Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Skypad 2.0

SkyPAD 2.0

Du husker det måske fra din ungdom, men det her er mere og bedre end glasbaserede musemåtter nogensinde har været

Der var engang noget der hed en "IceMat". Det er der som sådan stadigvæk, og hvis du trykker det ind i din browser, så bliver du sendt videre til en stor kendt producent af PC-tilbehør. For det med at lave museplader i glas er ikke noget nyt, det var banebrydende da det kom frem, og med god grund. Der var mindre friktion end på stofmåtter, og de stakkels sensorer i datidens mus kunne langt bedre med matteret glas.

Firmaet bag hed Soft Trading, og de lavede også musemåtter i stål under navnet "SteelPad", såvel som andre produkter, og valgte at ligge det hele sammen under navnet Steelseries for 13 år siden. Tiden gik, sensorerne blev bedre, og glasmusemåtter blev et relikvie fra fortiden, og IceMat, der nu hed Steelseries Experience, blev udfast.

Og her kommer SkyPAD ind i billedet. For glæden ved de anderledes musemåtter i glas var så stærk, at et lille firma i Jylland blev etableret i 2017, og de begyndte at lave nye musemåtter i glas. Og det gik godt, man lavede nye udgaver i forskellige farver, og da der stadig sælges særligt designede teflonfødder til de fleste udbredte mus, så var det jo fint. Sortimentet blev også udvidet med andre ting, men glasmusemåtten er hovedproduktet, og som i gamle dage, så får man teflontape med til sin mus.

Men SkyPAD slår sig ikke bare til tåls med at genintroducere et produkt fra fortiden, for de har valgt at videreudvikle glasmusemåtten også. Resultatet er SkyPAD 2.0, en glasmusemåtte der er lidt større end den første version, 300x250 millimeter. Den er flad, men stadig stor, dog uden at være dominerende. Men man har brændt et hulmønster ind i overfladen (det kan ikke ses), men stadig lavet overfalden ekstremt glat. Dette har fået bugt med en af glasmusemåttens største problemer, behovet for teflonfødder der let glider af. Og ja, glasset er naturligvis hærdet, vi har ikke prøvet at smadre en ned i gulvet, men vi er ret sikre på at mødet mellem klinkegulv og glasmusemåtte ikke ender med et lykkeligt ægteskab.

2.0 fås lige nu i sort, rød, hvis, blå og grøn, og står til 449 kroner. Men udover deres egen hjememeside, så er SkyPAD lykkedes med at komme ud i detailhandlen, således at både Proshop, Power, CDON og andre rent faktisk har produktet. Prisen er ikke helt ved siden af, det er samme pris som både Steelseries, Razer og CoolerMaster tager for en standard RGB-musemåtte i stof, og der findes langt dyrere måtter på markedet, eller en Razer Invicta i specialfarve.

Da det er glas er den nem at rense, det er bare at give den en gang glasrens. Efter nogle ugers brug må jeg dog sige at min stadig er ren som nyfalden sne, og den glatte overflade lugter langt væk af at den her forbliver ren, og er nem at renholde på et niveau enhver skidtfyldt stofmusemåtte kun kan være misundelig over.

Min eneste anke er egentlig indpakningen, man har gjort et rimeligt forsøg, men jeg tænker at en kasse der tabes uheldigt vil betyde den visse død for musemåtten indeni. Og de må gerne skrue lidt ned for de røde farver på indpakningen, det er lidt voldsomt.

Og så er spørgsmålet - virker det?
Der er svaret et overraskende, og rungede; "ja!" Der er mere støj fra pladen, men slet ikke som bare med en hård "speed"-musemåtte. Jeg forsøgte også med keramiske fødder, det larmede helt vanvittigt, men det er heller ikke SkyPADS påstand, det er at deres musemåtte kan bruges uden teflonfødder, og det kan den meget overraskende.

For på trods af at jeg ikke har overdrevet positive erfaringer med speed-musemåtter, så formår SkyPAD 2.0 at kombinere de positive dele fra både "speed"- og "control"-overflader, og endda uden at der er alt for meget støj som plastoverflader ret konsekvent har.

Det går stærkt, der er stort set ingen følelse af modstand når musen trækkes over pladen, og det skal man lige vænne sig til. Omvendt er det også nemt at stoppe igen, og man oplever et meget højt niveau af kontrol over selv mere subtile bevægelser med musen.
Man skal dog vænne sig til at sådan en solid gang glas er lidt småkold at have underarmen på. Til gengæld får de fire gummifødder under pladen rigtigt godt fat i mit ellers meget glatte træbord, og den gør det væsentligt bedre end de fleste andre produkter der har været forbi.

Jeg har slidt en del musemåtter op, men den frygt er ret effektivt væk nu, men man betaler så også noget ekstra, håndværket og produktkvaliteten taget i betragtning kan man ikke brokke sig. Og således endte eventyret lykkeligt.

10 Gamereactor Danmark
10 / 10