe, og erfaringspointene kan naturligvis bruges på at forbedre dine angreb eller dit forsvar.

Nu kunne man frygte, at dette ville være et tyndbenet scrollende platformspil med de samme tre gentagende fjendetyper, men også her er oplevelsen bedre, end hvad mange mener de kan slippe afsted med på Apples i-apparater. Det føles ganske enkelt som et konsolspil bør. Lokationerne er i 3D, og selvom man for det meste følger en ganske stringent sti, er der mulighed for at lave lidt svinkeærinder undervejs. Blandt andet skal der samles tegneseriehæfter og befries bagbundne byboere.

Lokationerne varierer samtidig ganske godt og spænder over undergrundsbaner, udendørs omgivelser, tætpakkede varehuse og naturligvis kampe på toppen af kørende tog. Fjenderne er mange, mens både Sandman, Rhino, Electro, Venom, Dr Octopus og The Green Goblin dukker op som bitre bosser i løbet af mine cirka fire timers spil. Netop længden er dog Spider-Man: Total Mayhems umiddelbare akilleshæl, men også her har Gameloft sørget for at spilleren har en grund til at fortsætte, efter historien er slut.

De førnævnte tegneseriehæfter, der kan indsamles, åbner op for lækkert artwork fra Ultimate-universet. Med hele 150 hæfter fordelt på de mange baner, er der noget at komme tilbage til spillet for (dog savner man, at kunne se hvor mange hæfter man har samlet på de enkelte baner). Der er fire sværhedsgrader og muligheden for at låse Spideys sorte dragt op. Skulle det ikke være nok, så skal der samtidig knipses tre billeder af hver boss under bosskampene, mens der også kan foretages såkaldte speed-runs, hvor man prøver at gennemføre en bane hurtigst muligt. Og naturligvis får man pokaler alt efter hvor gode statistikker, man ender på efter en gennemført bane.

Det er svært at komme med seriøse kritikpunkter på det arcade-agtige eventyr, og overvejer du et godt superheltespil eller en god brawler bør du ikke lade den forholdvis korte spiltid skræmme dig. Gameloft leverer med Spider-Man: Total Mayhem et superheltespil, der oser af spilleglæde, gode designvalg og den rette ånd. Til 42 kroner. Man skulle da være en ren Spider-Pig for at sige nej til det tilbud.

{Spider-Man: Total Mayhem} er testet på en iPhone 3GS, det fylder 467 MB og koster 42 kroner på iTunes.