Skyline

Red er en række kameraer, der er blevet kendte for at levere blæret linsekvalitet og utrolig god lysfølsomhed uden at man bliver fuldstændig frarøvet pensionsopsparingen (kun næsten). Brødrene Strause er to brødre, der udover at have arbejdet med effekter på Titanic, Avatar og X-Files, samt lavet materiale for Disturbed, Nickelback og flere andre kunstnere, også stod bag Aliens vs. Predator: Requiem-filmen. Skyline er lavet for et yderst begrænset budget.

Med den baggrund er det svært helt at vide, hvad man skal forvente. Jeg kan allerede nu røbe, at såfremt du er i tvivl, skal du næppe have forventningerne højere end blusset på en halvtom Bic-lighter. For så bliver du skuffet.

Vi følger to venner i Los Angeles, som vågner op efter lidt af en gensynsfest, og opdager at L.A. er ved at blive invaderet af aliens (af den type, der kommer fra planeten Generic, hvor alle væsener ligner en blanding af Gieger-kunst og de her Sentinel-fætre fra Matrix-filmene).

Det er naturligvis ikke helt fedt med sådan en invasion, og de to kammerater (spillet af Eric Balfour og Donald Faison) stormer op på taget af skyskraberen som den ene bor i. Derefter forsøger de at stikke af. Og det er det! Skal jeg fortælle mere, så røber jeg de eneste to nogenlunde interessante dele af filmen.

Skyline beviser om noget, at en handling ikke kun kan bestå af en opadgående spændingskurve, der starter på "hold da op" og ender på "HOLD DA OP". Der sker absolut intet i filmen, og alligevel drøner der kampfly, aliens og enorme rumskibe rundt i et sandt effektmylder, mens eksplosioner brager om kap med musikken, der konstant forsøger at overgå sit sidste bombastiske ensemble.

Ja, så er der lidt kærlighedshistorie mellem Balfour og Scottie Thompson i rollerne som kæresteparret der er på besøg, men selv den del ender som noget forfærdeligt miskmask.

I den halvanden time filmen varede, kedede jeg mig konstant (minus lige omkring fem sekunders spænding da de overlevende forsøger at stikke af fra bygningen). Storslåede effektfilm er ganske vist ikke altid det store hjernespind, men jeg kan helt ærligt ikke huske hvornår jeg sidst har oplevet en film, hvor der sker så meget og jeg kedede mig så frygteligt imens.

Jeg havde forventet flotte effekter og et actionbrag, og hvad jeg fik var ganske vist flotte effekter og et actionbrag - det er bare en skam, at det var kastet rundt om ingenting.

Coveret proklamerer Don't look up, jeg synes, at der burde stå Don't expect much, men det er måske bare mig. Jeg kan dog ikke helt begribe hvem der ville have noget særligt ud af denne film.