Sherlock Holmes
Robert Downey Jr. giver den hele armen, når Storbritanniens svar på Quentin Tarantino giver sit bud på den klassiske roman-detektiv Sherlock Holmes
Guy Ritchie er det tætteste man kommer på en britisk Quentin Tarantino. Hans dybt underholdende gangsterfilm med talrige stjerner på rollelisten gjorde ham til et internationalt hit i sluthalvfemserne. Som fan af mandens film kunne man dog fristes til at konkludere, at han har lavet den næsten samme film i ti år. Denne monotoni, hvor underholdende den så ellers har været, brydes nu af actionkrimien Sherlock Holmes.
Sherlock Holmes og hans assistent John Watson er på jagt efter den okkulte leder Lord Blackwood. Efter at have fanget den farlige mand og sat ham i fængsel ånder alt fred og ro - bortset fra Holmes, der har svært ved at håndtere ikke at være på en sag. Det viser sig dog, at Blackwood har store planer på trods af sin fængsling, og inden man kan sige "oh poppycock!" vikles Holmes og Watson ind i sagen igen.
Det er en fryd at se Ritchie kaste sig over andet end urbane britiske gangstermiljøer, og se ham skabe et stiliseret victoriansk England der ligner noget fra en tegneserie. Det visuelle lir der har været en stor del af oplevelsen i Ritchies tidligere værker, og navnligt ultra-slowmotion sekvenser bruges på imponerende vis til at beskrive Holmes' meget skarpe sind.
Hvis man er Sherlock Holmes-fanatiker, er der en risiko for at man bliver skuffet. I stedet for at være en filmatisering af de klassiske fortællinger, er handlingen her et miskmask af forskellige litterære strømninger i 1800-tallet.
Det der gør Sherlock Holmes til en meget seværdig oplevelse, er Holmes selv. Robert Downey Jr. er og bliver en lamslående dygtig skuespiller der kan gøre en god film endnu bedre. Kemien mellem Holmes og Watson, der spilles glimrende af Jude Law, føles troværdig og gør at man i løbet af filmens to timer føler sig i godt selskab.
Sherlock Holmes er et velsammensat puslespil af Guy Ritchie, der er perfekt at se når man har lyst til et stykke fremragende underholdning.

Gamereactor Danmark