SingStar

Efter utallige ungdomsshows som Popstars, Stjerne for en aften og det rædselsvækkende Idols, ser det nu ud til at hysteriet og lydbølgerne har nået PlayStation 2’s succesfulde kyster. For hvad er mere nærliggende end at tage den velkendte fredagskaraoke fra den lokale bar, hvor afblegede blondiner og testosteronpumpede fyre drikker sig fulde og gør en røv ud af sig selv med en mikrofon i hånden, og så give det hele nyt liv på alles favoritmaskine? Nej, vel - det er ganske enkelt så djævelsk veltænkt, at selv Gamereactors til tider noget konservative redaktion, greb mikrofonerne og luftede stemmebåndende, velvidende at vi aldrig behøver at gå i byen igen.

Og netop mikrofonerne er der Sony gerne vil rette opmærksomheden hen. Der er nemlig nøjagtig som med EyeToy-spillet, tale om en oplevelse, der med et par undtagelser kan spilles helt uden at skulle mestre et joypad. Og det betyder at alle fra naboens datter og til gamle onkel morfar kan være med. Der er dog et krav som hurtigt skiller fårene fra bukkene - og det er modet. For er du med på i et festligt lag at gøre dig selv til grin eller imponere kæresten med din sprøde stemme, så vil SingStar kunne underholde i ugevis. Er du ikke, og står du tit og træder dig selv over fødderne når der skal synges sange ved konfirmationsfesten, så vil der være ligeså meget at hente i spillet, som der er dybde i en Barbera Cartland-bog.

Heldigvis for Gamereactor, så har store dele af redaktionen lavet langt pinligere ting gennem tiden, så vi havde intet problem med at krænge følelserne ud til Careless Whisper med George Michael, eller give den på dansegulvet som Village People til YMCA. Og det er kun et lille udpluk af de mange numre som London Studios stiller an med. Alt fra Elvis til Jamelia og A-Ha bliver rask væk sat i rotation, og alt du behøver at gøre er at vælge fra den virtuelle jukeboks og gøre dig klar til at følge rytmen. Tredive af tidens hotteste tracks og fortidens store perler ligger klar til at blive at blive udødeliggjort endnu engang. Der kan vælges mellem dueller, duetter og endda en story-mode, hvor man som spirende popsanger skal arbejde sig vej op gennem alverdens hitlister. Dertil kommer Pass the Mic, der som titlen antyder, kræver at mikrofonen bliver sendt videre til den næste sanger, i håbet om at han eller hun klarer sig dårligere end én selv.

Rent visuelt lægges der også distance til alt hvad man normalt forbinder med et spil. Menuer er stilrene, hvide og med enkle symboler, der indikerer at der er tale om et livsstilsprodukt henvendt til de smarte og hurtige. Når man fraserer sig gennem et Roy Orbison-nummer, så står den ligeledes på enkelthed, hvor videoen afspilles i bedste MTV-facon, mens teksten og sangens flow vises frem, så man kan gøre sit bedste i forsøget på at følge med. Og dét er noget af en fuldtræffer. Det er lang tid siden at Gamereactor har moret sig så meget med en mikrofon i hånden. Korte dyster bliver pludselig til timevis af kampe, og usikker mumlen erstattes hurtigt med skrig og skrål - endda i nogle tilfælde med skønsang.

Desværre er der et par skingre toner i SingStar. Først og fremmest i udvalget af musik. For mens dedikerede popfans får hovedet fyldt med Blue, Pink og Daniel Beddingfield, så må metal- og rockfanatikere nærmest gå forgæves i forsøget på at få stemmebåndet luftet. Vi kan sagtens forestille os en hiphop-, rock- eller metaludgave med tiden, men det er skuffende at spydspidsen ikke indeholder et bredere spektrum af musik. Dertil kommer at mens teknologien bag SingStar måske er ny, så viser det sig også hurtigt at den ikke er tilstrækkelig. Det at holde tonen vægtes højt, men om man synger noget totalt pladder henover en given sang gør ikke noget, så længe man tilpasser det rytmen. Og når nu der rent teknisk er mulighed for dette, så ødelægger det noget af oplevelsen.

Det ændrer dog ikke ved det faktum at SingStar både er sjovt og en smule innovativt, hvis blot man lægger det mest kritiske øje væk og ifører sig festskjorten. For spillet er som skabt til opvarmning før man glider i byen eller sender gæsterne hjem efter en god middag. Oplevelsen af at sidde, eller for den sags skyld stå, foran fjernsynet og blive bedømt på ens sangtalent tiltaler de fleste, og når nu det kan gøres bag hjemmets fire vægge, så er der ingen grund til ikke at give sangkarrieren en chance.