Sonic Free Riders

Jeg har det svært med {Sonic Free Riders}. Fordi det er den type spil, der gør så mange ting rigtig og på samme tid gør så mange ting forkert. For på den ene side er det et Kinect-spil, og en af de første titler der ikke udelukkende er tænkt som let underholdning til en bunke feststemte deltagere opsat på at spille en række minispil. På den anden side ville dette spil være sjovere for langt de fleste spillere, hvis det foregik med en normal controller.

Og det er ganske typisk for hele Free Riders oplevelsen: for hver god ting er der en dårlig. {Sonic Free Riders} vil gerne være lidt af det hele, men i jagten på at fornøje både festspillerne og de mere seriøse af slagsen når den langt fra i mål.

Historien er den sædvanlige Sonic-fortælling. Dr Eggman holder et fantastisk løb og en storlået turnering, der selvfølgelig kun er et skalkeskjul for skumle planer, og selvfølgelig er det Segas blå pindsvin eller tre af hans venner der skal redde trådene ud.

Denne gang sker det ved at ræse en række baner tynde på et højteknologisk hoverboard, der kunne gøre selv Marty McFly misundelig. Lige indtil han prøvede det. For styringen er desværre ikke helt så skarp som man kunne ønske, eller som banerne lægger op til. Og det er en skam. For der er kælet for banernes udseende, og jeg griber ofte mig selv i at tænke tilbage på gamle dage i arcade-hallerne, badet i lyset fra Scud Racers og Daytona-makinerne. Der er undervandsbaner, flyvende delfiner, futuristiske bygninger og veje der kunne gøre selv en Wipeout-deltager rundtosset. Og det hele er serveret på den charmerende farvestrålende måde, som kun Sega kunne - for år tilbage.

Tricksene er med til at opbygge boardets hastighed, så vil man hurtigt i mål, gælder det om at opbygge air-time og lave en imponerende opvisning. Men styringen er upræcis, og med mindre du er i dit es og parat til at hoppe og lave 180 graders vendinger, læne dig fremover og på alle måder hoppe rundt for at simulere et skateboard, er det ikke specielt underholdende. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men i Sonic Racers bliver det hurtigt for meget af det gode, og som halvdoven gamer mister man ganske enkelt interessen for at lave tricks og komme hurtigt i mål.

Et andet og ganske stort problem er måden man normalt sætter Kinect på pause. Det gør man ved at pege ud og ned til siden med venstre hånd. I {Sonic Free Riders} kan man også opsamle ringe ved at vifte med venstre hånd, med det resultat at man ofte ender med at sætte spillet på pause. Hvordan Sega kan lave sådan en designfejl er uforståeligt.

Det virker som om at udviklerafdelingen hos Sega ikke helt har sat sig ind i Kinect, for styringen er på flere måder ganske lidt gennemtænkt. Den kræver en del usunde stillinger og ved to spillere er pladskravene ganske seriøse.

Det største problem for de fleste spillere vil dog være, at det kræver tålmodighed eller tilgivende feststemning at acceptere det irriterende stemmeskuespil, de kedelige mellemsekvenser, de lange træningsopgaver, den gentagende kalibrering, den typiske grillbarsmusik og den til tider upræcise styring.

{Sonic Free Riders} kan dog være underholdende under de rette omstændigheder. Når man står to spillere og skriger af hinanden, eller når man griner højt over et spektakulært stunt eller en god redning, så føles Sonic som et rigtigt sjovt spil. Men skiller man det i stumper og analyserer mekanikkerne, så halter det, og man er ikke i tvivl om, at det ville gøre sig bedre med et traditionelt joypad.

Vores svenske kollegaer kvitterede med et 3-tal til Free Riders og vores tidligere praktikant med et 9-tal. Personligt ender jeg et sted imellem disse. For jeg kan sagtens se de gode sider, men bliver også frustreret over de dårlige.

{Sonic Free Riders} er fin underholdning til de yngste i familien, eller til et par feststemte familiemedlemmer parate til at få sved på panden. Til alle os andre er det et ligegyldigt vejbump på Sonics lange rejse rundt i spilverdenen.