Shooting Stars
Anders skyder løs på Lady Gaga, Notch og Justin Bieber.
Vi har sikkert alle sammen nogle kendisser, som vi har en høne at plukke med, i en eller anden form. Donald Trump, Nicki Minaj, Justin Bieber, Lady Gaga, Notch og en horde af andre kendisser er alle at finde her i pixelleret form. Om du er på udkig efter hurtig action, humoristiske indslag eller et firserinspireret farveorgie, så dækker {Shooting Stars} disse behov, og sandsynligvis kender du en god del af skydeskiverne vi finder her. Disse kulturelle referencer, laserkatte og farver presses ind i en shoot-em-up i {Space Invaders} stil, med rogue-like-elementer såsom perma-død og tilfældigt genererede niveauer. Et sted i Wien tog udvikleren Blood Irony denne idé til tegnebrættet og endte ud med {Shooting Stars}, som for nogle få skillinger kan købes på Steam og de mobile platforme. Selvom vi ikke taler om perfektion, så er dette en imponerende debut for udvikleren og en solid port fra mobil til PC/Mac.


Af historie finder vi naturligvis ikke alverden. Du er en hoverboardende hipster ved navn Tscherno, du har en hvid kat i hænderne, og på en eller anden måde er denne kat et super farligt laservåben. Du skyder horder af fjender, og i starten af hvert level møder du en kendis, som siger nogle rappe replikker, og forsvinder. Efter du har skudt et par hundrede fjender kommer han/hun tilbage og skal også ned med nakken. Dette fortsætter indtil du dør, permanent. Så kan du prøve igen. Lyder det repetitivt? Det er det også, men heldigvis så rystes posen af fjender, power-ups og opgraderinger fra gang til gang, så det i forvejen ganske underholdende og spraglede gameplay varieres fra gang til gang. Opgraderinger, beskyttelse, ekstra HP og power-ups samles op undervejs. Dermed kan dit primære våben få højere rate-of-fire eller på anden vis blive mere dødbringende. Dette primære våben, som er en kat, ender med at være latterligt kraftfuldt, men du har også et mere ekstremt våben, som har en cooldown. Dette skifter du ud undervejs, og det varierer spiloplevelsen betydeligt. Med et tryk på mellemrum eller højreklik aktiveres dette våben, som kan være alt fra et enormt strøm-pentagram til diverse laser-stråler. Lige dele dødbringende, underholdende og forvirrende, så er dette våben essensen af {Shooting Stars}: åndssvagt farverigt og intenst. Aktivering af dette super-våben kan endda sagtens betyde din egen undergang, simpelthen fordi du ikke kan se hvor Chuck Norris eller Donald Trump skyder hen.
Til trods for at være et fjollet og simpelt indie-spil, så er {Shooting Stars} ganske velpoleret og uden nævneværdige bugs, i hvert fald i Steam-versionen. Alt fra menuer til selve spillet, som kan styres kun med mus, eller kun med tastatur, virker både enkelt og velfungerende, såvel som responsivt. Der er ganske vist ikke megen introduktion til de forskellige power-ups og super-våben, men som spil fungerer det faktisk temmelig godt, for hvad det er. Er du til retro-spil i denne stil, så vil du formodentlig finde at {Shooting Stars} kører temmelig smurt. Der er altså en overraskende mængde seriøsitet bag den uhøjtidelige og gakkede tone.


Oveni dette skal også nævnes, at spillets klassiske stil, selvom den er set før, er temmelig gennemført. Det ser godt ud, og den pixellerede firser-æstetik lykkes i dette tilfælde, selvom mange forsøger sig med denne tilgang. Lydsiden er ligeledes glimrende, med et soundtrack som er genkendeligt og ikke blot overflødigt. Laserlydene (som udgør stort set alt andet end musikken) fungerer også efter hensigten. Som selve spillet er det intenst og kaotisk, men ikke desto mindre hænger det hele fint sammen. Til tider minder soundtracket endda om det man finder i {Cave Story}, som er et af de bedste old school indie-spil jeg kender til.
Når man samler småpengene sammen og smider dem efter et højst pixelleret spil på Steam, som er fyldt til randen med farver og popkulturelle referencer, så ved man at spillet meget gerne vil være sjovt. Så der er naturligvis et vist pres på {Shooting Stars} i denne henseende. Det skal have god humor for at lykkes. Men leveres varen? Eller er det for meget, for gakket eller blot for dumt? Svaret vil her variere efter hvem man spørger, men jeg vil mene, at spillets tone og humor fungerer, men ikke altid rammer lige plet. Når "T-5000" eller "Cyley Myrus" skal til at snakke, så får man desværre ofte mindre end man håbede, selvom masser af morsomme indslag ville være mulige. Her holder udvikleren sig til sikre fraser som "Hasta la vista, baby." og "Wait! Let me get my photo-face.". Ikke at dette er direkte dårligt, men man kunne have håbet på noget bedre. Til gengæld smiler man lidt, når man får en superevne, som består i "Death by Like" (og ja, det regner med Facebook-likes), eller når Olivier Samwer (CEO af Rocket Internet) siger "I like your startup idea! Now it's my startup idea!" inden det næste level går i gang, og kulminerer i endnu en bosskamp.


Hvor poleret spillet end er, så er det vildt ubalanceret og i længden ret svært. Da niveauerne, fjenderne og de tilgængelige power-ups er tilfældigt genereret, så kan den ene spilgang virke meget lettere end den næste. Kombineret med perma-død, så er repetition uundgåeligt. Med andre ord, så ved man hvad man kan få ud af spillet efter en time eller mindre.
Dette betyder, at man skal have noget at komme efter i længden, og det er her vi måske finder et problem for {Shooting Stars}. For hvad er det egentlig man ville komme efter i længden? Du får samlekort i den almidelige, tilfældigt genererede, spiltype, og disse kan ikke specielt meget. I "Daily Run" er dagens topscore målet, og dette er en forudbestemt bane, hvor tilfældigheden er fjernet. Så der er altså grunde til at komme tilbage, men spørgsmålet er hvornår opskriften bliver kedelig. Visse spillere kan finde mange timers spiltid her, da gameplayet fungerer udmærket, mens andre vil finde et sjovt, skørt indslag, som desværre kun varer et par timer, inden morskaben falmer.
Som billederne viser, så er her tale om et Steam-spil som stammer fra de mobile platforme, hvor widescreen-formatet ikke udnyttes til fulde, men dette generer ikke stort, og spillet kører som sagt ganske stabilt. Jeg spiller med en klassisk mus, som åbenbart betyder at man skal skyde konstant eller lade Tscherno stå stille. Holder man ikke venstreklik nede (som er primært angreb) kører cursoren bare rundt på skærmen uden formål, hvilket er lidt underligt designet. Det fungerer dog fint da du har ubegrænset ammunition, så du kan uden problemer holde aftrækkeren i bund, hvilket gør at karakteren bevæger sig efter musen. At styre med piletasterne er noget sværere, men man kan også bruge en controller, hvis man vil.


I sidste ende er der tale om en solid titel, som taler til 16-bit-æra-nostalgikere. {Shooting Stars} er kontrolleret kaos med humor og charme, som sørger for intens underholdning, med meme-referencer og horder af sjove fjender. Selvom humoren ikke altid udnyttes helt, så er det et ganske sjovt, gennemarbejdet og actionfyldt spil. For 5 Euro på Steam (frem til 12. februar 2016 er prisen endda kun 2 Euro, grundet kinesisk nytår) er det ganske anbefalelsesværdigt, omend visse spillere vil mangle grund til at vende tilbage (hvis det ikke er nok i sig selv at slås mod Miley Cyrus med en laser-kat og en diskokugle). Selv disse spillere vil dog sikkert have haft et humoristisk indslag, som er pengene værd. Hvis man husker på prisen og det faktum at det stammer fra iOS og Android, så er det et udmærket spil.

Gamereactor Danmark