Smølferne

Chancerne er gode for at du allerede har regnet det meste af plottet og grundlaget bag filmen ud, inden du første gang har sat den nye smølfe-film i afspilleren. Her bydes nemlig på den præcis samme blanding af skuespillere og computereffekter, pludselige dansescener, fald-på-halen-humor og sukkersød historiefortælling, der har været formlen i så mange andre familiefilm.

Et sted langt borte lever en stamme af blå miniputter, der hver især er navngivet efter deres mest iøjefaldende karaktertræk og har tendens til at erstatte ord med "smølf", samt synge ethvert problem væk med den ene sang de alle kender. De kalder sig selv Smølfer og ledes alle sammen af Gammelsmølf, der foruden at være gammel og en smule vis, også betegnes som far til alle stammens 99 indbyggere.

Hverdagen havde sikkert været fuld af sang og idyl hvis det da ikke lige havde været for den onde troldmand Gargamel, der så pokkers gerne vil have fingrene i de blå miniputter og stjæle deres essens, som han sidenhen vil bruge til at udføre alskens onde tryllerier. Den ondskabsfulde plan er da også lige ved at lykkedes, da noget går galt, og et hold af smølferne samt Gargamel og hans kat Azrael suges igennem en portal, der slynger dem alle ud i vores verden.

Smølferne havner hos den lille familie Winslow, der i første omgang er en smule forundrede over deres herkomst, men sidenhen beslutter sig for at hjælpe de små blå med at stoppe Gargamel, og herfra starter kampen så ellers.

Der skal ikke meget fantasi til at regne historien ud i Smølferne, hvilket dog ikke nødvendigvis er negativt, da det betyder at også de mindste filmnydere vil kunne følge med. Den simple historie har også givet overskud i manuskriptet til at man har kunnet gøre en smule grin med hele ideen om de blå miniputter. Eksempelvis ved de alle, at løsningen på deres problemer skal findes i en bog skrevet af den mystiske Peyo, som naturligvis er den oprindelige skaber og tegner af smølferne.

Filmens mest positive side er dog de menneskelige skuespillere, der gør hvad de kan med deres roller. Neil "Barney Stinson" Harris gør det helt ok som den stressede husbond med fokus på karrieren, der uanset hvor meget han prøver ikke helt forstår logikken bag det at være en smølf - han er de fleste seeres talerør. Den absolut sjoveste figur er dog Gargamel, der her får liv en en glimrende Hank Azaria, og både i mimik, timing og stemmevalg rammer rollen perfekt. Hvis man nogensinde har grint af Professor Frink fra Simpsons, hvis stemme også stammer fra Azaria, vil Gargamel og hans samspil med Azarael i vid udstrækning være grund nok til at se filmen.

Smølferne er ikke nogen decideret dårlig familiefilm, der er blot alt for forudsigelig og adskiller sig ikke mærkbart fra så mange andre film i genren. Medmindre man har smølfe-fans i familien, er det derfor vanskeligt at anbefale den frem for et af de mange andre og bedre filmeventyr, som er udkommet her i juletiden.