Spiderman
Hvilken fryd, det er at svinge sig mellem skyskraberne i New York, kravle på lodrette vægge og altid have en rap replik at fyre af, mens du slås med superskurke.
Hvilken fryd, det er at svinge sig mellem skyskraberne i New York, kravle på lodrette vægge og altid have en rap replik at fyre af, mens du slås med superskurke. Alle forventninger indfries i dette spil, hvor du er Edderkoppen (Spider-man på amerikansk), der endnu engang skal redde dagen.
En drengedrøm går i opfyldelse
Måske er Hulk stærkere, men der er ingen tvivl om, at Ederkoppen er den sjoveste og cooleste Marvelhelt. Lige siden jeg var en lille dreng, har jeg drømt om at være Edderkoppen og give røvfuld til Firbenet, Kraven og Den Grønne Gnom samtidig med, at jeg kørte smarte bemærkninger af i en uendelighed.
Gensyn med gamle venner
Du kastes ind i handlingen lige efter, en falsk Edderkoppen har stjålet en bombe. Du får selvfølgelig skylden, og nu skal du, ud over at redde byen, også rense dit navn. Alle personerne fra tegneserien er selvfølgelig med. Den mavesure J.J. Jameson med det store had til vores venlige murkravler, Den Sorte Kat, der en overgang var Edderkoppens elskerinde, Dæmonen, Flammen og Mary Jane Parker - Edderkoppens Kone. Skurkene er også rigt repræsenteret ved blandt andet Skorpionen, Rhino, Carnage, Doc Octopus, Mysterio og Krybet.
Kaoskontrol
Kontrollen med Edderkoppen virker i først omgang lidt kaotisk, for du kan kravle på væggene og lofterne. Men efter lidt tilvending, er det nemt at styre den gode netslynger. Spillet er i sit gameplay ikke synderligt originalt: Du skal kæmpe dig igennem hvert level for til sidst at møde en af de klassiske skurke. Men er det ikke også sådan, Edderkoppens liv er? Grafikken er dejlig flydende, og faktisk temmelig flot. Det er en helt fantastisk følelse at svinge rundt i den glatte 3D-grafik mellem imponerende skyskrabere eller kravle på vægge og lofter.
Spækket med bonus
I takt med, at du trænger længere ind i handlingen, frigives forskellige ekstra oplysninger, Blandt andet et helt galleri af forsider fra de amerikanske tegneserier. Her kan du beundre 32 forsider af de vigtigste begivenheder i Edderkoppens liv. For hardcore fans som mig selv er dette et ekstra incitament til at kæmpe videre mod ondskaben. Har man gennemført spillet, er man godt hjemme i Edderkoppens univers, for i takt med at du møder de forskellige personer i spillet, bliver deres biografi ført ind i spillet. Når du så får løsrevet dig fra spillet, kan du læse lidt historie, om de personer du har mødt.
Der er kælet for detaljen
Spillet er, i modsætning til mange andre licensspil, meget tro mod oplægget. Selveste Stan 'The Man' Lee (manden der opfandt de fleste af de klassiske helte i 60'erne) har lagt stemme til spillet. Imponerende!
Det er et utroligt helstøbt og underholdende spil, men desværre er det også temmelig let. Det tager ikke meget mere end en forlænget weekend at gennemføre spillet, og det er en skam, for det er så dejligt at trække i den rød/blå trikot og banke skurke.
More to come?
Rygtet vil vide, at Spider-man kun er det første af en hel række spil med Marvelfigurer. Hvis de kommende titler bare kan komme tæt på dette, så er jeg klar til at styre Hulk, De fantastiske 4, Kaptajn America og alle de andre i kampen mod ondskab.
Gamereactor Danmark