Space Siege

Efter et par timers spil var jeg så godt som sikker på, at {Space Siege} ikke kunne blive meget værre. Jeg havde allerede skrevet et tal ned på et stykke papir, og var nærmest overbevist om, at Chris Taylor ikke havde noget trumfkort i baghånden. Men det havde han, og to timer før spillets dramatiske afslutning lagde han det på bordet. Men de foregående mange timers pinsel havde desværre allerede formået at ødelægge oplevelsen for mig.

Han har ellers været modig, den kære hr. Taylor. Ikke blot foregår hans nyeste hack'n'slasher langt ude i verdensrummet på et rumskib - han har også fuldkommen elimineret skattejæger elementet, der ellers altid har været bærende for genren. Undervejs på min rum-odysee kunne jeg således erfare, at mine fjender ikke bar rundt på dyrebare skatte i form af våben og rustninge, men at de derimod havde lommerne fulde af metaller, som jeg kunne bruge til at opgradere mine våben og evner. Opfindsomt, vovet - og vigtigst af alt, velfungerende! Knapt så opfindsomt er Taylors idé om at kaste en robot-partner ved navn HR-V efter mig, for partnere har jeg haft nok af i de foregående {Dungeon Siege}-spil. HR-V er dog overordentligt effektiv, og det er ganske rart at kunne bruge de dyrebare metalstykker på at opgradere ham.

Muligheden for at opgradere min krop med robot-dele tog jeg også til mig med kyshånd. Jeg er lykkelig over, at jeg valgte at udskifte mine svage ben af kød og blod med et par af det pureste metal - dette gjorde nemlig, at jeg ikke blot kunne løbe betydeligt stærkere, men nu kunne bruge nogle af spillets kraftigste våben. Jeg blev dog langt fra begejstret, da jeg måtte sande, at en del af min menneskelighed gik tabt i denne proces. Tabet af menneskelighed resulterede i, at spillets slutsekvens ikke bød på rendyrket lykke. Hvilket er okay, jeg mener, jeg redede da trods alt menneskeheden, så hvad gør det, at jeg nu er 48 % robot og 52 % menneske?

Ovenstående får nærmest Space Siege til at lyde som en tur i paradis, men langt det meste af tiden er det en tur til helvede. Hvorfor?

For det første er spillets kamerasystem en akilleshæl. Jeg er tvunget til, ganske unødvendigt, at sidde og panorere rundt med kameraet, samtidig med, at jeg skal forsøge at dræbe rumvæsner rundt om hvert hjørne. Dernæst er spillets styring temmelig træg, og det giver ingen mening ikke at lade mig bruge mine museknapper til de forskellige færdigheder - i stedet er jeg tvunget til at bruge de numeriske taster samt F-tasterne. Det er altså temmelig vanskeligt at skulle finde ud af, hvilken knap jeg kyler giftgranater med, når jeg har ti forskellige slags granater at lege med.

De første mange timer foregår i umådeligt kedelige omgivelser, der alle ligner hinanden, og først hen mod slutningen er der en smule variation at hente. Det samme gør sig gældende med spillets våben, der til at begynde med er totalt ineffektive, men de sidste par timer bliver potente og sjove at lege med. At historien først begynder at blive medrivende til allersidst, hvor tingene langt om længe giver mening, er der heller ingen idé i. Hvorfor i alverden vælger hr. Taylor dog at udsætte det sjove til allersidst? Det giver ingen mening i min verden.

Og så giv mig i øvrigt én god grund til at spille Space Siege igennem igen. Det eneste argument jeg kan finde for en sådan handling er, at slutningen arter sig efter hvor meget menneske eller robot jeg er, når jeg har nedlagt den sidste boss i spillet. Men hvorfor dog i alverden bruge godt og vel otte timer i helvede og to timer i himlen - det opvejer på ingen måde hinanden. Det kan du gøre bedre, Chris Taylor!