Shooter

Antoine Fuqua slog sit navn fast med Training Day. Uanset om Denzel Washington skulle have haft en Oscar eller ej for sin rolle som korrupt politibetjent, så lagde verden mærke til Fuquas instruktion. Han har dog ikke kunnet leve op til Training Day og har siden produceret og ikke mindst instrueret den skuffende Tears of the Sun og King Arthur. Det fik mig naturligvis til at håbe på Shooter som hans vej tilbage, men desværre synker Fuqua dybere ned end nogensinde før. Shooter skyder langt forbi målet.

For det første vil Shooter gerne være en intelligent thriller/action-film, men det tillader plottet bare aldrig. Hvor Robert Ludlums Jason Bourne-film er velfungerende, overraskende og hæsblæsende, bruger Shooter dovent de samme gamle klicheer omkring korrupte embedsmænd og et attentat på præsidenten, som du har slæbt dig igennem tusindvis af gange.

Med et af de mest grinagtige navne til en helt i nyere tid (Bobby Lee Swagger) er det Mark Wahlbergs job, at få den professionelle snigskytte til at fremstå som plaget og hård, men det går bare aldrig. Selvfølgelig anklages Swagger for at have forsøgt at snigmyrde præsidenten, og selvfølgelig flygter han over stok og sten, mens han forsøger at planlægge et hævntogt, men ikke én gang er det spændende eller actionfyldt, bare en smule kedeligt. Skuespillet er decideret ligegyldigt.

Det er dog historien, der for alvor dræber Shooter. Enten trækker Jonathan Lemkin, der har omsat Steven Hunters bog til film, på enhver tåbelig kliche, der nogensinde er opfundet i genren, eller også skaber han situationer og dialoger, som bare ikke giver nogen mening. F.eks. giver det absolut ingen mening, at en af USA's senatorer selv møder op på en iskold bjergside for at se Swagger dø. Samtidig er det nærmest utænkeligt at Swagger, der kører i båndsløjfe på alverdens tv-kanaler som præsidentens attentatmand, kan vade lige ind ad døren hos en afdød vens kæreste og bede om hendes hjælp, bare fordi han har sendt hende kondolencekort og blomster de seneste tre år.

Heller ikke slutningen, hvor Swagger overfor staten afslører, at hans riffel aldrig har haft nogen stift, og at han derfor ikke kan være attentatmanden, er andet end en hjerneblødning. Manden har måske ikke kunnet affyre et skud, men under sin flugt og i forsøget på at erklære sig uskyldig, dræber han adskillige agenter - noget der tilsyneladende er helt okay. Nej, Shooter er en omgang usammenhængende pladder fra start til slut, og den er ikke værd at smide i afspilleren.