Skyscraper

Det er jul, og hvis du har nogenlunde styr på prioriteterne, så bruger du også juledagene på at gense den største juleklassiker af alle: Die Hard. Har du derimod ikke prioriteterne i orden, kan du opsøge plagiaterne. Eksempelvis Skyscraper, der er undfanget for at Dwayne Johnson kan forstørre beløbet på selvangivelsen og ekspandere filmmarkedet mellem USA og Kina. Det var ellers ikke mange år siden, at frygten for kinesernes økonomiske indtog prægede den amerikanske mentalitet, men nu er alliancen nærmest givet på forhånd, med håndtryk på tværs af landegrænserne og amerikanske udstationeringer i Hong Kong.

Skyscraper låner mange filmiske artefakter fra dels Die Hard og {The Tower}ing Inferno. Der er både en gidselsituation i en skyskraber med ihærdige terrorister, og der er en løbsk brand i et babelstårn skabt af rigmænd. Dwayne Johnson er den tidligere FBI raket, som er plaget og præget af fortidens spøgelser, har en benprotese og trak familien til Hong Kong for at arbejde som sikkerhedsrepræsentant i højhuset for en kinesisk mangemillionær. Bag muren venter en flok hårdt spændte mænd med automatvåben, onde intentioner og noget der lignede en plan i baglommen. Kort sagt; et skakbræt med et forudsigeligt set-up af brikker og usammenhængende regler.

Det er spøjst som den kommercielle orientering i amerikansk film ligefrem præger historiens struktur. Smag lige på manuskriptets konstellation: Amerikanerne er stærke og handlekraftige typer der kan servicere som et vagtværn for kinas økonomiske og teknologiske ambitioner. Terroristerne, derimod, er kaukasiske mænd med en upræcis skandinavisk accent. (Det bliver faktisk nævnt i filmen). Der er altså noget overgjort røvkysseri bag filmens intentioner. Som jævn dansker er vi fjernt fra den primære målgruppe, og måske derfor føles den teknologisk opskruede og fantasifulde forestilling mere som en syntetisk farce hvor farligheden aldrig føles nærværende. Selv når Dwayne hænger ud over kanten i 200 etagers højde, flytter bagdelen sig ikke til kanten af sædet.

Flammerne brøler, menneskene råber og skudsalverne fylder rummet, og alligevel formål Skyscraper ikke at flytte sig over det middelmådige. Mens ofrene dingler over et optændt atrium, flygter tanker væk til kalenderaftaler og nudging fra sociale medier. Troværdighed må siges at være en vigtig faktor for katastrofefilm, men Skyscraper er mere tegneserie-action som tilbeder en teknologisk messias. Ikke et ondt ord om Dwayne Johnson, vis bredskuldrede karisma løfter byrden. Han er en rustik profil som lever for filmen, underordnet præmisserne, men den CGI-manipulerede højdeskræk blegner betragteligt i forhold til Tom Cruises bestigning af Burj Khalifa. Skyscraper er nærmest den diametrale modsætning til autenticitet - et højtravende filmværk der kan ses på langs uden hvilepulsen stiger.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er forsynet med en række promoverende og kortfattede making-of dokumentarer. Ikke noget der løfter filmen til nye højder.