Space Dogs 2
Space Dogs 2 er en russisk produceret animationsfilm, men Torben reserverer stadig vinderflaget til amerikanerne.
Før mennesket var i rummet, var der chimpanser og hunde. I rumkapløbet mellem Sovjet og USA var kosmonauterne hele verdens helte, hvorfor raket-ingeniørerne først kridtede banen med mindre værdifulde prøvedyr. Det er et historisk faktum, som animationsfilmene før har moret sig med, f.eks. i Space Chimps fra 2008. Kapitalisterne vandt rummet, og i årevis har USA også ført an i produktionen af computerskabte animationsfilm, men, ligesom i fortidens rumkapløb, melder russerne sig også for at få en bid af kagen.

De amerikanske studier skælver næppe, for de tidligere kommunister er stadig lysår bagefter amerikanernes niveau, både hvad angår teknisk håndværk og historiefortælling. Space Dogs 1 var også ukendt for undertegnede, så intet at berette om fald eller forbedringer. Space Dogs 2 er den disneyficerede historie om hunde-kosmonauter, rørt op med akavede anekdoter om firbenede folkehelte, ufoer og aliens på månen. Og sikke en galaktisk snydepels. Ikke nok med at Space Dogs 2 er en klodset og indviklet historie med et forældet grafisk niveau. Der ruller godt over 30 minutters spildtid ind på kontoen, før Space Dogs 2 rent faktisk tænder raketten og flyver ud i rummet.
Space Dogs 2 bliver kastet i bunken af budget-blurays til stuealteret, indtil det høstes af streamingtjenesternes store behov for konstante, nye samlebåndsproduktioner. Måske er det spændende at Space Dogs 2 er en russisk produktion, som eventuelt kan fægte med tiltrængt markedskonkurrence mod den dominerende monopol af animationsstudier. Det sker bare ikke. Russerne må vide hvorfor der blev lavet en fortsættelse - måske kræver det en anden kulturel kontekst end vores - men i det danske hjem kan de galaktiske køtere hverken engagere børn, voksne eller tilfældige kæledyr.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgaven af Space Dogs 2 har intet ekstramateriale.

Gamereactor Danmark