Shutter Island
Kristian kigger på Martin Scorseses nyeste film. Læs om Shutter Island her...
Ah, det er som om solens stråler kærtegner det grønne græs med en blidere hånd når man ser en ny Martin Scorsese film. Jeg ved ikke lige hvad der skete der men jeg elsker virkelig Martin Scorsese. Den aldrende newyorker har nu i næsten fem årtier pumpet værk efter værk ud til filmelskere verden over, nogle gode, nogle dårlige. Hvor befinder Shutter Island, hans nyeste film, sig i dette brede spektrum?
U.S. Marshall Teddy Daniels ankommer til fængsels- og behandlingsanstalten for sindssyge på den berygtede Shutter Island. Sammen med sin makker Chuck introduceres de for lederen Dr. Cawley, som beder dem komme for at undersøge en sag om en forsvundet patient.
I løbet af sin undersøgelse opdager Teddy Daniels skjulte sandheder om anstalten og sin egen fortid. Fra første sekund er man ikke i tvivl om at en mester befinder sig bag linsen. Flotte billeder, godt tempo og en gennemført paranoid stemning der ikke løsner grebet om tilskueren. Selv hvis man regner slutningen ud tidligt er man stadig glimrende underholdt, fordi historien fortælles så godt.
DiCaprio i rollen som Teddy gør et fint stykke arbejde, men ser noget ukomfortabel ud i sin detektivbeklædning. Resten af rollerne udfyldes af skuespillere der virker mere tilpasse. Ben Kingsley er blændende som den alvidende og truende Dr. Cawley og Mark Ruffalo virker mere overbevisende som detektiv end DiCaprio.
Der blandes effektivt mellem thriller og gyser. Mysteriet om den manglende patient blandes med Teddys konfrontation af fortiden og sammen danner de en bizar verden der giver en gåsehud. Kendere vil ganske sikkert tænke på de surrealistiske film af David Lynch.
Shutter Island er dog ikke helt et mesterværk, men den byder på underholdning af allerhøjeste kaliber.

Ekstramateriale
Sammen med filmen følger to dokumentarer med. Den ene en "bagom" dokumentar der fokuserer på produktionen samt skuespillerne og giver et indblik i kildematerialet og Scorseses egne refleksioner. Som altid er det en fryd at høre den gamle Scorsese fortælle om det at lave film.
Den anden dokumentar fokuserer på de psykologiske aspekter og undersøger, på hvilke punkter Shutter Island baserer sig på autentisk psykologi, og hvor filmen tager sig friheder. Et sjovt lille plus på et godt udvalgt ekstramateriale.

Gamereactor Danmark