Spec Ops: The Line

Jeg skal gerne erkende, at min første omgang med Spec Ops: The Line overraskede. Det er et af disse spil, der har formået at flyve under min radar, fuldstændig. Det overraskede mig at et par årsager. For det første har det ikke meget at gøre med de spil, der udkom til PC under samme navn, og som senere resulterede i en række discount-agtigt efterfølgere i PlayStation-æraen.

Dengang lå fokus på taktik og strategi i stil med PC-klassikere som Hidden & Dangerous og Rainbow Six. På sin vis har man ført arven videre, men lighederne er alligevel få. Navnet antyder, at det er et jargontungt militærspil, hvor man skal uddele simple ordrer til sine squadmedlemmer. Men tværtimod er tempoet uendeligt meget højere, hvilket givetvis er en tilpasning til det klima, der hersker i spilverdenen. Vi har set samme type af skyd-og-gå-i-dækning-mekanik fra spil som Gears of War, Army of Two og Uncharted, for blot at nævne et par stykker. Det er hurtigt, intenst og blockbuster-inspireret, men ikke uden temposkift og mere rolige stunder.

For det andet lykkedes det den lille smule af historien, jeg nåede at få set, at vække min interesse. Og det sker sandelig ikke ofte i denne type militærshooters. Fortællingen har ingen forbindelse til tidligere spil i serien, men introducerer et helt nyt scenarie, hvor byen Dubai er blevet ramt af den værste af naturkatastrofer. Enorme sandstorme har nemlig slugt byen hel. Sanddynerne når op til skyskrabernes ører. Et besynderligt syn, der trods sin fiktive oprindelse stiller mig ydmyg over for naturens enorme kræfter.

Det er i ørkenen, nogle kilometer fra bygrænsen, at jeg overtager styringen. I rollen som Martin Walker, leder af en amerikansk indsatsstyrke, skal jeg ind i den katastroferamte by og lokalisere og redde den forsvunde oberst John Konrad og resterne af hans styrke. I horisonten knejser de vældige højhuse. Men først skal vi begive os gennem klitterne og den dårligskab, der ligger mellem os og målet. Der går ikke længe, før vi støder på ondsindet modstand.

Da den første bølge af lovløse banditter er nedkæmpet, har jeg fået styr på styringen. At veksle mellem at sidde i dækning og gradvist rykke frem, kender vi som sagt fra andre spil. Jeg kan desuden beordre mine to underordnede til at koncentere deres ildkraft mod udvalgte fjender gennem et enkelt knaptryk. Styringen føles gennemarbejdet, og våbnene gør et godt indtryk. Den der svært definerbare fornemmelse er der.

<newpage>

Der er afbræk fra actionscenerne i form af dialog mellem soldaterne og indbagte mellemsekvenser. Den blandt gamere folkekære Nolan "Nathan Drake" North låner sin velkendte stemme til hovedpersonen, og den smule af historien, jeg har fået set, lægger op til en nervepirrende og spændende actionthriller. Der er noget med spillets nærmest apokalyptiske miljøer, der formidler en lokkende men samtidigt urolig atmosfære. At mysteriet omkring den forsvundne John Konrad spidser til, gør også sit.

Det tilsandede landskab er dog ikke en kun en lokkende visuel kulisse. Sandet kan også udnyttes som et våben og påvirke gameplayet. Jeg har for eksempel skudt huller i glasruder, der måtte vige for enorme sandmasser, som derefter har begravet mine uheldige fjender. Jeg har lobbet granater, der har skabt skummende sandskyer, og jeg er havnet i sandstorme der fuldstændig ændrer kampenes vilkår.

Forhåndsversionen af spillet, som jeg har testet, var komprimeret så jeg kunne nå at opleve scener fra forskellige tidspunkter i spillet. Trods at det hele udspiller sig i Dubai, lader der til at være rigeligt med variation. Der er jagtsekvenser i helikopter, nærkampe i nedstyrtede fly og intensive skudvekslinger gennem forladte kontorbygninger. Det er ingen verdensomsejling a la Modern Warfare. I stedet sætter Spec Ops: The Line snarere på en niche med et tydeligt koncept, og tager det dybere og længere. Noget, jeg bifalder.

Hvor unikt det bliver i sidste ende, må tiden dog vise. Historien lover godt, men om den holder hele vejen, kan vi naturligvis ikke vide på forhånd. Måske bliver det endnu et spil, som vi kan arkivere i militærgenrens mellemlag. Mavefornemmelsen siger dog, at Yager muligvis sidder på et sleeper hit.