Sneaky sneaky

Stealth-elementet er blevet en mere nuanceret del af moderne spil. Thief, Tenchu: Stealth Assassin, Metal Gear Solid og Splinter Cell har sørget for, at stealth-mekanikkerne er blevet allemandseje, siden de for alvor gjorde sit indtog på spil-markedet får over 10 år siden.

Siden dengang er stealth for stealth'ens skyld blevet mere og mere sjældent i spil. Stealth er ikke længere nok, hvis man ikke smider andre features med i pakken. Selvom spil som Splinter Cell og Metal Gear Solid har bevaret nogle af de elementer, der i sin tid gjorde dem så populære, så er de ikke længere styret af de mekanikker, der hjalp til med at gøre spillene mainstream.

Jeg har på det seneste spillet en masse Sniper Elite V2 (jeg brugte også lidt tid i selskab med originalen), og her er stealth en helt essentiel del af spillet. Da jeg for nyligt talte med Rebellion's Steve Hart (senior producer på V2) beskrev han spillet som "long-range stealth". Har man spillet Sniper Elite V2, ved man at dette er en passende beskrivelse.

Tilt rods for det blodige X-ray Kill Cam, der tager mest af opmærksomheden, var Rebellion rent faktisk i stand til at implementere nogle smarte tricks, der gik relativt ubemærket hen.

Min personlige favorit var muligheden for at bruge omgivelsernes lyde til at maskere lyden af mine skud. Hvis det blev timet rigtigt, kunne en hel patrulje nedlægges, før den sidste soldat opdagede, at den første var død. Skulle man i dækning, var der flere muligheder for at distrahere fjender: antiluftskyts, at smide bomber, eller at få klokker til at ringe i det fjerne. Tricket ligger i leveringen, og som jeg selv oplevede det, så ødelægger man det en del gange, før man til sidst gør det hele rigtigt.

Der er masser af andre muligheder for at gemme sig i V2. At kravle rundt i forladte bygninger med din lyddæmpede pistol trukket er uden tvivl det mest effektive. Det hjælper også på det, at mange af vagterne i de forladte huse er meget afslappede, og ofte tager sig en lur på de mest ubelejlige tidspunkter.

Selvom det ikke kan benægtes, at den kunstige intelligens i Sniper Elite ikke er den bedste, og at nærkampssituationer kan være nådesløse, så er det stadig en fornøjelse at bevæge sig gennem et område uden at blive opdaget, mens men skaffer udvidende vagter af vejen undervejs.

En anden stor spilserie, der vægter stealth højt er Hitman. Absolution rammer snart hylderne og det er blevet lovet, at netop Hitman vil forfine den populære blanding af stealth og mord.

I Hitman var det at gemme sig ikke nødvendigvis ensbetydende med at kravle rundt langs panelerne. Vil du gerne ind i det stærkt befæstede house fyldt med agenter? Gem din pistol af vejen og kvæl mælkemanden. Og føl ingen skyld, du er jo for fanden da en lejemorder. Ifør dig mælkemandens tøj og kom ind i huset uden at blive opdaget.

Splinter Cell er en anden af mine favoritter. At lede Sam Fisher gennem luftkanaler, op ad mure, og væk fra lyset, forbliver et højdepunkt for mig. Der er få andre øjeblikke, der er så tilfredsstillende som at krybe over et rør under loftet, falde ned på en patruljerende vagt for derefter at pacificere hans kammerat med et dobbeltslag til hans baghoved. Denne form for angreb blev sammen med de mange gadgets Sam Fishers visitkort.

Stealth giver mulighed for at opleve nogle virkelig spændende øjeblikke i spil. Spændingen i at skulle udføre en farlig mission, at lave den perfekte række af headshots, glæden ved at slippe forbi en vagt, der står bøjet over den sten du lige har smidt for at distrahere ham; det er de øjeblikke, der definerer vores oplevelser.

Måske er vi kommet forbi stealth-genren (hvis den nogensinde eksisterede); mekanikkerne kan nu ses i en lang række af forskellige typer spil. Du kan luske dig igennem Oblivion og Skyrim, Halo: Reach og Battlefield 3 belønner et snigmord, og Assassin's Creed blandede parkour med stealth, hvilket resulterede i et ekstremt populært slutprodukt. Deus Ex bød på flere forskellige veje gennem banerne, hvoraf en af dem altid var en stealth-mulighed.

Det lader til, at det er mere populært at snige sig rundt end nogensinde før, hvilket tyder på, at mekanikkerne for alvor er blevet accepteret af de brede masser. Krybende rundt i skyggerne, ventende på det helt rigtige tidspunkt til at slå til; for nogle af os er det den eneste rigtige måde at spille på.